13 år er lang tid. Særligt i desperation.
Siden Sir Alex Ferguson stoppede i klubben, har Manchester United nemlig ikke vundet en stor titel – de har i virkeligheden aldrig rigtigt været tæt på – og det er bestemt ikke, fordi klubben ikke har forsøgt forskellige løsninger.
Lad os starte på managerpositionen.
Først Fergusons oplagte landsmand som afløser, David Moyes. Den gik ikke. Så det store navn, Louis van Gaal. Den gik heller ikke. Så et om muligt endnu større navn, José Mourinho. Hans afsked husker vi vel alle.
Uniteds ledelse kom frem til, at man måtte få en mand ind, som kendte klubbens DNA indgående. Der var gode øjeblikke under Ole Gunnar Solskjær, men succesfulde blev man aldrig. I stedet hentede man store trænertalenter i Erik ten Hag og Ruben Amorim, og det har – hvis vi skal være venlige ved duoen – været en rodet tid for dem begge.
Nu er man tilbage til DNA-løsningen med Michael Carrick, som imponerede stort i sit første halve år, men er kommet dårligt for start i denne sæson.
Fans, eksperter og medier er allerede gået i panik og ønsker cheftræneren på porten.
Samtidig er der kommet et nyt ejerskab, som forsøger at rydde op indefra, men effekterne af det har endnu ikke udmøntet sig.
Det har transferstrategien heller ikke, hvor United både har forsøgt at hente verdens bedste spillere til at lave en langsigtet strategi – men igen, intet af det er resulteret i succes.
Manchester United synes sportsligt længere og længere fra Fergusons superhold i 90’erne og 00’erne, og derfor rejser vi spørgsmålet:
Kan United fikses?
Steffen Jønsson, skribent på OldTrafford.dk:
– Ja, det synes jeg, for hvis man tænker over det, så er der blevet prøvet nye systemer, nye og spændende trænernavne, trænere, der vinder titler med det samme, herunder Mourinho, og han gjorde velsagtens, hvad fansene forventede. Han vandt.
– En top-top træner er det, der mangler. Dermed ikke sagt, at Mourinho ikke er toptræner, men da man ansatte ham, var det for at vinde trofæer og man var vel naiv, hvis man troede den gode portugiser skulle blive den nye Sir Alex Ferguson. Ind med Conte eller Nagelsmann, gerne førstnævnte, der kan sætte alle tingene på plads i klubben, men det tvivler jeg på, at ejerne tør, for så står deres røv pludselig også lige i klaskehøjde.
Sebastian Sørensen, skribent på OldTrafford.dk:
– Hvis det endelige mål er at komme tilbage til fortidens dominans, så nej. Men der vil jeg sætte bagdelen i vandskorpen og sige, at det aldrig sker igen. Det er, fordi fodbolden er, hvor den er. De mindre klubber er økonomisk stærkere. De er veldrevne, og så – måske vigtigst af alt – er United et sted, hvor det ikke er en no-brainer, at de største talenter vælger klubben. United er ikke ufikselige, hvis man kan tage til takke med, at man kæmper med om titlen og så har et par mellemsæsoner. Det er en hård virkelighed. Og det er uanset træner, det er uanset spillere.
– Jeg vil gerne tro, at United vender tilbage, hvis vi hentede de bedste spillere. Hvis Glazers trådte ud. Ja, hvis Qatar tog over. Men det tror jeg ikke på. Jeg tror, man skal indstille sig på, at der er nogle gode sæsoner og så nogle mindre gode. Det betyder ikke, vi som fans skal tage til takke med lutter nederlag og 17. pladser. Mere at vi måske ikke skal se fikselig som titler hvert år. Mere som i en fodboldklub, der er med, hvor det er sjovt hvert år eller hvert andet. For så er svaret ja. United er ufikselige. Uanset hvad. Men United er ikke ufikselige, hvis en bæredygtig plan og fremtid er det, der kendetegner ”fikset”.
Henrik Sally Jacobsen, skribent på OldTrafford.dk:
– Selvfølgelig. To-tre spillerindkøb og muligvis en ny træner vil kunne vende situationen. Dog er vi lidt under et tidspres. Bruno er med længder vores bedste, og når han stopper, får vi et kæmpe problem. Det problem skal være løst, inden han er væk.
Daniel Buchwald, skribent på OldTrafford.dk:
– United er ikke ufikselige, men de har brug for ejere, der investerer i klubben og ikke bare trækker penge ud. Gælden bliver større og større, og selvom der bruges penge, så trækkes der flere og flere ud.
– Indtil det fikses, så ser jeg sandsynligheden for United som virkelig gode ganske små. Dette er til trods for, at jeg stadig mener, United er i top-5 over største klubber i verden og dén største i England. Men på de sportslige præstationer, der skal der gøres noget, som ikke er at trække penge ud.
Christian Uhd Lauge Jensen, skribent på OldTrafford.dk:
– Det er en svær opgave, men ikke umulig. Manchester United leverer stadig flotte omsætningstal i deres regnskaber. De er købestærke og har nogle – ikke alle – kompetente folk i ledelsen. Der er blevet købt godt ind i de seneste sæsoner, markant bedre end før INEOS trådte ind i klubben. Truppen er i mine øjne på det højeste niveau siden 2021, hvor Pogba, Bruno Fernandes, Ronaldo med flere huserede.
– Det er et tegn på, at chancerne, for det vender, er relativt store i forhold til, da Amorim trådte til og måtte spille med Garnacho, Højlund og Ugarte fra start i flere ombæringer. Det er ikke tilfældet mere, og derfor er jeg mere fortrøstningsfuld nu. At snakke om hvad der er galt i klubben, kræver et meget længere skriv, så det går vi ikke ind på her, men der er positive tendenser.




