Amad Diallo har været inde og ude af startopstillingen, siden Michael Carrick kom til som midlertidig træner i Manchester United. Den unge offensivspiller har dog startet størstedelen af kampene, hvor han nu spiller fast på højrekanten.
Alligevel er det ikke blevet til samme antal målinvolveringer, som vi tidligere har været vant til at se fra Diallo, der har kæmpet med spillet under den nye træner. Men det ændrer ikke på hans holdning til Michael Carrick og hans betydning for holdet.
– For mig personligt er han den rette mand. Han har meget erfaring, og han kender klubben og dens DNA. Han er gode venner med alle spillerne. Jeg tror, han kan tage klubben det rigtige sted hen, fortalte Amad Diallo i et interview med BBC.
Diallo var en af de spillere, som blev ramt hårdt, da klubben tidligere på sæsonen valgte at fyre Ruben Amorim, som den unge ivorianer havde et nært forhold til. Men når det kommer til spørgsmålet om Michael Carricks fremtid i klubben, er han ikke i tvivl.
– Det er ikke os (spillerne, red.), der bestemmer, men jeg ville være glad, hvis han blev cheftræner permanent, lyder det fra Diallo.
Carrick overtog fra Ruben Amorim i januar. Siden er det blevet til syv sejre, to uafgjorte og kun ét nederlag.





