Fergie kritiserer Webb og sikkerheden på Emirates

Under dagens dramatiske 2-2-kamp mod Arsenal var Sir Alex Ferguson adskillige gange ude i det tekniske felt for at tilkendegive sin utilfredshed med…

Under dagens dramatiske 2-2-kamp mod Arsenal var Sir Alex Ferguson adskillige gange ude i det tekniske felt for at tilkendegive sin utilfredshed med kampens opmand, Howard Webb.

Efter kampen var Fergie som sædvanlig ikke bleg for at lufte sin uforbeholdne mening om dommerens præstation. Til MUTV sagde Ferguson:

“Jeg tror, at Howard Webb har en god chance for at blive topdommer, men opgøret i dag var en stor kamp for ham, og til tider favoriserede han Arsenal.”

Specielt hæftede den iltre skotte sig ved en episode forud for Arsenals andet mål dybt inde i kampens overtid.

“Deres andet mål kom, efter at han undlod at give os et frispark for en forseelse begået mod Louis Saha. Der burde være dømt frispark til os.”

Ferguson mener, at dommerne har svært ved at abstrahere fra det pres, de rabiate Arsenal-fans forsøger at lægge på dem.

“Det er meget svært for dommeren. På vores bænk må vi tage imod forfærdelige skældsord fa supporterne en meter bag os,” sagde han og rettede herefter skarp kritik mod sikkerhedsforholdene på Arsenals nye hjemmebane.

“Der er en mangel på sikkerhed her. Det er absolut skammeligt, at du og din stab skal stå model til alle de skældsord. Alle mulige ting bliver råbt og skreget ad dig, og der er absolut en fare her, sluttede Fergie svadaen mod dommer, fans og stadionforhold.

Forrige artikel

Sir Alex rasende over pointtab

Næste artikel

Ferguson glad for sin trup

ANNONCE