Nedtakt: Nu er sommeroptimismen aftaget, Rúben

Ingen undskyldninger mere, Amorim

Optimismen var til at spore blandt United-fans – vores egne skribenter inklusive – inden sæsonstart.

Det bliver bedre i år, lød forhåbningerne. Spillerne var blevet som en familie hen over sommeren, og Amorim har udtalt, at han i sidste sæson nogle gange frygtede kampene – men nu glæder han sig.

Men jeg kan bare konstatere, at kampen mod Fulham virkede som et skræmmende deja-vu af sidste sæsons ragnarok af en sæson.

Manchester United kunne ikke skabe chancer, de kunne ikke spille bolden op nedefra, og selv når de stod i en solid defensiv blok var man ufatteligt nemme at spille igennem – and don’t get me started om, hvor nemme United er at slå kontraer imod.

De lignede et midterhold. Hvis ikke bundhold.

Jeg tillader mig at konkludere, at optimismen er ovre nu. Jeg køber argumentet om, at United var gode mod Arsenal, men jeg køber ikke, at de var så gode, at de skulle have vundet. Jeg sad med en fornemmelse af, at Arsenal havde styr på kampen, omend et uafgjort resultat nok også havde været fair nok.

Men Fulham-kampen viste os, at United ikke er kommet videre fra sidste sæsons rædsler. Ikke endnu, i hvert fald.

Jeg må indrømme, at jeg godt forstår, hvis der sidder folk og undrer sig over, hvad der egentlig taler for, at Rúben Amorim får vendt skuden. Det er i hvert fald fair nok at påstå, at han med sine utallige nederlag i sidste sæson har en stor andel i, at det gik så galt, som det gik.

Nu skal han have gang i holdet igen. Og selv om det er tidligt på sæsonen, går der ikke længe, før alarmklokkerne begynder at ringe.

Heldigvis venter først en nem cupkamp i Grimsby og sæsonens på papiret nemmeste ligakamp, når Burnley kommer på besøg. Og så venter en landskampspause. Så der ER lejlighed til at få sparket gang i holdet. Men det skal sateme også til at ske, Rúben.

Onana er færdig i United

Lad os gå lige på og hårdt.

At Altay Bayindir, som var det klokkeklare andetvalg i fjor, fik chancen fra start endnu en gang trods blamagen mod Arsenal, betyder i mine øjne, at André Onana sandsynligvis har spillet sin sidste Premier League-kamp i Manchester United.

Bulletinerne lyder på, at Senne Lammens er tæt på et skifte til United – han var i hvert fald udeladt af Royal Antwerps trup i weekenden – og det kunne meget vel ligne Manchester Uniteds kommende etter.

Lad os håbe, at han fylder noget i feltet på hjørnesparkene. For det gør Altay Bayindir ikke. Vi så sidste uge, hvor kostbart det er, at han ikke kan komme ud til boldene, og i Fulham-kampen var det også ved at koste flere gange.

Det er ikke holdbart. Og min egen hjertebanken bliver påvirket gevaldigt, når modstanderne har hjørnespark, for jeg ved jo godt, at de bare skal slå bolden ind i det lille felt, for Bayindir kommer ikke til at gøre noget ved bolden. Og det skal en målmand.

Den disciplin er André Onana trods alt bedre til. Han har også haft sine blundere på hjørnespark, men jeg oplever ham ikke lige så usikker på dødboldene. Alligevel tilvælger man tyrkeren foran camerouneren, som man for et par år siden investerede heftigt i.

Men med Lemmens på vej til sit drømmeskifte til Old Trafford ligner det, at man har givet op på Onana – og den fornemmelse bliver kun forstærket, når man ser, at middelmådige Bayindir bliver foretrukket i buret.

Jeg ved ikke, om Onana bliver skippet afsted allerede i dette vindue – det er jeg faktisk ikke sikker på, at han gør. Men jeg føler mig ret overbevist om, at hans dage som 1’er i buret er ovre.

Hvordan skal vi lave mål?

Manchester United har brugt langt over 200 millioner euro på en ny angrebstrio. Dén hedder Matheus Cunha, Benjamin Sesko og Bryan Mbeumo.

Rúben Amorim kunne, ligesom alle os andre, se, at Manchester United bøvlede med at skabe chancer og lave mål i sidste sæson, og når de tre første signings alle tilfalder angrebskæden, må vi konkludere, at det har været prioritet nummer ét på Amorims ønskeliste.

Der er ingen grund til at overreagere efter to spillerunder, men status er, at United kun har scoret et enkelt mål, og det var med god og venlig hjælp fra ryggen af Rodrigo Muniz.

Nuvel, Matheus Cunha så strålende ud i første halvleg i går og kunne nemt have prikket en ind, men Mbeumo tog ikke sit gode spil fra Arsenal-kampen med, og selv om Mason Mount indgik fornemt i kombinationerne, er det jo heller ikke rigtigt ham, tingene skal komme fra.

Og så er der ham den høje slovener, United har hentet for en masse penge som Højlund-opgradering, som vi alle har store forventninger til. Selv om han ikke startede inde, fik han alligevel næsten en hel halvleg til at vise sig frem, men jo mindre, jeg siger om hans præstation, jo bedre.

Ret skal være ret. Starten af kampen mod Fulham var fantastisk, og United kom ud som lyn og torden. Og mod Arsenal kunne man godt se, hvad Manchester United ville. Der ér noget potentiale. Men outputtet er der ikke.

Måske skal vi bare være tålmodige. Måske det bare er dét der med ketchup-effekten. Måske er de mange mål på vej.

Men det er Rúben Amorims fornemmeste opgave at sætte de dygtige angrebsesser op, og det har ikke været en udpræget succes indtil videre.

Store roser til bagkæden

Hvis du er nået hele vejen herned, er du enten rødglødende af raseri over, at jeg maler fanden på væggen alt for tidligt, eller også er du blevet dybt frustreret over, at tingenes tilstand er, som de er, når nu du havde håbet så meget mere.

Heldigvis er der også gode ting at tage med.

De tre bagerste markspillere.

Leny Yoro begynder virkelig at ligne en stjerne i svøb, og han har ikke mistet en flig af sit niveau fra det flotte forår, han havde.

Matthijs de Ligt ligner en, der har gang i sin bedste periode i United-trøjen, og jeg tror, det bliver svært for Harry Maguire at slå ham af, som hollænderen spiller lige nu.

Og så synes jeg, at Luke Shaw klæder holdet enormt meget. Han er blevet en, man godt kan løbe fra, men hans pasningsfod og spilintelligens er uundværlig, og når det gik for langsomt med spilopbygningen mod Fulham – hvilket det gjorde for meget – så skete der som regel noget, når Shaw fik den ude i venstre side.

De tog godt fra dernede, når midtbanen svigtede og gav dem alt for meget at lave, og det betyder, at Fulham fik mange små optræk til chancer, men aldrig blev chancerne for alvor store. Det var kun, når Bruno Fernandes valgte at opgive sin markering på Fulhams tidligere Arsenal-talent, at de var chanceløse.

Jeg synes, fundamentet med midtbanekæden foran de førnævnte tre ser bekymrende svækket ud. Men Leny, Matthijs og Luke ser solide ud. Den ros skylder vi at give dem.