Karakterbogen: Lad dem tomle hjem til Manchester

Det er ingen nem opgave at lyde klog, nuanceret og retfærdig, når man skal give karakterer efter dagens katastrofale resultat mod Grimsby – så det skal du heller ikke forvente. Men vil du læse med om raseri og ren afmagt over tingenes tilstand, er de kommende strofer formentlig lige noget for dig.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

Man skal have spillet 20 minutter for at få en karakter.

André Onana – 1

Han koster begge mål, tager dog ét af straffesparkene, men har ikke stærke nok hænder til at tage tre andre, og så går der i øvrigt 12 straffespark ind. Han er en skamplet på Manchester United, og i dag viser han præcis hvorfor. Hvis jeg var Royal Antwerp, havde jeg skruet prisen op for Senne Lammens, for United er desperate.

Tyler Fredericson – 2

Det var ham, der missede sin mand ved 1-0-målet, han så tung ud, når modstanderne havde bolden, og det gik alt for langsomt, når han havde bolden. Det eneste positive var, at hans rædsler sluttede, da United gik til pause.

Harry Maguire – 5 (kampens spiller)

Han kan egentlig godt være sin indsats bekendt. Han scorede målet, der sendte United i straffesparkskonkurrence, og derudover gjorde han det egentlig udmærket. Men han startede kampen med anførerbindet om armen, og han viste ingen tegn på lederskab derinde. Så ryger man en karakter eller to ned. Til trods for det er han dagens mindst dårlige United-spiller.

Ayden Heaven – 2

Jeg lagde mest mærke til ham, når han smed bolden ud over sidelinjen. Og så bemærkede jeg, at også han blev flået ud i pausen.

Diogo Dalot – 3

Han gjorde ikke meget for at beskytte stakkels Fredericson, der havde en mareridtskamp. Portugiseren havde en håndfuld positive aktioner og scorede trods alt på sit straffespark, men så er der ikke meget mere positivt at sige om dét.

Manuel Ugarte – 1

Jeg er sikker på, han ønsker at lykkes pokkers meget i Manchester United. Men i dag leverede han en joke af en præstation, og jeg kan umuligt se ham nogensinde få niveau til noget af det, vi drømmer om, at United skal blive engang. Igen. Symbolsk nok blev også han flået ud i pausen.

Kobbie Mainoo – 2

Englænderen sniger sig op på et to-tal, fordi hans assist til Bryan Mbeumo var fin. Ellers var han elendig. Hvis en af de to store Madrid-klubber skulle holde øje med ham, må han håbe, at de ikke fik tændt for tv’et her til aften.

Patrick Dorgu – 2

Jeg har bestemt ikke givet op på Patrick Dorgu, tværtimod – jeg tror, han er fremtiden på wingbacken, og han er startet fint ud i denne sæson. Men kampen i dag var en katastrofe.

Matheus Cunha – 3

Kudos til brasilianeren for altid at tage initiativ, men stort set intet lykkedes for ham i dag. Og så brændte han også straffesparket på det skammeligste, da han havde muligheden for endegyldigt at sende United videre.

Benjamin Sesko – 2

Den lange slovener lignede en hund i et spil kegler omkring League Two-forsvarsspillerne. Han havde et lovende hovedstødsforsøg, som blev reddet fornemt, men ud over det lagde man kun mærke til ham, når han mistede bolden. Og det var relativt ofte.

Amad – 1

Det skærer mig i hjertet at smide et et-tal hans vej, men han smed bolden væk til 1-0-målet og var absolut intetsigende fremad i banen. Vores definition af et et-tal skal være, hvis en indsats har været ydmygende, og at han så overmatchet ud af en række gutter, der ikke har niveau til mere end den danske første division, siger alt.

Indskiftere:

Matthijs de Ligt – 5

Han gjorde egentlig et udmærket indhop og kom i nogle fine positioner særligt fremad i banen. Det er ikke hans skyld, at det endte, som det gjorde i dag. Men altså – så var det heller ikke bedre. Og det var modstanderen heller ikke. Eller det var de åbenbart.

Bryan Mbeumo – 3

Han scorede et kælent, kælent mål til 2-1, som kan give noget håb for, hvad det kan blive til med ham i fremtiden. Men han skulle have taget et yderligere ansvar på sig for at skabe noget i anden halvleg, og det blev ikke til meget. Og så brændte han også straffesparket, som endegyldigt sendte United ud, og det tæller heller ikke op.

Mason Mount – 4

Han lagde indlægget til Maguires mål, kan jeg læse, så det skal han have ros for, men ellers gjorde han heller ikke nogen figur af sig. Han smed ikke bolden væk, og det er jo de små ting, vi må finde glæde i, når vi evaluerer en kamp som denne.

Ruben Amorim – 1

Det bedste argument for at støtte op om Ruben Amorim er, at det ikke kommer til at hjælpe noget at fyre ham. Så det gør jeg. Men jeg er dybt, dybt bevidst om, at Ruben Amorim er meget, meget, meget medskyldig i, at tingene er, som de er. Det er ikke Glazers’ skyld, at Manchester United ikke kan levere i dag. Det er hans og spillernes ansvar. Han har stadig et job i morgen, men det skal til at forbedre sig i en allerhelvedes fart, for det, vi har været vidne til i dag, har været pinligt.

Sir Matt Busby må vende sig i sin grav.

10 kommentarer
  1. Imponerende klarsyn du har i denne situation Rasmus, og derfor en helt sober analyse der sidder lige i skabet…100% enig hele vejen rundt.

  2. Jeg tror en spiller med fandenivoldskhed og brændende MU hjerte, havde været god i dag 🤔… Nårhh nej, han er på vej til Napoli og erstattet af en dårligere version 😞

    1. OH

      Havde præcis samme tanke….

      Sesko skulle være en opgradering af Højlund….?

      Bullshit…..han er tung og langsom, også mod et League two hold….hmm

    1. Tja selv en Ronaldo på toppen af sin karriere ville ikke kunne løfte holdet…..

      Men Sesko har ikke vist sig bedre end Højlund …endnu ihvertfald, tværtimod

  3. Slå lige lidt koldt vand i blodet drenge, jeg er med på følelserne spiller ind efter den horrible indsats i går. Vi kan jo ikke vide hvad der har foregået bag kulisserne, måske har Højlund skabt sig internt ? (Ikke min opfattelse) Men mulighederne foreligger, måske passede han slet ikke ind, måske kunne han ikke med sine medspillere, i dont know, det gør ingen af os i princippet.
    Som Rasmus nævnte holdte jeg også selv på Watkins, at hente Sesko var som at håbe på Eurojackpot gevinst på fredag i min optik. Nuvel vi har hentet ham til et astronomisk beløb, men at sidde og dømme ham ude efter én sølle start, det lige vildt nok synes jeg 😅😅

  4. Altså Sesko havde jo ikke engang en pre season med os, mange af spillerne har jo knap været der i et år

  5. Sesko skal selvfølgelig ikke være syndebuk….

    Men husk lige at Sesko harchsftxen fuld pre-season med sin tidligere klub….ja han vsr ikke med United i USA, og som jeg skriver, selv verdens angriber ville nok ligne en hund i et spil l kegler på det hold.

    Amorim har valgt Højlund fra ned den begrundelse at Sesko vsr en opgradering…det er fakta

    Men virkeligheden fortæller noget andet….Højlund så i min optik skarp og sulten i under pre-season kampene…men det var ikke nok.

    1. Jeg er helt enig med dig TB, som du ved foretrak jeg selv Watkins over Sesko. Mit dansker hjerte ønskede Højlund brændende succes i United. Men jeg medgiver det ret mystisk han virkede så ivrig og gjorde fin figur under pre season, for så at blive “dumpet” jeg tror bare der er foregået et eller andet bag kulisserne der har ført til at det ender som det gør mellem parterne.

      Jo jo Sesko havde pre season med Leipzig, men derfor skal han vel stadig tilvænne sig til systemet og medspillere. Jeg håber det bliver godt, men jeg har nu også bange anelser

      1. Jo selvfølgelig skal Sesko tilvænnes sine nye holdkammerater og nye klub…men hans fysiske form burde jo være grundliggende på plads, han blev altså domineret af ret League Two forsvar….

        Hans timing og hans bevægelser samt hans “hurtighed” ser bare uskarpt ud, hvorimod Højlund så rigtig skarp og fit ud…men jeg håber da det ændre sig.

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Amorims mareridt fortsætter: Elendige United ryger ud af cuppen

Næste artikel

Grimsby-keeper er United-fan: - Helt ærligt, så er jeg halvtosset!

ANNONCE