Ratcliffe: Amorim har tre år til at bevise sit værd

Ineos-ejer Jim Ratcliffe siger til The Times-podcast, at Ruben Amorim skal have tre år til at bevise, at han er den rigtige træner for Manchester United. Ratcliffe langer dertil ud efter medierne.

Ruben Amorim kan muligvis se frem til at få lang snor som Manchester United-træner. Ifølge Ineos-ejer og Manchester United-medejer, Jim Ratcliffe, har portugiseren nemlig tre år til at bevise sit værd.

Det siger han til The Times’ podcast The Business.

– Han (Amorim, red.) har ikke haft den bedste sæson. Ruben skal på tre år bevise, at han er en god træner. Det er der, jeg er, lyder det fra 72-årige Ratcliffe.

Der har været utallige trænerspekulationer hen over de seneste par uger. Blandt andet om et stort nederlag mod Sunderland kunne få Amorim fyret, eller om han mon var på vej til at gå selv. Og det undrer Ratcliffe, at medierne forventer store forandringer på kort tid.

– Nogle gange forstår jeg ikke pressen. De vil have succes natten over. De tror, at det er en lyskontakt. At man bare trykker på en kontakt, og så bliver alt godt i morgen.

– Man kan ikke drive en klub som Manchester United på baggrund af panikreaktioner på grund af, at en journalist kommer med kritik af en hver uge, siger United-medejeren.

Jim Ratcliffe er som bekendt ikke alene i ejerskabsgruppen omkring Manchester United. Glazer-familien har stadig en stor andel, men Ratcliffe og Ineos har med sine 30 procent af ejerskabet kontrollen over de store fodboldmæssige beslutninger, lyder det.

Derfor er Ratcliffe også kontant, da han bliver spurgt, om Amorim kan risikere at blive fyret på Glazer-familiens anmodning.

– Det kommer aldrig til at ske, lyder svaret.

Ratcliffe tager i podcasten også Glazer-familien i forsvar og fortæller blandt andet, at den har en stor passion omkring Manchester United trods sit blakkede ry blandt fans.

Ineos-ejeren har dog også selv været i vælten i sin tid som Manchester United-ejer. Blandt andre har tidligere United-spillere kritiseret brittens måde at nedskære blandt United-ansatte. Ratcliffe forsikrer dog, at klubbens økonomi er på rette vej.

– Manchester United kommer, i mine øjne, til at blive den mest indbringende klub i verden, og fra det, håber jeg, at der udspringer et langsigtet og bæredygtigt fodboldhold på et højt niveau, afslutter Ratcliffe.

3 kommentarer
  1. Yes Sir Ratcliffe🫡

    Så er der ingen grund til at diskutere Amorims position mere de næste 2 år ihvertfald….

    Zirkzee vil væk, han ser vel også hvor meget succes de tidligere United spillete nyder både på klub og landshold så snart de forlader klubben.

    Det er sindsygt det der foregår….hele fodbold verden skriger af grin over situationen….

  2. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tage situationen. Jeg har tabt troen på Amorim, men på den anden side er jeg klart tilhænger af at man giver tid til de trænere der ansættes.

    Om det så har en praktisk betydning hvad Ratcliffe siger ved jeg ikke. Hvad skulle han ellers sige? Han vil nok være positiv indtil det sekund Amorim er fyret, hvilket også er efter bogen.

    Men måske man skal kigge mere på træner setuppet? Hvorfor er det at man udelukkende kigger på træneren og ikke de mange assistent trænere? Hvorfor ikke sætte flere krav til de mange profesionelle der arbejder med spillerne hver eneste dag? Jeg er med på at cheftræneren bestemmer, men jeg så gerne en sportslig ledelse, som ville tvinge bedre analytikere, taktikere med videre igennem. Ingen virksomheder fokuserer ene og alene på direktøren, men også det setup som er derunder. Det er jo hverken Amorim, Ten Hag, Solskjær eller en tredje som skal have alle svar.

  3. Det er selvfølgelig helt efter bogen at en ledelse bakker ubetinget op om deres træner. Udadtil. Og lige indtil de ikke gør længere.
    Men jeg synes timingen er mærkelig. Man burde da have gjort det efter Grismby-kampen, eller hvad ved jeg. Ihvertfald dengang der også var kæmpekrise, men hvor iagttagere trods alt stadig kunne tro på at der kunne findes en lykkelig fælles fremtid. Det vindue er, efter mine bedste begreber, passeret nu.

    Nu synes jeg det er mærkelig. For det er forhåbentlig kun holdningen udadtil. Internt vil jeg sandelig håbe at man arbejder på højtryk for at få en aftale på plads med den nye træner. Og i så fald må det da være lidt speget for denne, midt i forhandlingerne at skulle høre sin kommende arbejdsgiver tale sådan om manden man skal erstatte lige om lidt. Jeg synes det er uheldigt. Det ser amatøragtige ud.

    Der er selvfølgelig også den – noget mere uhyggelige – mulighed, at Ratcliffe helt og aldeles mener hvad han siger. I så fald må min tro på hele Ineos ejerskab lide endnu et betydeligt knæk. Det er nobelt at ville give ansatte tid og ordentlige arbejdsforhold. Men når man har den dårligste træner i klubbens historie, så er det et komplet tåbeligt princip at holde fast i. Det tjener ikke til andet end at gøre os endnu mere til grin, til resten af fodboldverdenens morskab.

    Den gode Ratcliffe har da ret i at det er urimeligt at forvente succes natten over. Det kan vi ikke forvente. Omend det ikke sjældent reelt sker at en træner kommer ind og med ét bliver alting bedre. Du finder tusindvis af eksempler alle vegne. Thomas Frank, Antonio Conte, Jacob Poulsen osv osv osv. Alligevel er det jo fair nok at mene at vi ikke kan forvente denne effekt over natten. Det er trods alt mere undtagelsen end reglen.
    Men man kan vel godt forvente at det ikke bliver meget værre end det var under træneren man selv fyrede forinden, på grund af for dårlige resultater. Hvor var den flotte parole om “3 år til at vise at man er en god træner”, da man fyrede Ten Haag? Det er fis i en hornlygte. Man har helt tydeligt et standpunkt til man tager et nyt. – Derfor. For himlens skyld. Og for Manchester Uniteds skyld. Skift da standpunkt. Nu. Hellere idag end imorgen. Vi spilder tid lige nu. Vi forbløder. Risikoen for nedrykning bliver større, jo længere tid man bliver ved med at tage – og stå fast på – katastrofale beslutninger.

    Jeg håber virkelig at det bare er krisehåndtering når han udtaler sig sådan. Men jeg gruer ved tanken om at Ratcliffe og Ineos faktisk mener hvad de siger. Klubbens deroute har passeret stadiet sørgelig. Den er snart absurd.

    Nu skal vi møde Liverpool om lidt. Dem vi deler slægtskab med. Liverpool var rigtig langt nede i mange år. Men deres forfatning har aldrig været i nærheden af så absurd som den vi befinder os i nu.

Skriv et svar
Forrige artikel

Martinez med potentielt comeback efter pausen

Næste artikel

Frisk energi til træningsanlægget: Ny chef præsenteret

ANNONCE