Foto: by Gareth Copley/Getty Images
Benjamin Sesko har haft en lidt anderledes rolle, siden Michael Carrick overtog roret i Manchester United. Efter tre mål i to kampe under Darren Fletcher har sloveneren startet på bænken i Carricks første opgør, men søndag gjorde han for alvor opmærksom på sig selv.
Indskiftningen blev nemlig afgørende i det dramatiske opgør mod Fulham, hvor Sesko scorede sejrsmålet til 3-2 og sikrede United tre vigtige point.
-Det er en helt fantastisk følelse. At score sejrsmålet er noget, jeg har drømt om. Det er de øjeblikke, man lever for som angriber. Vi ved alle, hvor meget de her sejre betyder for os som hold, sagde Sesko til Sky Sports efter kampen.
United-angriberen mener, at holdet i øjeblikket befinder sig i en positiv udvikling.
-Vi er inde i en virkelig god periode, og nu handler det om at fastholde niveauet og fortsætte det hårde arbejde. Jeg er meget glad for, at jeg kunne hjælpe holdet, og forhåbentlig kan vi bygge videre på den her stime.
Sesko peger samtidig på Michael Carricks tilgang som en vigtig faktor. Ifølge angriberen har den nye manager givet spillerne større frihed på banen.
-Han har flere gange sagt, at vi skal spille med glæde og uden frygt, og det er præcis det, vi forsøger at gøre.
Men friheden med bolden går hånd i hånd med hårdt arbejde uden den.
-Det er tydeligt, hvor meget vi kæmper for hinanden defensivt. Arbejdsindsatsen er markant anderledes, og alle er fuldt fokuserede på deres opgaver og positioner. Det er i sidste ende dét, der skaber resultaterne, fastslår Sesko.





