Resumé: United trådte på speederen og vandt komfortabelt til syvende og sidst

I en ellers uskøn affære, hvor United især i 1. halvleg virkede sløsede, tog holdet sig sammen mod kampens slutning. Trods storm og bump på vejen vandt klubben komfortabelt over to kampe og skal spille finale d. 21. maj kl. 21.00

(Photo by Robbie Jay Barratt – AMA/Getty Images)

Ovenpå det første opgør på San Mames i Bilbao var Manchester United til aftenens opgør i en noget uvant rolle.

Her var man i en tvungen position som forhåndsfavorit.

Manchester United stillede op i en fuldkommen identisk startopstilling som til opgøret for en uge siden. I øvrigt en startopstilling som vi tidligere på dagen forudså.

Sådan forventer vi, at United stiller op mod Athletic i returopgøret

 

Nervøs begyndelse 

Manchester United kom ud til kampen relativt afventende og fik ikke fat i bolden.

Alle aktioner bar præg af et nervøst mandskab, som vist nok havde resultatet lidt for meget i hovedet – i stedet for ‘bare’ at spille kampen, fokuseret og professionelt.

I de første fem minutter blev der begået mange frispark og mange tekniske fejl fra begge mandskaber, og kampen skulle lige sætte sig, som man vist nok siger.
Efter otte minutter kom så kampens første reelle chance – den tilfaldt Bilbao, men skuddet strøg over mål.  Få øjeblikke senere fik vi brug for Onana på en dødbold, og heldigvis fik vi et sikkert indgreb i situationen.

Efter 12 minutter kom så den første United-chance. Afslutningen manglede dog skarphed fra Alejandro Garnacho.  Omkring et kvarter inde i første halvleg var der en dansk-mulighed, idet Dorgu drev bolden op igennem midten i en hurtig omstilling, og fandt Rasmus Højlund, men han mistimede sit touch på bolden – det hele gled ud i sandet.

Situationen var generelt meget sigende for Uniteds første halvleg.

I de første 20 minutter af opgøret manglede den sidste afgørende aflevering.  Men så opstod en mulighed i straffesparksfeltet – Dorgu faldt i feltet, og så skulle VAR på arbejde, men intet straffespark i situationen.  Kampens første gule kort kom nogenlunde efterfølgende. Det tilfaldt Mazraoui.

I det 30. spilleminut blev Uniteds passivitet straffet. Elendig clearing af Maguire nede i forsvaret, en sløset aflevering ender hos en Bilbao-spiller, og bum – 0-1 til gæsterne og helt stille på Old Trafford.
Målet blev scoret af Bilbaos Jauregizar.

Fem minutter før pause modtog Casemiro en støttepasning på midten af banen, og ret sigende for Uniteds generelle spil med kuglen i første halvleg, valgte han at spille en simpel bold tilbage til forsvaret – snarere end at orientere sig og få længderetning på opbygningsspillet.

Lige før dommerens pausefløjt tilfaldt en kæmpe-Garnacho mulighed, hvor han kom fri af deres linje på en smuk Dorgu-aflevering, men afslutningen var helt hen i vejret.

Der skulle have stået 1-1 nu.

En låst og idéforladt affære.
Målscoreren hos Bilbao modtog også lige en gul billet.
Dommeren tillagde 2 minutter til første halvleg. 0-1 til pausen.

Fokus og ny energi 

Manchester United kom ud til anden halvleg med en helt anden tænding.
Man skulle godt nok lige i gang med opgøret, men ingen tvivl om, at Amorim havde talt med store bogstaver i pausen.

Efter godt og vel en time fik Casemiro et gult kort. Jeg tænker, de fleste United-fans var begyndt at kigge meget op på stadionuret.

Athletic Bilbao foretog en dobbeltudskiftning, de havde investeret mange kræfter i begyndelsen af kampen.

Ud gik De Galarreta og Gorosabel, og ind kom Prados og De Marcos.

Minuttet efter skiftede de simpelthen igen, og ud gik Djaló og ind kom Olabarrieta.

Det blev en noget rodet affære i disse minutter, mest af alt fordi United også begyndte at skifte ind og ud.

Ud gik Ugarte og Garnacho, som begge virkede trætte, og ind kom Mount og Amad. Særligt sidstnævnte fik et kæmpe rygstød fra Old Trafford.

Bilbao skiftede igen – ud gik Gómez og ind kom Guruzeta.

Herfra gik det kun Uniteds vej!

Efter lidt mere end 70 minutters spil stod Mount klar efter assist af Leny Yoro, han får drejet bolden over i højre side: 1-1, og nu begyndte det at lugte af en finaleplads.

Førnævnte Prados fik en skade og måtte udgå – ind kom Vesga for Bilbao.

Unai Núñez fik et gult kort på en tackling på Bruno Fernandes. Remiro fik også et gult kort umiddelbart efterfølgende, og man kunne sagtens fornemme, at alle Athletic Bilbao-spillerne nu var frustrerede med kampens forløb.

Bedst som man tænkte, at: ‘alt kan ske i fodbold’, kom det forløsende føringsmål.

Casemiro fik hovedet på et hjørnespark og dirigerede flot bolden i mål. 2-1, og nu på sejrskurs. Tingene begyndte at koge på Old Trafford.

Friske kræfter blev der brug for, ud gik Lindelöf, og ind kom unge Harry Amass, som er begyndt at vinde mere og mere tillid hos Ruben Amorim.

Casemiro fik sin hyldest efter målet, idet han nu gik ud, og ind kom i stedet Kobbie Mainoo.

2-1 er flot – men hvorfor ikke slå sidste søm i kassen. Det synes spillerne heldigvis også.

Amad tog sig en tur i sin højre side og tæt under mål fandt han – Rasmus Højlund. Han skulle i virkeligheden bare sætte en fod på. 3-1 og overskud til selfies og det hele. Jubelrus og smil over hele linjen.

Sannadi og Dorgu tog lige en gul billet hver på falderebet.

Mason Mount lavede en halv Beckham og sparkede langt udefra, hvor Bilbaos målmand var på afveje. Sejren blev sikret med endnu et mål. Kampens resultat blev derfor komfortabelt 4-1 til Manchester United mod Athletic Bilbao på Old Trafford. Samlet videre avancement på 7-1.

Manchester United skal dermed spille Europa League-finale d. 21. maj kl. 21 mod Tottenham Hotspurs.

Kampinfo

0-1: Mikel Jauregizar (31′)
1-1: Mason Mount (72′)
2-1: Casemiro (79′)
3-1: Rasmus Højlund (85′)
4-1: Mason Mount (90+1′)

Skriv et svar
Forrige artikel

Mount efter at have sikret finaleplads: »det er et helt særligt øjeblik«

Næste artikel

Læsernes karakterbog: Bedøm spillerne, som sendte United i Europa League-finalen

ANNONCE