Efter fire år med DXC Technology på ærmet har United nu fundet en ny kommerciel partner.
Klubben har annonceret en flerårig aftale med den britiske finans- og betalingsteknologivirksomhed SumUp, som fremover vil pryde ærmet på Uniteds spillertrøjer.
Aftalen gælder klubbens herre-, kvinde- og akademihold, og SumUp-logoet vil dermed være synligt på tværs af klubbens hold og turneringer.
Det bliver samtidig første gang, at det nye samarbejde bliver synligt på banen, når United torsdag vender tilbage til Champions League på Old Trafford mod de aserbajdsjanske mestre Sabah.
United-fans får også en ny betalingsløsning
Samarbejdet kommer dog ikke kun til at kunne ses på spillertrøjerne.
United og SumUp planlægger også at lancere et fælles betalingskort, som skal give United-fans adgang til særlige tilbud og belønninger.
Kortet vil ifølge klubben kunne bruges hos officielle United-butikker samt hos virksomheder rundt omkring i Storbritannien.
Det betyder altså, at partnerskabet får en mere direkte forbindelse til klubbens fans, end man normalt ser med en traditionel trøjesponsor.




