Foto: Eddie Keogh – The FA/The FA via Getty Images
Manchester United har haft en spiller fra eget akademi i sin kamptrup i hver eneste kamp siden 1937.
I de senere år har Marcus Rashford nærmest været en garant for det. Men han røg af holdet i december 2024 og har siden fristet tilværelsen på lån i Aston Villa og nu FC Barcelona.
I stedet blev stimen i høj grad holdt i live af Alejandro Garnacho, der spillede hele 58 kampe sidste sæson. Det er flere end nogen andre i sidste sæsons trup. Garnacho er dog røget i unåde hos Ruben Amorim og er ifølge Fabrizio Romano på vej til Chelsea.
Med Rashford og Garnacho ude af billedet, ligner stjernefrøet Kobbie Mainoo det bedste bud på en arvtager. Han startede trods alt en EM-finale for kun 14 måneder siden. Men han står ifølge Ruben Amorim i skyggen af – eller konkurrence med – Bruno Fernandes.
Anføreren spillede til sammenligning 57 United-kampe sidste sæson, kun én færre end Garnacho. Og det var i sagens natur blevet til endnu flere, hvis han ikke havde modtaget tre røde kort undervejs.
Derfor kan det også være svært at fortænke Mainoo i, at han tilsyneladende har anmodet om et udlån. Men det stiller United i en bemærkelsesværdig situation, for hvor er så den/de akademispillere, der historisk set altid har været en del af løsningen?
Lidt fra historien
Når Manchester United historisk har skullet genopfinde sig selv, har man ofte kigget mod ungdommen.
I 1952 vandt Sir Matt Busbys første storhold det engelske mesterskab, og i årene efter blev erfarne profiler som Johnny Carey, John Aston Senior, Stan Pearson og Jack Rowley sluset ud og erstattet af de berømte “Busby Babes”.
Få år senere blødte United bogstaveligt med tragedien i München, og igen var det ungdommen, man tyede til i sin genopbygning. Bill Foulkes, Sir Bobby Charlton og Shay Brennan i første omgang. Senere stødte Nobby Stiles, George Best med flere også til.
I 1995 følte Sir Alex Ferguson, at hans første United-hold havde toppet med The Double året før. Det gik ud over Paul Ince, Andrei Kanchelskis og Mark Hughes, og igen var det akademispillere, der skulle lukke hullet. Den berømte ‘Class of ’92’.
Det skete naturligvis i samspil med profiler som Peter Schmeichel, Roy Keane og Eric Cantona, der var hentet nogle år tidligere. Men det var en bemærkelsesværdig situation, at klubben lod tre store profiler skifte væk uden at hente profilerede erstatninger. SÅ meget troede man altså på sine unge stjernefrø.
Her gik det ned ad bakke
Man kan ikke sige, at United holdt op med at tro på talenterne i tiden efter Sir Alex Ferguson. David Moyes viste stor tillid til Adnan Januzaj, og Louis van Gaal var bestemt heller ikke bleg for at vise tillid til spillerne fra akademiet.
Måske var han endda for hurtig til at gøre det i flere tilfælde. Tyler Blackett, Saidy Janko og Reece James kan nævnes som eksempler. De to sidstnævnte fik debut i 0-4 blamagen mod MK Dons, og det blev i begge tilfælde deres eneste kamp for United. Tom Thorpe, Cameron Borthwick-Jackson, Donald Love, Joe Riley og James Weir kan også nævnes. Debuterne sad løst under hollænderen.
Disse spillere var i sidste ende ikke gode nok til United, og under Louis van Gaal var der faktisk ti kampe, hvor United ikke havde en eneste akademispiller på banen. Dermed var stimen fra 1937 også i fare. Der var dog akademispillere på bænken i alle ti tilfælde. I to af dem var der dog kun tale om Paddy McNair. Og i én af dem var det den såkaldte pre-season Pirlo, Andreas Pereira, der holdt stimen i live.
José Mourinho er ikke berømt for en blind tillid til ungdomsspillere, men han lavede alligevel en “MK Dons” og sendte 6 debutanter i kamp i et 2-1 nederlag mod Astana. Fælles for Di’Shon Bernard, Ethan Laird, Dylan Levitt, D’Mani Mellor, Ethan Galbraith og Largie Ramazani var dog, at det blev deres eneste optræden for United. Med undtagelse af Laird, der endte med at spille to.
Der har dermed været langt mellem de talenter, der har – eller har haft – potentiale til at fortsætte Uniteds rige tradition med egne talenter. Og når de særlige talenter så er blevet identificeret, er det desværre ikke altid endt lykkeligt.
Det uforløste
I et ‘best case-scenario’ havde Marcus Rashford (27) udviklet sig til en bærende profil for United. Han er vel først nu indtrådt i sin bedste fodboldalder. Garnacho (21) og Mainoo (20) ville begge være i gang med et gennembrud og få en masse spilletid uden at have fået hovedansvaret for tidligt. Dette har måske været tilfældet for dem begge to.
Derudover kan vi nævne Mason Greenwood (23) som en spiller, der kunne og burde have kendetegnet klubben i mange år fremover. Han præsterede alligevel 22 mål og 6 assists i 36 kampe sidste sæson.
Dean Henderson (28) er også et eksempel. Han forlod United, da han stod i skyggen af David De Gea. Måske meget lig Kobbie Mainoos nuværende situation i skyggen af Bruno Fernandes. For Henderson blev reserveperioden for lang, og han forlod klubben. Men ser man på den nuværende målmandssituation er det svært at forestille sig, at han ikke ville være et klart førstevalg.
Scott McTominay (28) er der naturligvis også. Italiensk mester med Napoli og årets spiller i Serie A. Her har han også en mere offensiv rolle, end han fik i United, måske igen på grund af Bruno Fernandes, der blev foretrukket. Og dermed var skottens situation ikke meget anderledes end den, Mainoo befinder sig i nu.
Af forskellige årsager er United langt fra et ‘best case-scenario’ i forhold til at have fastholdt sine talenter. Og dermed er stimen fra 1937 nu for alvor i fare. Især hvis Mainoo rejser eller af anden årsag ikke kommer til at være en del af kamptruppen.
Hvem er der så tilbage?
Foruden Mainoo er der nu kun Tom Heaton, Tyler Fredricsson, Harry Amass og Chido Obi tilbage i førsteholdstruppen. Én på 39 og tre unge spillere med dårlige udsigter til regelmæssig spilletid. I hvert fald på kort sigt.
Fredricsson så ikke overbevisende ud mod Grimsby Town, hvor han blev udskiftet i pausen. De to andre var end ikke med i truppen. Amass har både Patrick Dorgu og Diego León foran sig i køen om spilletid og rygtes også at blive udlånt.
Chido Obi kan måske godt få en rolle, især hvis Rasmus Højlund som forventet skifter til Serie A. Men hverken Højlund eller Obi var i truppen mod Grimsby Town, og Ruben Amorim har i flere kampe spillet med en falsk 9’er i form af enten Matheus Cunha eller Mason Mount. Det lugter heller ikke af blind tillid til den tårnhøje danske angriber.
Foruden de nævnte kan der selvfølgelig også være andre unge, der hives op på kampdage. Men med kun Premier League og FA Cup tilbage er der ikke det samme behov for rotation, som der var i sidste sæson.
Ovenstående faktorer må betyde, at stimen fra 1937 falder i denne sæson, hvis Mainoo udlånes, eller hvis han bliver fraværende med skader eller karantæne. I enkelte kampe kan andre selvfølgelig lukke hullet, som det skete i tiden under van Gaal. Men ikke gennem længere perioder.
Akademiet som identitetsmarkør
Men betyder det så noget? Giver det ikke meget god mening, at United har købt erfarne spillere som Cunha og Mbeumo, frem for – igen – at gå efter hypede unge spillere som Sancho og Antony?
Jo, det gør det i og for sig. United har i høj grad brug for et fundament, så det giver fint mening, at man ikke – kun – har satset ungt. Man har dog også stadig hentet unge spillere i form af Leny Yoro, Ayden Heaven, Patrick Dorgu og Diego León. De tæller bare ikke som akademispillere.
Men klubbens identitet bløder i disse år, hvor vi som fans kan have svært ved at genkende den klub, vi på et eller andet tidspunkt har forelsket os i.
I første omgang har det været svært at genkende holdet på banen. Her har brugen af akademiet og tilliden til ungdommen i stedet fungeret som en vigtig identitetsmarkør for mange.
Måske bliver man ikke nummer 1 i Premier League. Til gengæld udvikler man en spiller som Kobbie Mainoo, der starter inde i en EM-finale. Derfor er United til en vis grad også stadig en klub, som kan tiltrække et talent som Chido Obi.
I mellemtiden er det dog ikke blevet til meget førsteholdsfodbold for den 17-årige dansker. Imens er de lidt ældre Ethan Nwaneri og Myles Lewis-Skelly nærmest blevet stamspillere i Arsenal, mens kun 15-årige Max Dowman har fået førsteholdsdebut, hvor han oven i købet tiltrak et straffespark.
Vi må sande, at United for tiden ikke er det bedste miljø for en ung spiller at udvikle sig i. Og stimen fra 1937 er i alvorlig fare for at få en ende i denne sæson.