Fra 1992 til 1997 var der senest en rigtig konge på Old Trafford. Navnet var Eric Cantona, og trods visse udåder undervejs opnåede indkøbet fra Leeds status som en af klubbens største legender nogensinde.
Måske har Manchester United nu en ny Eric Cantona i støbeskeen. I hvert fald føler Sir Alex, at Carlos Tevez har spor af Cantonas fighterinstinkt ved altid at dukke op og score, når holdet har mest brug for det – som i det første Champions League-møde mod Lyon.
“Carlos minder mig om Eric Cantona på den måde, at han altid dukker op, når man mest har brug for et mål. Han er manden, der leverer, når man skal bruge pointene på udebane, og jeg tror ikke han frygter noget som helst,” skriver Ferguson i sin spalte i morgendagens kampprogram.