Fra tredjemålmand i Stoke til nyindkøb i Manchester United. Det er noget af en kontrast og noget af et spring, men ikke desto mindre var det lige netop, det hop Ben Foster tog i en af sommerens mest overraskende transfers.
Stort set siden den dag, Foster skrev under, har han været udlejet til Watford, hvor han har sat al konkurrence om keeperpladsen ud af spil og fyldt handskerne så fornemt ud, at han fra flere sider er blevet hyldet for sine præstationer.
Lejeaftalen udløber til sommer, men da Edwin van der Sar minimum fortsætter et år mere, mens Tim Howard fortsat synes at være backup, hvis ikke han bliver træt af konstant at se på og laver en Brad Friedel ved at finde sig en mindre klub, så er der fortsat ikke plads til Foster på Old Trafford. Selv aner Uniteds udlejede keeper da heller ingenting om fremtiden.
“Jeg har absolut ingen anelse om, hvor jeg spiller næste sæson. Da jeg blev købt fik jeg at vide, at jeg ville blive udlejet i år og måske også næste år. Men lige nu har jeg ikke den fjerneste idé om, hvad der kommer til at ske med mig.”
“Ærlig talt føler jeg mig endnu ikke rigtig som en United-spiller. Jeg har godt nok været i Manchester og træne med under landskamppauserne, men på det tidspunkt er stedet jo fuldkommen tømt for spillere, på nær de skadede der genoptræner, da alle er på landsholdsopgaver. Jeg har aldrig rigtig fået tid til at lære nogen i klubben at kende,” erkender Foster.