Seks kampe i skammekrogen venter for Jack Fletcher, som har dummet sig i en EFL Trophy-kamp mod Barnsley.
Bølgerne gik nemlig højt, og den ene Fletcher-bror har ifølge Daily Mail brugt homofobiske termer over for en modstander.
Den 18-årige midtbanespiller blev taget på fersk gerning og blev sendt direkte i bad, og nu har han altså fået dommen på seks kampes karantæne.
Ifølge avisen har Fletcher forklaret, at en Barnsley-spiller kom med kommentarer mod hans far, Darren, og hans tvillingebror, Tyler, inden han angiveligt sagde “det virker, som om du kender meget til mig, er du en gay boy?”, inden dommer Will Davis prompte stak et rødt kort i ansigtet på ham.
Ikke overraskende har Jack Fletcher taget til genmæle og undskyldt for sin opførsel.
– Jeg undskylder dybt for det fornærmende ord, jeg brugte i kampens hede. Selv om jeg ikke havde intention om at bruge termen som en homofobisk fornærmelse, forstår jeg fuldt ud, at den slags sprogbrug er uacceptabelt, og jeg undskyldte med det samme efter kampen.
– Jeg vil gerne understrege, at den slags karaktertab på ingen måde reflekterer mine værdier som menneske, siger Fletcher til Manchester Uniteds hjemmeside.
FA har desuden afgjort, at Fletcher skal betale 1500 pund i bøde samt indgå i et uddannelsesprogram, og det skal gennemføres inden 2. juni. Gør han ikke det i tide, kan han risikere en karantæne på ubestemt tid.
Fletcher er noteret for tre førsteholdskampe for Manchester United.




