Sæsonen startede forfærdeligt, da Manchester United meget overraskende tabte 2-0 til Hull City. Derefter gik tingene den helt anden vej, da holdet leverede en magtdemonstration på Old Trafford, hvor de slog Ipswich 5-2. To oprykkere, tre point og en trup, som stadig er svær at blive klog på.
Mange United-fans må derfor have håbet på, at søndagens kamp mod Everton ville tegne et mere klart billede af, hvad vi kan forvente os af holdet denne sæson. Særligt midtbanen, som tydeligvis er blevet prioriteret over alt andet under transfervinduet.
Kampen på Hill Dickinson Stadium endte 2-2, efter at Everton i de døende minutter udlignede på et sandt drømmehug af Ainsley Maitland-Niles. Og selvom der var flere flotte præstationer at tage med fra kampen, stiller resultatet fortsat spørgsmål til Michael Carrick og de forventninger, der er til sæsonen.
Samtidig må man spørge sig selv, om fire point i de første tre kampe på nogen måde er godkendt, særligt når man tænker på, at United står over for et Manchester-derby i den kommende ligakamp.
Angrebet
Efter åbningsnederlaget til Hull City var det særligt midtbanen, som mødte stor kritik. Både spillernes individuelle præstationer, men også den manglende energi og beslutningstagning, gjorde sig gældende, da United gang på gang blev løbet over af Hull.
Mod Everton var situationen en helt anden. Mainoo, Tielemans og Bruno, som udgjorde den centrale del af holdet fra start, spillede alle en godkendt kamp. Generelt lykkedes det holdet at bruge den centrale del af banen til deres fordel. Men hvad med angrebet?
For tredje kamp i træk startede Matheus Cunha på toppen for Manchester United. En rolle, som tydeligvis er meget ny for ham. Han var i hvert fald meget usynlig under det meste af kampen, særligt i første halvleg. Det er naturligvis svært, når man har både Rashford og Dorgu til at spille venstrekanten, hvor Cunha ellers gjorde det så godt i den forgangne sæson.
Men ligesom vi så ofte har set det før, gav det noget helt andet, da Benjamin Sesko blev skiftet ind på pladsen. Slovenieren scorede da også til 2-1 og stillede samtidig endnu flere spørgsmål til Michael Carrick, som også tidligere har foretrukket at bruge angriberen som indskifter. Mon Sesko på sigt bliver førstevalg på toppen? Og i så fald, hvad bliver så Cunhas rolle på holdet?
Manglende fokus
Manchester United har nu spillet tre kampe i den indeværende sæson. Det har givet fire point og en målscore på +1. Det er naturligvis stadig for tidligt at lægge det store i ligastarten, men jeg mener alligevel godt, at vi allerede nu kan kigge på en af de ting, som holdet manglede i seneste sæson, nemlig fokus.
Mange ville nok både have ønsket og troet på minimum syv point efter de tre første kampe. Men helt skidt mener jeg heller ikke, at starten har været. Det virker i hvert fald til, at holdet fortsat spiller på den måde, som vi så dem gøre under Michael Carrick i den forgangne sæson. Det vidner derfor om en form for kontinuitet.
Men vi ser også, at der stadig er nogle af de samme svagheder som i sidste sæson. Jeg mener stadig, at holdet mangler fokus. En af mine forventninger til den nye sæson var, at holdet blev mere fokuseret. Særligt i de situationer, hvor sejren var tæt på. Men søndag stod vi igen i en situation, hvor holdet i to omgange smed en føring. Ligeledes mod Hull City så vi et hold, som slet ikke var indstillet på den modstander, de stod over for.
Nu venter et topopgør mod Manchester City. Kort inden det har United også deres første Champions League-kamp i år. Det kommer derfor til at være afgørende, at holdet kan sætte 90 sammenhængende minutter sammen. At de ikke mister fokus, blot fordi de er foran – eller fordi modstanderen på papiret er dårligere.
Bredden
Michael Carrick har vist sig at være en træner, som står fast på sine valg. Selv når holdet kommer bagud, ser vi sjældent de store ændringer fra cheftrænerens side. Han skifter ofte ikke spillere ud, før halvvejs inde i anden halvleg. Han stiller ofte også med den samme startopstilling fra kamp til kamp, nogle gange med få ændringer.
Det kan selvfølgelig være en styrke. Men i denne sæson står Carrick i en anderledes situation end i den forgangne sæson – nemlig med flere kampe. I den kommende uge spiller United både torsdag mod Sabah i Champions League og søndag, hvor der er Manchester-derby.
Derfor må vi forvente, at der bliver lavet ændringer i truppen. Det giver også anledning til at se på truppens bredde. For første gang i Carricks tid får vi en tydelig indikator på, om truppens bredde kan holde til flere kampe i ugen.
Det bliver særligt spændende at se, hvordan han stiller op mod Sabah, som på papiret er den nemme af de to kampe i næste uge. Får alle 11 spillere fra Everton en pause, eller roterer Carrick blot på enkelte pladser? Og er truppen stor nok til et europæisk eventyr?




