Måneden der gik: November

Giganternes møde Den første lørdag i november kom endelig den kamp, som hele England havde ventet på. Mestrene fra Manchester skulle rejse sydpå til…

Giganternes møde
Den første lørdag i november kom endelig den kamp, som hele England havde ventet på. Mestrene fra Manchester skulle rejse sydpå til London, hvor en svær kamp ventede imod sæsonens positive overraskelse Arsenal. The ”Gunners” havde lagt alt og alle ned og førte Premier League stik imod alle forventninger. Ugen forinden havde de taget fra Anfield med oprejst pande efter at have kæmpet sig tilbage fra 0-1 og fortjent udlignet kort før tid. Nu ventede United som en ny styrkeprøve for det unge Arsenal-hold, og ”giganternes møde” blev hurtigt blæst op som en mulig indikation af, hvem der skulle løfte trofæet i maj. Kampen levede op til alle forventninger.

Efter en afventende start kom United foran på et selvmål af Gallas kort inden pausefløjtet. Fabregas udlignede kort efter pausen, og de sidste 30-40 minutter sad man med fornemmelsen af, at Arsenal ville komme bedst ud af opgøret. En genialitet af Saha, som blev efterfulgt af strålende backspil fra Evra, satte Ronaldo op 10 minutter før tid, og United var atter foran. Derfor så det længe ud til at mestrene ville få en vigtig sejr, men dybt inde i overtiden fik Gallas gjort skaden fra første halvleg god igen, da han efter på et indlæg skrabede bolden over stregen til 2-2. Dermed var kampen slut, og det var en fortjent løsning på det vigtige opgør.

CL-succes og Rooney-skade
I Champions League sikrede United sig adgang til knock-out kampene ved at vinde den fjerde kamp af fire mulige, da Dynamo Kiev blev besejret med 4-0 på Old Trafford. Desværre fulgte der et par dage senere en yderst kedelig nyhed: Rooney var atter blevet skadet og ville være ude op til en måned. Rooney havde ellers i den grad sat sit præg på United og Englands kampe med hele 10 mål i 11 kampe. I første omgang var tabet af Rooney ikke synligt på banen, da drilske Blackburn blev besejret 2-0 på Old Trafford. Blackburn havde ellers tidligere på sæsonen taget point fra både Arsenal, Chelsea og Liverpool, men United, og især 2-målsskytten Ronaldo, blev for stor en mundfuld.

Den pinlige indsats
Den 24. november var United gæster på Reebok Stadium, og det skulle blive en sørgelig affære, hvis man var United-fan. Ligeså trist og uinspirerende som det engelske landshold havde været dagene forinden mod Kroatien, ligeså kedeligt og ensartet spillede United den eftermiddag mod Bolton. I de 94 minutter, der blev spillet, skabte United sølle to nævneværdige chancer, hvoraf den ene var en dødbold, som næsten gav debutant mål til Owen Hargreaves. Den anden spildte chance stod Tevez for. To meter fra mål formåede han ikke at sende bolden i nettet efter det flotte forarbejde af Evra. Tevez ramte bolden skævt, og den skruede den forkerte vej udenom opstanderen. I den anden ende var der heller ikke opløftning. Da Vidic måtte sad over med rygproblemer havde Pique fået en chance fra start for at vise sit store talent. På en af kampens første dødbolde missede han fuldstændig et hovedstød og lagde indirekte op til Anelka, der gjorde det til 1-0. Det blev samtidig kampens slutresultat. Det vil være synd at sige, at det var en fortjent sejr til Bolton, men det er samtidig på sin plads at nævne Uniteds spil som værende det dårligste i sæsonen hidtil. Arsenal slog hjemme Wigan og var nu potentielt 6 point foran.

Kampen i Bolton fik dog en 3. halvleg. I pressen var der fra Uniteds side stor utilfredshed med Clattenburgs dommerpræstation. Han havde tilladt alt for hårdt spil og været for inkonsekvent med advarslerne, hvilket Bolton og Kevin Davies havde udnyttet til at slagte blandt andre Evra et par gange. Det er dog langt fra eneste gang Clattenburg har været i fokus i denne sæson. Han havde tvivlsomme kendelser, da Liverpool i overtiden skrabede en 2-1 sejr hjem fra Goodison, hvor der blandt andet faldt røde kort til Everton og to straffespark til Liverpool. Clattenburg var også manden med fløjten, da United i januar 2005 på mærkværdigste vis formåede at holde nullet hjemme mod Tottenham. Roy Carroll tabte ellers en høj bold, så den trillede over en meter ind over stregen, men selv dette blev overset af Clattenburg og hans linjemænd. FA har ikke reageret bemærkelsesværdigt med henhold til Clattenburg efter Bolton-kampen, og det hele blev blusset ned et par dage efter.

Dramatik mod Sporting
Allerede tre dage efter ydmygelsen på Reebok fik United dog en gylden mulighed for rette op på tingene. I femte runde af Champions League kom Sporting Lissabon på besøg, og det krævede en United-sejr, hvis man ville sikre 1. pladsen i gruppen. Det skulle dog ikke blive så let, som man på forhånd havde regnet med. Sporting bragte sig foran efter små 20 minutter, og i 1. halvleg var det tydeligt, at United manglede en Wayne Rooney til at fighte holdet tilbage. Tevez blev sat ind fra 2. halvlegs start, og han kvitterede for tilliden ved at udligne tæt foran mål. Derved fik han lidt oprejsning efter den store brændte chance mod Bolton. Selvom United lagde et kolossalt pres resten af kampen, formåede de ikke at spille sig til 2-1 målet. På samme kom der meldinger fra Ukraine om, at Roma var foran 4-1 mod Kiev, og det betød United havde udsigt til at tage til Rom og spille gruppe “finalen” i sidste runde. Forløsningen for United kom dog 2 minutter inde i overtiden. Det lignede ”deja vu”, da Ronaldo løb op til en frisparksbold 35 meter ude. Man kunne se Sporting-muren allerede varsomt beskyttede de ædlere dele, da de vidste Ronaldo altid rammer muren. Denne gang ramte Ronaldo dog ikke muren. Han bragede den forbi muren og fangede keeperen på det forkerte ben. 2-1 og førstepladsen i gruppen var i hus – så kunne man med rette glemme ydmygelsen mod Bolton.

Udenfor banen
Der skete også mange ting udenfor banen i november. Den 6. indledte Sir Alex Ferguson sit 22. år som træner for United, hvilket er en fantastisk bedrift. Ferguson har brugt november måned på at forlænge med tre vigtige brikker i truppen. Første mand var Vidic, og det udløste stor glæde blandt United-fans verden over. Den serbiske klippe har været outstanding i forsvaret og endnu ikke sat en fod forkert i år. Altmuligmændene John O’Shea og Wes Brown fik ligeledes forlænget kontrakterne. De er ikke de største stjerner, men de er vigtige for United, især Brown der har spillet fast som højre back hele sæsonen.

Rygtebørsen
På rygtebørsen er Sportings Miguel Veloso navnet der nævnes dag efter dag. Han har udtalt United kunne være en drømmeklub, og hans agent har bekræftet, at United har vist interesse. Der er dog ikke sket det store endnu i den sag. Udover Veloso har Alan Hutton været nævnt som afløser for Neville. Hutton har været en vigtig brik på det skotske landshold og har spillet fremragende i Rangers. Neville har været ude i syv måneder, og der spekuleres i om denne 22-årige skotte er hans afløser. Sidst men ikke mindst bør det også nævnes, at der har været udmeldinger fra United, der tyder på, at man vil beholde Tevez, når lejeaftalen udløber om 18 måneder.

Månedens lyspunkter

Rooney og Ronaldo: Henholdsvis 21 og 22 år gamle men de tager ansvar, som var de 40. Rooney vender tilbage efter en alvorlig skade og laver 10 mål i 11 kampe. Ronaldo har virkelig løftet sit spil, og med fire mål de sidste tre kampe i november, ser det ud til han finder tilbage til sidste års juleform.
1. pladsen i CL-gruppen: Det er flot og samtidig vigtigt, at 1. pladsen er sikret allerede nu. Nu kan Ferguson, spillerne og ikke mindst fansene undgå en gentagelse fra sidste sæsons kamp i Rom. Desuden venter Anfield få dage efter, så mon ikke der er plads til en del restitution.
Folængelserne: Vidic er ved at udvikle sig til en af de bedste forsvarer i verden, og derfor er det vigtigt, at man forlænger med ham. O’Shea har aldrig været den mest populære mand, men han er respekteret overalt for hans ydmyghed og indstilling til arbejdet. Wes Brown har haft rigtig gode præstationer på højrebacken og har vist sig at være en god reserve, når Rio Ferdinand eller Vidic bliver skadet. Det er flot, at vi beholder vores ”egne” spillere, og giver dem den bonus de nu engang fortjener.

Månedens nedture

Rooneys skade: Rooney var uden tvivl Uniteds bedste, og skaden ødelagde desværre hans stime. Heldigvis er han stort set allerede tilbage, så lad os håbe, at han fortsætter, hvor han slap.
Kampen på Reebok: Uden tvivl den dårligste kamp i sæsonen. Man skaber en sølle chance i åbent spil og spiller generelt, som om det var en træningskamp midt i juli. Sådanne kampe er ikke en Premier League-vinder værdigt.

Konklusion
November var en glimrende måned for United. Man undgik et nederlag på Emirates, som var en af sæsonens sværeste kampe. Samtidig sikrede man sig videre adgang til knock-out kampene i Champions League som vindere af gruppen. Desværre er Bolton kampen en stor ridse, og det var en advarsel om ikke at tage for let på opgaverne. Udover det, fremhævede kampen igen sæsonens helt store spørgsmål: Kan United sprudle uden Rooney og Ronaldo?

December
Vi går ind i december, som er en utrolig vigtig måned. Arsenal har 5-6 af sæsonens allersværeste kampe samlet i denne måned, og med masser af point at spille om er det vigtigt, at United ikke smider flere dumme point væk. Udover det byder december på endnu et Anfield-besøg, og historien siger netop, at de kampe aldrig er helt kedelige.

God december!

Forrige artikel

Måneden der gik: November

Næste artikel

UEFA overvejer forbud mod ret ryg

ANNONCE