Nedtakt: Hvad fanden gør vi nu?

Nu skal der trykkes på panikknappen

Hvis optimismen fra sæsonstart ikke blev slået ihjel mod Fulham, så skal jeg love for, at den er det nu.

Kampen mod Grimsby var en af de værste resultater i Manchester Uniteds nyere historie.

Måske er det meget efter tre kampe i alle turneringer og med et transfervindue, der end ikke er overstået, at gå i panik. Men det gør jeg. For det er ikke bare en dårlig sæsonstart.

Det, der bekymrer, er, at det, vi ser fra Manchester United, blot er en fortsættelse af rædslerne fra sidste sæson. Rædslerne, vi alle troede, ville ophøre.

Men de er ikke ophørt. De er kun blevet værre.

Kunne Amorim finde på at stoppe?

Ruben Amorims interview efter kampen bekymrer.

Han har tidligere udtalt, at han i sidste sæson da overvejede at pakke sine ting og skride, men blev. I går lignede han en, der mere end nogensinde var træt af jobbet.

Han gav et indtryk af, at spillerne ikke holdt deres aftaler, når han siger, at ‘spillerne var højlydte om, hvad de ønskede’. Han havde tydeligvis lyst til at sige meget mere, og måtte knibe sig i skægget for at lade være. Der er noget i gære. Noget, der er råddent. Men ingen tør, kan eller må sætte ord på det.

Men hvor ville jeg da ønske, at jeg fik det at vide.

Desuden gav han sig fin lejlighed til at takke fansene for altid at støtte holdet. Det manglede da bare, Ruben. Men jeg bemærker, at han talte i datid, da han sagde det.

– Jeg vil gerne takke fansene for den støtte, de gav mig i alle nederlagene, sagde han efter kampen. Er det mig, der tolker? Eller er det, fordi han med sikkerhed ved, at der ikke kommer flere nederlag?

Den slags spekulationer kan også blive for meget, så jeg tager sølvpapirhatten af og konstaterer, at trænere har sagt op i mindre kaotiske situationer end den, som Amorim befinder sig i.

Skynd dig til Manchester, Senne

Uagtet om det så er Ruben Amorim, der er ved roret, så kan alle mennesker med to fungerende øjne se, at Manchester United skal have en ny målmand.

Jeg tror aldrig, jeg har set så håbløs en målmandspræstation i klubben, som den, Onana leverede i går. Og det er ikke, fordi Bayindir er meget bedre. Hvis han overhovedet er det.

Vi skal have en ny mand ind, og rygterne svirrer om Senne Lammens fra Royal Antwerp. Angiveligt er belgierne i økonomiske problemer og er så desperate på at cashe ind på ham, at de udelod ham af truppen til holdets kamp i weekenden.

Det bliver ikke nemmere end det. Få den nu bare lukket. Jeg ved ikke meget om ham, men jeg ved, han ikke kan være værre end det, vi har nu, og så giver det også anledning til en frisk start.

Og det har vi brug for.

Kan vi bruge vores bomb squad?

Ah ja. Bombe-holdet. De fem spillere, som Ruben Amorim smed under bussen og efterlod på perronen, da sæsonen gik på hæld.

Marcus Rashford, Jadon Sancho, Antony, Alejandro Garnacho og Tyrell Malacia måtte finde en ny klub i en fart. Kun førstnævnte er lykkedes med at flygte fra Amorims regime.

Der er kun få dage tilbage af transfervinduet – og i øvrigt køber jeg ikke Fabrizio Romanos manipulerende pladder om, at Garnacho er millimeter fra Chelsea – og der er fire udstødte spillere, der stadig er at finde i klubben.

Kunne vi finde plads til dem?

Det er sådanne spørgsmål, der presser sig på, når spillerne, der ér inde i varmen, bliver domineret, som de gjorde, i første halvleg med Grimsby Town. Fucking Grimsby.

Tilmed har man også brugt 70 millioner great british pounds på at købe det, man troede var den slovenske Zlatan Ibrahimovic, men som mest af alt har lignet David Devdariani på en dårlig dag. Måske Rasmus Højlund – som heller ikke får lov til at rejse med truppen længere – egentlig ikke var så dårlig, som jeg gik og troede.

Bulletinerne melder, at han er tæt på Napoli. Mon ikke de kan forløse ham, som de gjorde med McTominay. Og så ser Amorim dum ud. Igen, igen, igen.