Foto: Manchester United/Manchester United via Getty Images
Manchester United er kommet lunkent fra start i sæsonen. Defensiven halter. Luke Shaw er gået i stykker, og det lykkedes netop ikke at hente en venstre back i transfervinduet.
Anderledes godt ser det ud til at gå på U21-holdet, som er kommet flyvende fra start.
5-0 mod Ipswich Town. 4-1 mod Leicester City. 5-0 mod Sabah FK i UEFA Youth League, hvor de dog går som et U19-hold, men stadig består af mange af de samme spillere.
På trods af de forskellige sæsonstarter synes der også at være nogle lighedspunkter. Dem kommer vi ind på i denne artikel, men vi begynder lige med et tilbageblik på tilstanden under den forrige manager, Ruben Amorim.
Ruben Amorim
December 2025. Ruben Amorims tid er ved at rinde ud. Resultatmæssigt har halvsæsonen været okay med undtagelse af det historiske pokal-exit mod Grimsby Town.
Fra og med Senne Lammens’ debut den 4. oktober har man kun tabt én kamp: Fadæsen mod Evertons ti mand i november.
Nederlag nummer to faldt først den 21. december mod Aston Villa i den første kamp, siden Amad og Bryan Mbeumo tog af sted til AFCON.
Villa vandt 2-1 efter to næsten identiske mål af Morgan Rogers. Ellers var det en kamp, som United førte på flere statistikker som skud, boldbesiddelse, afleveringer mv.
I fraværet af Uniteds afrikanske spillere fik Jack Fletcher og Shea Lacey deres førsteholdsdebut mod Villa. Og ni dage senere fik Bendito Mantato chancen i den uafgjorte hjemmekamp mod Wolves.
Denne kamp blev Ruben Amorims næstsidste kamp i spidsen for United, og han blev fyret efter endnu en uafgjort mod Leeds den 4. januar 2026 på trods af kun to nederlag i løbet af mere end tre måneder.
Uanset årsagerne til denne fyring, var det dog en god nyhed for akademiet og ungdomsspillerne i Manchester United. Det skyldes særligt to årsager.
Forskellige formationer
Som nævnt blev Jack Fletcher, Shea Lacey og Bendito Mantato alle skiftet ind i løbet af Amorims sidste kampe.
Indskiftningerne tydeliggjorde dog et væsentligt problem i Manchester United under portugiseren.
Mens både U18 – og U21-holdet spillede 4-2-3-1, stillede portugiseren typisk op i 3-4-2-1 med wingbacks og to 10’ere.
Jack Fletcher kom fra en klassisk 10’er-rolle på U21-holdet, men kom ind på den centrale midtbane i sin debut. En uvant position i en ligeledes uvant opstilling.
Tvillingen fik chancen i tre kampe i træk, heraf to hele halvlege i kampene mod Newcastle og Wolves. Her synes der at være en konsensus om, at han ikke efterlod det bedste indtryk, og han har heller ikke fået et eneste minut på førsteholdet siden.
Men hvad havde man regnet med? Spilleren skulle ikke kun tage et stort skridt op fra ungdomsfodbold til at spille i Premier League. Han blev også yderligere udfordret af et systemskifte og en uvant rolle.
For en klub, som er bygget på fortællinger om unge spillere, er det et unødvendigt benspænd at lave for klubbens egne talenter.
Opmærksomhed mod Carrington
Det er svært at klandre Ruben Amorim for klubbens beslutning om at ansætte ham. En kendt systemtræner, der åbent og ærligt svor til en trebackkæde, mens akademiet fortsat spillede 4-2-3-1.
Det var en problemstilling, der var let at få øje på ved hans ansættelse, og det burde INEOS have adresseret på den ene eller anden måde.
Efter hans fyring forlød det dog, at portugiseren heller ikke havde vist sig særlig ofte på Carrington. Faktisk skulle han ikke have set en eneste kamp med hverken U18 – eller U21-holdet.
Dette kan måske også forklare, hvorfor debutanterne syntes at blive brugt forkert. Fletcher har vi været inde på. Mantato, som både har spillet kant og back på akademiet, syntes at være skræddersyet som wingback i Amorims system.
Men han fik så chancen på højre kant i én af de få kampe, hvor portugiseren ukarakteristisk stillede op i en 4-2-3-1 formation. Siden har Mantato heller ikke spillet et eneste minut for førsteholdet.
Efter Michael Carricks ansættelse blev der gjort historier ud af, at Carrick var til stede, når U18 – eller U21-holdet var i aktion. Dette burde dog være en selvfølge i United. En klub, hvor der har været en tidligere akademispiller i førsteholdets kamptrup i hver eneste kamp fra og med den 30. oktober 1937.
Det er en stime, der har kørt i knap 89 år og i skrivende stund tæller hele 4328 kampe i træk.
Fra akademiet er det kun Tyler Fletcher, der har fået debut under Carrick. Her har formation og rolle til gengæld været sammenlignelig med det, han kendte i forvejen, og det må alt andet lige have givet ham nogle bedre forudsætninger for at lykkes.
Siden har han også været involveret i Uniteds pre-season, hvor han startede inde i kampen mod Leeds. Forinden kom han også med Skotland til VM på det yderste mandat. Her fik han dog ikke spilletid.
Nye tider
Som ovenstående viser, havde akademispillerne svært ved at få succes under Ruben Amorim.
Forudsætningerne for at lykkes er dog steget markant under Michael Carrick, samt siden ansættelsen af Adam Lawrence som cheftræner for U21.
Her er det nemlig bemærkelsesværdigt, at U21-holdet ikke kun spiller samme formation som førsteholdet. I deres hidtidige to ligakampe samt sejren mod Sabah FK har de nemlig stillet op med Amir Ibragimov som forreste angriber.
Ibragimov er ikke en typisk centerforward. Han er primært kendetegnet ved sin store alsidighed og store arbejdsradius, og han har spillet flere forskellige roller på akademiet. Heriblandt på venstre kant og på den centrale midtbane.
Anvendelsen af Ibragimov som en såkaldt falsk 9’er synes at spejle førsteholdets brug af Matheus Cunha i samme rolle. Eller Bryan Mbeumo for den sags skyld.
Ibragimov har såmænd også spillet på toppen, selvom Victor Musa, en mere klassisk nummer 9, har været med og har været rykket ud på højre kant.
Imens ligger Bruno Fernandes i 10’er-rollen på førsteholdet, mens JJ Gabriel spejler ham hos Adam Lawrences tropper. Og sådan synes der at være en synergi og genkendelighed mellem de to hold.
Konklusion
Nogle fans og eksperter sidder lige nu og skriger på, at United oftere bør spille med en klassisk 9’er som eksempelvis Benjamin Šeško. Det kan der også sagtens være en sandhed i.
Ser man bort fra dette, er det dog svært ikke at glæde sig over, at klubben lige nu også har fokus på, at akademiholdene til en vis grænse skal afspelje det førstehold, som de alle håber at kunne blive en del af.
Man kan sagtens påstå, at afstanden mellem akademiet og førsteholdet aldrig har været større, end den var under Amorim. Også selvom han trods alt gav debut til Chido Obi, Harry Amass, Tyler Fredricsson og de tre, vi allerede har nævnt.
Tiden efter Amorim har dog bygget broen op igen, og der er nu genskabt en genkendelighed mellem ungdoms – og seniorfodbold, som gerne skulle give akademispillere bedre forudsætninger for at lykkes.