Foto: Catherine Ivill – AMA/Getty Images
Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
Manchester United vandt på Anfield i går. For første gang siden januar 2016. Når vi til sommer ser tilbage på sæsonen 2025/26, vil denne kamp formentlig stå som ét af sæsonens helt store højdepunkter. United skal vel næsten blive mestre eller vinde FA Cup for at skabe større øjeblikke for os fans.
Her midt i sejrsrusen synes de dårlige kampe pludselig at være langt væk. Flere fans pointerer, at United nu kun er 3 points fra 2.pladsen, mens man allerede har mødt 4 ud af 5 såkaldte “big six” modstandere. Kan vi virkelig…?
Men det er alt for tidligt at drømme så stort. For få kampe siden tabte United til Brentford, og pludselig var de gode præstationer på hjemmebane helt glemt.
Som fans lever vi i nuet, og det ér virkelig en rutsjebanetur at være United-fan for tiden, som Peter Schmeichel er inde på i dette interview med Matthijs de Ligt i går.
I seneste afsnit af vores podcast bliver det også sagt, at Uniteds form ofte er “et skridt frem og to tilbage”. En udtalelse, jeg må erklære mig fuldkommen enig i.
I mine øjne har tiden under Ruben Amorim dog været med omvendt fortegn. Her har det i det store hele været et skridt tilbage.
Til gengæld har det været med et løfte om, at det med tiden skulle ende med at blive to skridt fremad. Det er et løfte og en præmis, jeg i høj grad har købt ind på, mens nogle andre fans har kaldt på fyring af portugiseren.
Gårsdagens sejr burde altså være sød musik for sådan en som mig, der har forsvaret ham og stædigt holdt fast i, at han kan være en redningsmand. Det kan du også læse mere om her. Men sådan har jeg det desværre ikke, her dagen derpå.
Indstillingen var jeg glad for at se. Viljen til at vinde hver en bold. Men kan vi bruge sejren på den lange bane? Så vi kimen til fremtidens United-hold? Nej, det mener jeg bestemt ikke.
Truppen er det gamle United
United var kyniske i går. Pragmatiske. Matthijs de Ligt fremhævede selv de lange bolde i ovennævnte interview. Ruben Amorim stillede også op med et resultat for øje. Og det skal han selvfølgelig også på Anfield. Men hvor var perspektiverne?
En bagkæde med 32-årige Harry Maguire og 30-årige Luke Shaw. En midtbane med 33-årige Casemiro og 31-årige Bruno Fernandes. Med Diogo Dalot på kanten, selvom han blandt mange fans nu er den nye syndebuk i United.
Jeg vil fremhæve en dobbeltindskiftning, der kom efter 85 minutter af gårsdagens kamp. Leny Yoro erstattede Luke Shaw, mens Kobbie Mainoo erstattede Bruno Fernandes.
Førstnævnte er ét af verdens største forsvarstalenter, og det er ikke uden grund, at han er med blandt de sidste 20 til uddelingen af Golden Boy-prisen i 2025. Det samme var Kobbie Mainoo for et år siden, blandt andet på baggrund af, at han havde afgjort en FA Cup-finale og var startet inde i en EM-finale.
Kobbie Mainoo har haft det svært siden da. Skader har sat ham ud i perioder, og så har han heller ikke lignet den samme spiller, når han har fået chancen.
Mens United jagtede europæisk triumf i sidste sæsons Europa League, fik Mainoo faktisk en del spilletid i Premier League. Derfor kunne jeg i starten af denne sæson også argumentere for, at hans spilletid under Ruben Amorim heller ikke var så bekymrende igen. Det kan du læse mere om her.
Men den fortsatte marginalisering af Kobbie Mainoo er ved at bekymre mig. Leny Yoro er også startet på bænken i tre ud af fire kampe siden 3-0 nederlaget til Manchester City. Hvor er ungdommen i Amorims projekt?
20-årige Patrick Dorgu og 22-årige Benjamin Šeško fik også kun biroller i går. Sidstnævnte endda efter at have scoret i de foregående to kampe.
Ser man på startopstillingens gennemsnitsalder på 27,5 år, kan man ikke sige, at Uniteds skridt tilbage betyder, at man nu er ved at tage to skridt fremad. Man slog Liverpool i egen hule. Det er et godt resultat. Men jeg sidder desværre ikke med en følelse af, at det peger i retning af noget større.
Hvad kan du, Ruben Amorim?
Da United for et år siden hentede Ruben Amorim i Sporting, var det ikke kun på baggrund af hans gode resultater med klubben fra Lissabon.
Han havde i høj grad også bygget et hold, hvor spillerne var gamle nok, hvis de var gode nok. Geovany Quenda var eksempelvis en stor profil, på trods af, at han kun var 17 år.
Der var også flere andre unge, der hyppigt var i startopstillingen. Heriblandt de dengang 20-årige Ousmane Diomande og Zeno Debast og en 19-årig Conrad Harder. Derudover havde Amorim også gjort et fortrinligt stykke arbejde med spillere som Viktor Gyökeres, Morten Hjulmand, Gonzalo Inacio m.fl.
Selvom sidste sæson i det store hele var til glemmebogen med en historisk dårlig 15. plads, udmærkede United sig stadig med at have den laveste gennemsnitsalder i en startopstilling i Premier League. I en kamp mod Brentford havde man 6 spillere under 21 år i startopstillingen. Der var altså tale om en gennemsnitsalder på kun 22,8.
Det hører naturligvis med til historien, at United i denne periode prioriterede Europa League højere end ligakampene. Og man tabte da også ovenstående Brentford-kamp med 4-3.
Men med Garnacho og Højlund væk, Mainoo, Yoro og Heaven på bænken, Amass udlånt, samt Fredricsson og Obi helt ude af truppen, så er det efterhånden svært at få øje på denne ungdomsrevolution, der skulle føre United ind i en ny guldalder.
For det var vel præmissen med ansættelsen af Ruben Amorim samt min og andres accept af, at sidste sæson blev så dårlig, som den blev.
I stedet blev gårsdagens sejr kendetegnet ved rutine og kynisme med marginaliserede roller til alle United-spillere under 23. Det kan godt accepteres i en enkelt kamp, men er ellers et udtryk for en bekymrende udvikling. Særligt i United, der har så rig en tradition med unge spillere på holdet.
Ruben Amorim skal snart til at vise, at han ikke er en hæmsko for de store talenter, som United råder over. Både på førsteholdet og længere nede i systemet.
Djævlens advokat
Hvis jeg skal prøve at være djævlens advokat, kan man vel godt påstå, at United måske har været lidt for villige til at give unge spillere for meget ansvar for tidligt. Historisk set.
Måske havde det gavnet en Rashford, en Greenwood eller en Mainoo ikke at skulle være fast starter fra dag ét. At have nogle erfarne kræfter at læne sig af ad og få doseret sin spilletid og sit ansvar.
Det samme kan vel siges om Rasmus Højlund, da han kom til som 20-årig. Samt mange andre, der i en ung alder er blevet bærende spillere med den byrde og eksponering, der følger med.
I mine øjne var sidste sæsons Kobbie Mainoo ikke på niveau med den spiller, der året før bragede ind på scenen og blev urørlig for både United og England. Derfor kan det godt have givet fint mening at trække ham lidt ud i et forsøg på at bygge ham op igen.
Det kan dog blive kostbart, hvis Amorim trækker den for længe. Mainoo havde et overbevisende indhop i nederlaget til City, men har stadig ikke fundet vej til startopstillingen siden da. Det må ikke være særlig motiverende.
Fravalget af ham ligner heller ikke, at det er for hans egen vinding. I stedet skyldes det, at man jagter resultater på den korte bane med de erfarne førstevalg.
Det kan sagtens være den rigtige løsning i en kamp på Anfield. Men United er nødt til at passe på og give ham mere spilletid, hvis han ikke skal søge væk i januar. Der er trods alt VM til sommer.
Spillemæssigt
Vi har nu været inde på, at United i høj grad prioriterede rutinen i sejren på Anfield. På samme måde gik man i høj grad med en pragmatisk spillestil, der bestod af en dyb blok og lange bolde fremad.
Det virkede tilsyneladende. 3 points er nu engang 3 points. Og her på OldTrafford.dk har både redaktionen og læserne udstyret Ruben Amorim med et flot 8-tal i karaktergivningen fra kampen. Vi kunne altså godt lide, hvad vi så.
Men er det noget, vi kan bruge, når modstanderen næste gang hedder Brighton?
Forstå mig ret, hvis en lav blok og lange bolde kan sikre en sejr på Anfield, så er jeg bestemt ikke imod det. Men jeg køber ikke, at det skulle være et vendepunkt eller i øvrigt kendetegne, at United nu er på vej til tops.
I de fleste kampe i Premier League vil det i højere grad være op til United at skabe kampene, og her har holdet vist svaghedstegn, mens særligt den centrale midtbane er blevet udstillet for sine mangler.
I første omgang må vi håbe på at se samme ild i øjnene på spillerne i flere kampe i træk. Det bør være et minimum, men har langt fra været en kendsgerning det sidste årti.
Dernæst skal United både vise sig i stand til at dræbe kampe, som de gjorde i går, samt skabe kampe, som de forhåbentlig gør mod Brighton næste gang.
Anfield viste os kun det ene. Der skal mere til, før vi kan tillade os at drømme stort.
Tak for velargumenteret indlæg Steffen. Fedt med nogle holdninger.
Jeg må erklære mig lodret uenig med dig. Jeg synes slet ikke vi er et sted hvor et forceret ungdomsfokus skal være en topprioritet. En gennemsnitsalder på 27,5 eller 28, får mig heller ikke til at spærre øjnene op.
Imens jeg læste dit indlæg hørte jeg de otte ord for mit indre. Du skriver dem selv i en afart. “Er du god nok, er du gammel nok”. Lenny Yoro røg på bænken efter en kamp med tre indkasserede mål. Dorgu får ikke lov til at spille på Anfield når Salah skal ud og slå sig løs. Og Mainoo spiller ikke fordi træneren åbenbart kun spiller en offensivt orienteret 8’er og sådan én er Fernandes åbenbart også. Selvfølgelig skal Bruno Fernandes spille alle de minutter det er til gavn for Manchester United.
– Rent taktisk kunne jeg vældig godt ønske mig en anden træner der stillede anderledes op og fik udnyttet truppens potentiale bedre. En tremandsmidtbane med Casemiro, Mainoo og Fernandes virker højst oplagt. Men det var hvis vi havde en anden træner. Situationen er at vi spiller på Amorims måde. Og rent principielt skal træneren stille sit bedste hold. Det indebærer at vores offensivt dygtigedte spiller skal spille så lang tid det gavner holdet. I Brunos tilfælde er det meget lang tid. Og det skal man i min optik ikke gradbøje på grund af et stort talent på spring.
Er du god nok, er du gammel nok, betyder for mig at alder er irrelevant. Er man god nok spiller man. Det vil sige: er man den bedste spiller, spiller man. Det er professionel sport. Hvis talentet er så stort, så kommer den dag hvor spilleren bliver skiftet ind og viser sig bedre end den etablerede spiller han erstatter. Og så kan talentets permanente indtræden som starter lige så naturligt finde sted.
Jeg bryder mig ikke om denne forcerede tilgang hvor man tvinger unge spillere ind selvom de ikke er bedre end ældre spillere i truppen.
Mainoo er på kontrakt med Manchester United. Er han utilfreds med ikke at spille, må han bare klø på og forbedre sig. Bliver han sur og laver ballade og gør alt for at skifte væk, så skal han heller ikke være her. Vi skal gøre op med det her player power. Unge spillere skal ikke føle sig så berettiget. Jo, selvfølgelig må man da være utilfreds hvis den der spiller er dårligere end en selv. Det er bare ikke tilfældet her. Så for mig er der slet ikke en sag.
Og så må jeg sige at jeg for første gang overhovedet, så Amorim have fat i noget igår. For første gang gjorde han sine spiller bedre, og ikke dårligere. Jeg håber han går videre af den vej. Jeg vil ikke holde mig tilbage fra at rose en træner for OGSÅ at tænke kortsigtet. Selvfølgelig vil vi gerne have en træner der tænker langsigtet. Og som fan vil man vel nok tro at det er det langsigtet som oftest bliver glemt i en benhård premier league kampagne. Men en træner skal altså også tænke kortsigtet. Og mellem-langsigtet. Det er hans forbandede pligt, efter mine bedste begreber. Så jeg vil rose Amorim for det håndværk han har lagt i ugens løb som førte til sejren igår. Det er meget fint at vise at man også kan gå ud og bare vinde den kamp der er lige nu og her.
Jeg mener fortsat at vi skal have en ny træner ind. Men ret skal også være ret. Jeg synes han leverede kompetent arbejde i denne situation.