Nedtakt: Hvad fanden gør vi nu?

Fire sure opstød venter i nedtakten fra Grimsby, som vi ikke kan vente med at komme videre fra.

Nu skal der trykkes på panikknappen

Hvis optimismen fra sæsonstart ikke blev slået ihjel mod Fulham, så skal jeg love for, at den er det nu.

Kampen mod Grimsby var en af de værste resultater i Manchester Uniteds nyere historie.

Måske er det meget efter tre kampe i alle turneringer og med et transfervindue, der end ikke er overstået, at gå i panik. Men det gør jeg. For det er ikke bare en dårlig sæsonstart.

Det, der bekymrer, er, at det, vi ser fra Manchester United, blot er en fortsættelse af rædslerne fra sidste sæson. Rædslerne, vi alle troede, ville ophøre.

Men de er ikke ophørt. De er kun blevet værre.

Kunne Amorim finde på at stoppe?

Ruben Amorims interview efter kampen bekymrer.

Han har tidligere udtalt, at han i sidste sæson da overvejede at pakke sine ting og skride, men blev. I går lignede han en, der mere end nogensinde var træt af jobbet.

Han gav et indtryk af, at spillerne ikke holdt deres aftaler, når han siger, at ‘spillerne var højlydte om, hvad de ønskede’. Han havde tydeligvis lyst til at sige meget mere, og måtte knibe sig i skægget for at lade være. Der er noget i gære. Noget, der er råddent. Men ingen tør, kan eller må sætte ord på det.

Men hvor ville jeg da ønske, at jeg fik det at vide.

Desuden gav han sig fin lejlighed til at takke fansene for altid at støtte holdet. Det manglede da bare, Ruben. Men jeg bemærker, at han talte i datid, da han sagde det.

– Jeg vil gerne takke fansene for den støtte, de gav mig i alle nederlagene, sagde han efter kampen. Er det mig, der tolker? Eller er det, fordi han med sikkerhed ved, at der ikke kommer flere nederlag?

Den slags spekulationer kan også blive for meget, så jeg tager sølvpapirhatten af og konstaterer, at trænere har sagt op i mindre kaotiske situationer end den, som Amorim befinder sig i.

Skynd dig til Manchester, Senne

Uagtet om det så er Ruben Amorim, der er ved roret, så kan alle mennesker med to fungerende øjne se, at Manchester United skal have en ny målmand.

Jeg tror aldrig, jeg har set så håbløs en målmandspræstation i klubben, som den, Onana leverede i går. Og det er ikke, fordi Bayindir er meget bedre. Hvis han overhovedet er det.

Vi skal have en ny mand ind, og rygterne svirrer om Senne Lammens fra Royal Antwerp. Angiveligt er belgierne i økonomiske problemer og er så desperate på at cashe ind på ham, at de udelod ham af truppen til holdets kamp i weekenden.

Det bliver ikke nemmere end det. Få den nu bare lukket. Jeg ved ikke meget om ham, men jeg ved, han ikke kan være værre end det, vi har nu, og så giver det også anledning til en frisk start.

Og det har vi brug for.

Kan vi bruge vores bomb squad?

Ah ja. Bombe-holdet. De fem spillere, som Ruben Amorim smed under bussen og efterlod på perronen, da sæsonen gik på hæld.

Marcus Rashford, Jadon Sancho, Antony, Alejandro Garnacho og Tyrell Malacia måtte finde en ny klub i en fart. Kun førstnævnte er lykkedes med at flygte fra Amorims regime.

Der er kun få dage tilbage af transfervinduet – og i øvrigt køber jeg ikke Fabrizio Romanos manipulerende pladder om, at Garnacho er millimeter fra Chelsea – og der er fire udstødte spillere, der stadig er at finde i klubben.

Kunne vi finde plads til dem?

Det er sådanne spørgsmål, der presser sig på, når spillerne, der ér inde i varmen, bliver domineret, som de gjorde, i første halvleg med Grimsby Town. Fucking Grimsby.

Tilmed har man også brugt 70 millioner great british pounds på at købe det, man troede var den slovenske Zlatan Ibrahimovic, men som mest af alt har lignet David Devdariani på en dårlig dag. Måske Rasmus Højlund – som heller ikke får lov til at rejse med truppen længere – egentlig ikke var så dårlig, som jeg gik og troede.

Bulletinerne melder, at han er tæt på Napoli. Mon ikke de kan forløse ham, som de gjorde med McTominay. Og så ser Amorim dum ud. Igen, igen, igen.

 

6 kommentarer
  1. Frustrationerne og afmagten tærre på kærligheden…..

    Uforståelige handlinger fra både Amorim og ledelsens fylder ekstremt meget….

    Prioriteringer ingen rigtig forstår og kan forsvare…

    Alt godt har en ende….I medgang og modgang siger man, men der er grænser for hvor meget selvpineri msn kan udholde….

    Nedturen har nu varet over et årti efter Sir Alex takkede af på toppen, kærlighed ruster aldrig nej, men nogle gange er en “skilsmisse” vejen ud af dødvandet

    Jeg er træt…meget træt, det gør ondt i mit United hjerte der styrtbløder….hvornår er nok nok.

  2. Nu jeg siger nok noget meget kontroversielt som de fleste måske ikke er helt enige i.. United er og FORBLIVER et midterhold! Hvis ikke det havde været for den kære gode Sir Alex Ferguson, jamen så havde vi aldrig haft den respekt som vi har i dag. Han er ene og alene grunden til vi bliver betragtet som en af de største klubber i verden. I velkommen til at modbevise mig, men hans titler og trofæer taler for sig selv.

  3. Ruben Amorim siger selv farvel og tak i landskamppausen. Spillerne gider ikke, når modstanderen ikke er i top 6. De har en tænd/sluk knap – og sådan har det været i lang tid.

  4. Jeg ved ikke hvad United gør i den her situation. Men jeg tager mig en måneds pause fra alt der vedrører United. Så håber jeg at stemningen og resultaterne er vendt til den tid.

  5. Det billigste er nok bare at opsige sit Viaplay abonnement… Jeg har fulgt United siden 95’, og de har været ringe mange gange. Endda også under Ferguson, hvor de kunne skrabe nogle kedelige kampe hjem i de døende sekunder. Det er acceptabelt for mig at United, til en vis grænse taber mange kampe, hvis man har fornemmelsen af fremgang eller en følelse af at “lige om lidt vender det”. Og hvis ikke denne følelse, så trods alt kan man nørde de unge talenter, som man håber bliver en stjerne i fremtiden. Men er det hvad vi ser ind i med Amorim? Angående Sesko så er han sikkert bedre end Højlund, men det er så tydeligt bare ikke der problemet ligger pt. Vi har ikke haft stabilitet siden Carrick og til dels i en kort periode med Matic.

  6. Hvis Amorim selv stopper eller bliver fyret, så er der ingen tvivl om at der skal hentes en pragmatisk manager ind.

    Ikke flere “specialister” før skuden er rettet op ….

    En træner der ser på truppen og indretter spillestilen efter hvad der er til rådighed.

    Det er besynderligt at Amorim kun har et system og en måde at spille på….selvfølgelig skal spillerne have en vis fleksibilitet men det bør en træner da også være.

Skriv et svar
Forrige artikel

Læsernes karakterbog: Bestem, hvor hård du vil være ved spillerne og Amorim

ANNONCE