Selvom det endte med et nederlag og dermed et exit i FA Cup’en, var dagens opgør mod Manchester United stadig en uforglemmelig oplevelse for hele Newport County. Det fortæller holdets cheftræner Graham Coughlan efter kampen.
– Lad os være ærlige. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Det var en drømmelodtrækning for mange af vores fans, for mange af vores spillere og for mig selv og min familie, siger han.
Coughlan er livslang United-supporter, og han følger stadig holdet tæt. Det samme gør mange af hans spillere.
Derfor havde han og spillertruppen faktisk håbet på et uafgjort resultat, så de kunne optræde på Old Trafford. Stillingen var også 2-2 i små 20 minutter, men heldet var desværre ikke på deres side i sidste ende.
– Da vi kom tilbage i kampen, var United lidt rystede i 5-10 minutter. Vi havde så brug for et mål mere, og hvis det faldt til United, hvilket det gjorde, ville det være endnu et bjerg vi skulle bestige, forklarer han.
Han er dog stadig ubeskriveligt stolt af sit mandskab efter dagens kamp.
– Vi repræsenterede os selv, vores familie og den her fodboldklub med stor værdighed, og de (spillerne, red.) skal være stolte af deres indsats mod et rigtig dygtigt hold, siger han.
Newport County kan nu koncentrere sig om deres tilværelse i League Two, hvor de er placeret som nummer 16 efter 28 kampe.