Nederlaget til Liverpool i FA Cuppen blev gjort nærmest ligegyldigt, da Alan Smith et minut før tid kastede sig ned i en tackling og vred om på anklen samtidig med, at han også brækkede benet.
Et uhyggeligt syn for alle tilstedeværende på Anfield, der da også fulgte Smith fra banen med klapsalver, om de så var i den ene eller anden lejr. Og Smith lader sig heller ikke slå ud, men er opsat på at komme tilbage.
“Fra hvad Alan har fået fortalt, så synes det overhovedet ikke som om, at skaden er truende for hans videre karriere. Det vil tage lang tid at komme tilbage, men er der nogen, der har viljen til at komme igen, så er det Alan. Han er stærk, både psykisk og mentalt, og han er allerede begyndt at snakke om, hvor hurtigt han kan komme tilbage,” udtaler agent Alex Black, der samtidig takker publikum for den måde, Smith blev fulgt fra banen på.