Et år siden: Nu skal december 2024 vaskes væk

December 2024 var historisk dårlig med hele seks nederlag i samme måned. December-formen skal være bedre i år, og hvorfor ikke starte med en sejr torsdag mod West Ham.

Foto: Catherine Ivill/Getty Images

December er kommet. Måneden, der både byder på alskens jule – og nytårstraditioner, men som også rummer Premier League’s vigtige og kompakte juleprogram.

Det er Ruben Amorims anden december i front for United. Hans resultater i den første giver dog ikke anledning til julestemning. De vil snarere være relevante at bringe op i en halloween-sammenhæng.

I den historisk dårlige sæson 2024/25, endte december 2024 nemlig med at være et markant lavpunkt. Både for sæsonen, men også for United som helhed.

På godt og ondt

I december 2024 tabte United hele seks kampe på en måned. Det er ellers ikke sket siden 1930.

Heraf var fem af kampene i Premier League. Dermed var det første gang siden 1962, at United tabte fem ligakampe samme måned.

Her var der tale om 0-2 mod Arsenal, 2-3 mod Nottingham Forest, 0-3 mod Bournemouth samt 0-2 mod både Wolves og Newcastle. Og så var der selvfølgelig også 3-4 mod Spurs i Carabao Cup kvartfinalen.

Paradoksalt nok begyndte den dårlige måned med en 4-0 sejr over Everton. Uniteds til dato største sejr under Ruben Amorim.

Derudover blev den dårlige stime også afbrudt kortvarigt af en flot sejr på Etihad. Med denne sejr – og den på Anfield i denne sæson – er portugiseren dermed den eneste træner, der har vundet på udebane på de to arenaer i de seneste fem år.

De få lyspunkter opvejer dog på ingen måde alt det negative, og derfor vil december 2024 stå tilbage som en skamplet og et lavpunkt for United i nyere tid.

Programmet der og nu

Der er skrevet en del om Uniteds program i december 2025, som ikke vurderes at være så skræmmende.

I aften møder man West Ham, der i går rykkede under stregen og nu er nummer 18. Næste kamp er på mandag, hvor man gæster Wolves, der ligger sidst og kun har hentet to points i sæsonens første 14 kampe.

Dernæst følger Bournemouth, Aston Villa og Newcastle, henholdsvis nummer 14, 12 og 3, før sidstepladsen Wolves venter igen. Denne gang på Old Trafford.

Til sammenligning bestod 2024’s december-program af syv ligakampe mod hele fem modstandere i top syv på daværende tidspunkt: Arsenal (2.), Nottingham Forest (7.), Manchester City (4.), Bournemouth (6.) og Newcastle (5.).

Det hører selvfølgelig med til historien, at United mødte så formstærke mandskaber. Uniteds seneste to kampe viser dog, at man ikke nødvendigvis kan bruge modstandernes form til så meget.

Møder man op med den rette tænding (og lidt held), kan man godt slå højtflyvende Crystal Palace på udebane. Ligesom man også har slået Chelsea, Brighton og Sunderland, der lige som førnævnte også befinder sig i top 7 i skrivende stund. Hvis man til gengæld tager en sejr for givet og ikke løber den ekstra meter, kan man også sagtens tabe til ti mand fra Everton. Eller til Brentford, for den sags skyld. Eller Grimsby Town.

Alt andet lige tilbyder decembers program en mulighed for, at skampletten fra sidste års december nu kan vaskes væk. Det er en mulighed, United ikke må lade gå til spilde.

Skriv et svar
Forrige artikel

Julekalender - 4. december: Anders Hemmingsen på Old Trafford til Højlunds 21 års fødselsdag

ANNONCE