Alle spillere fra Fergie-æraen, der har forladt klubben og efterfølgende udtalt sig om Fergusons regime, fremhæver altid managerens ekstreme arbejdsiver. Han er den første, der kommer, og han er en af de sidste, der sætter kursen fra Carrington og hjemad.
Og det er lige netop i hans ekstreme arbejdsraseri, at forklaringen på hans næsten 20 store trofæer ligger. Det lyder som en opskrift lige til at kopiere, men Ferguson advarer dem, der skulle pønse på at efterligne ham. Så let er det heller ikke.
“Alle succesfulde mennesker har en naturlig arbejdsiver. Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde mig arbejdsnarkoman, men jeg har hele livet haft en disciplineret indstilling til det at arbejde. Nogle folk vil måske sige “er det virkelig bare det,” men det er ikke så let, som man skulle tro. Man skal have en helt speciel flair for det, hvilket der igennem tiden har været mange eksempler på,” siger Fergie.