Weekendens triumf mod “The Magpies” var Sahas tredje kamp i træk i startopstillingen, og selvom det i de kampe er blevet til en del afbrændere, har den franske landsholdsspiller markeret sig med et strålende sammenspil med angrebsmakkeren Wayne Rooney.
Med Sahas spillemæssige succes og en statistik, der siger 14 mål i 11 kampe fra start, må ligatopscoreren Ruud van Nistelrooy finde sig i en plads på bænken, og dette har fået flere medier til at stille spørgsmålstegn ved hollænderens fremtid på Old Trafford. En sådan diskussion nægter Sir Alex at deltage i, men finder derimod tid til at rose Saha for sin indsats:
“Det eneste jeg vil tage stilling til er, om Saha fortjener at spille eller ej, og det synes jeg helt bestemt, han gør. Man bør rose Saha for hans kampiver, hans mål og for hans blændende samarbejde med Wayne Rooney. Det er den helt rigtige beslutning at vælge ham” lød begrundelsen for valget af Saha fra Ferguson.