Sam Allardyce lægger ikke skjul på sin begejstring for Brown, som han mener er manden, der kan tætne og stabilisere Newcastles mildest talt hullede og vakkelvorne forsvar.
Og den tidligere, mangeårige Bolton-manager har ikke smidt håndklædet i ringen, hvad angår håbet om at tilknytte den alsidige forsvarsspiller, efter at Newcastles første bud blev pure afvist af United. Han planlægger nemlig at gå til formanden med henblik på at komme med et nyt.
“Jeg vil snakke med formanden (Newcastle-formand Chris Mort, red.) om det. Jeg vil rigtig gerne have Wes Brown. Han er en enormt erfaren forsvarer, som vil være fantastisk at få til klubben,” siger Allardyce til Sky Sports News.
Browns kontrakt udløber til sommer, hvor han kan skifte klub transferfrit. Så hvis United ønsker at tjene penge på Brown, skal klubben forsøge at afhænde spilleren i det nuværende januar-tranfervindue.
Men afvisningen af Newcastles bud skal ses i lyset af, at Ferguson gerne vil beholde Brown, og et muligt scenarium er derfor stadigvæk, at Brown laver en kovending og skriver under på det kontraktudspil, han indtil videre ikke har fundet attraktivt nok.
Men mest sandsynligt synes det lige nu, at Brown søger andre græsgange senest til sommer.