I sommeren op til Ronaldos pludselige ankomst på Old Trafford, var United i medierne mest blevet kædet sammen med Ronaldos landsmand og Sporting-kammerat Ricardo Quaresma.
Det overraskede derfor mange, da United ikke gav lyd fra sig, da Barcelona begyndte at byde på den portugisiske højrekant, som senere floppede på Camp Nou. Hovedårsagen til Uniteds passivitet var den, at Queiroz tiggede og bad om at få Ronaldo.
“Jeg havde fulgt Cristiano igennem hele hans karriere, og jeg udtrykte mig glædestrålende om Ronaldo hver gang vi diskuterede, om vi skulle købe ham eller Quaresma. Vi kunne ikke få begge to, og jeg var overbevist om, at Cristiano var den rigtige at forfølge,” fortæller Queiroz.
I den berømte træningskamp mod Sporting Lissabon først i august, hvor Ronaldo trods sine bare 18 år kørte rundt med langt mere rutinerede United-profiler, så Sir Alex ved selvsyn, at Queiroz” mand var noget helt specielt.
“Sporting kontaktede mig for at høre, om vi ville spille en venskabskamp for at markere åbningen af deres nye stadion. Jeg gik til Sir Alex med forslaget, og han sagde ja. Sporting vandt 3-1, Cristiano spillede en fantastisk kamp og ingen var længere i tvivl om hans kvaliteter,” beretter Uniteds portugisiske assistent.