Manchester United kom bagud i starten af anden halvleg, men et flot comeback sikrede sejren, som kan vise sig, at være uhyrlig vigtig i jagten på trofæet. Emanuel Adebayor bragte Arsenal foran på et særdeles kontroversielt mål. En misforståelse mellem forsvaret og Edwin van der Sar lod Robin van Persies indlæg sejle igennem, til en fri togoleser, der satte bolden det sidste stykke ind med hånden. Dommer Howard Webb var dog tavs, og den høje angriber kunne fejre sit ligamål nummer 20. Anderledes vågen var dommeren dog, da Arsenal tydeligvis ikke var færdige med at bruge hænderne. William Gallas standsede nemlig en ellers ufarlig bold fra Michael Carrick i eget felt med hånden, og det efterfølgende straffespark blev nydeligt eksekveret af Cristiano Ronaldo. Sejrsmålet stod en anden United-spiller med tur i den for, da Owen Hargreaves tog fusen på med- og modspillere ved at sparke et frispark fra kanten af feltet direkte i nettet, bag den måbende Jens Lehmann, der knap bevægede sig i situationen.
Arsenal kom bedst fra start, og var i kampens indledning mest i boldbesiddelse. Manchester United så en smule trætte ud, og kunne ikke få pasningsspillet til at flyde, hvilket gav et par gode chancer til Arsenal tidligt i kampen. De spillede sig ikke desto mindre roligt op, og første halvleg blev i anden halvdel en lige affære, der varslede mål. Mål fik vi i anden halvleg, men begge mandskaber måtte også se store chancer blive reddet af de to aldrende herre, der vogtede målene. Specielt Wayne Rooney, Emanuel Adebayor og sågar danske Nicklas Bendtner kom tæt på. Kampen bølgede fra ende til ende, og resultatet kunne lige så godt have endt i syd som i nord.
Kort efter 1-1-målet af Ronaldo, valgte Sir Alex Ferguson at udskifte Park Ji-Sung og Paul Scholes for Anderson og Carlos Tévez. Det betød også en taktisk ændring, der smed Tévez op ved siden af Rooney i en 4-4-2. Dette gjorde Manchester United langt farligere, og selvom Park og Scholes ikke leverede dårlige præstationer, gav udskiftningen et friskt pust, der afgjorde kampen. Kampen var vanen tro et intenst og uvenskabeligt anliggende, hvilket bød på ikke mindre end otte gule kort. Ét gult kort tilkendt Emanuel Adebayor burde dog have været i rødlig kulør, da han i en ren hævnaktion klippede Anderson ned bagfra. Seks af de gule kort stod londonerne for.
Med resultatet er Manchester United i skrivende stund seks point foran Chelsea, som dog kan formindske forspringet med en sejr mod Wigan senere i aften. United har stadig en mulig skæbnesvanger kamp til gode på Stamford Bridge, men først er det Mark Hughes’ Blackburn der står for skud på lørdag.