Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Images
Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
Manchester United skifter nu cheftræner for 13. gang på godt 13 år, hvor spillere og fans har været meget igennem.
Der har været caretakers som Ryan Giggs, Ruud van Nistelrooy, Michael Carrick og Darren Fletcher, der på 2-4 kampe har skullet sætte et kortvarigt aftryk.
Der har været interims som Ole Gunnar Solskjær, Ralf Rangnick og Michael Carrick, som har fået lidt længere tid. Dog stadig midlertidigt, selvom to af dem gjorde det så fremragende, at de fortsatte i den sidste kategori.
Her er der naturligvis tale om de syv permanente cheftrænere i form af David Moyes, Louis van Gaal, José Mourinho, Ole Gunnar Solskjær, Erik ten Hag, Ruben Amorim og senest Michael Carrick.
Om lidt bliver syv til otte, når Mauricio Pochettino står i spidsen. Han har en opgave foran sig, for klubben er svær at genkende på flere områder.
Bliver ungdommen husket under de mange trænerskift?
Da Ruben Amorim i februar 2025 skulle stå i spidsen for sin United-kamp nummer 20, skrev jeg en artikel med gennemgang af akademidebutanter under forskellige managers. Artiklen kan læses her.
På det tidspunkt havde Amorim endnu ikke givet debut til nogen, men en uge senere gav han debut til Chido Obi, hvilket 55% af deltagerne havde svaret i den afstemning, der var i artiklen.
Senere gav han også debut til Harry Amass, Tyler Fredricsson, Jack Fletcher, Shea Lacey og Bendito Mantato. Det vil sige seks akademidebutanter på 63 kampe.
Det er samme antal som José Mourinho, men fra 81 færre kampe. Kun Ole Gunnar Solskjær (16) og Louis van Gaal (13) har debuteret flere akademispillere end Amorim siden Ferguson-æraen.
Her skal det retfærdigvis nævnes, at de fleste debut’er skete af nød. Først i det travle program frem mod Europa League-finalen, hvor truppen var for smal. Og sidst under AFCON og fraværet af Noussair Mazraoui, Amad og Bryan Mbeumo.
Derudover var det problematisk, at der ikke var sammenhæng mellem hans spillestil og den formation, der blev brugt på ungdomsholdene. Og han mistede også grebet om situationen med Kobbie Mainoo.
Det kom også som et chok for mig, at han tilsyneladende aldrig så hverken U18 – eller U21-holdet, når de spillede kampe.
Det ser jeg som værende fuldstændig uacceptabelt for en cheftræner eller manager i Manchester United, der er bygget på historier som Busby Babes og Class of ’92.
Derfor skrev jeg i januar 2026 en kommentar om, at det var godt for akademiet, at Ruben Amorim var fortid.
Michael Carrick har svigtet de unge
Da Michael Carrick startede som cheftræner, kunne han ses til både U18 – og U21-kampe, og det lignede, at han var en mand, der ville se ungdommens vej.
Det var dermed ikke kun den resultatmæssige fremgang, der fik sat Michael Carrick i et positivt lys.
Som tiden gik, er lyset dog forsvundet. Resultaterne udeblev, hvilket førte til fyringen i sidste uge. Men han nåede dermed også kun at give debut til én akademispiller: Tyler Fletcher, som har fået to førsteholdskampe.
Derudover har han heller ikke brugt Harry Amass, selvom venstrebacken storpræsterer for Englands U20-landshold og i øvrigt er den eneste naturlige venstre back i truppen efter Luke Shaw.
Håndteringen af Shea Lacey kan også kritiseres. Den 19-årige kantspiller har vist sine kvaliteter hver eneste gang, han har fået chancen. Alligevel er han blevet syltet af Carrick, som jeg også vil påstå, at han blev under Amorim.
I stedet har Amad fået lang snor på højrekanten på trods af, han ikke har scoret i 25 kampe under Carrick. Kun to assists er det blevet til.
Til sammenligning præsterede han 10 mål og 11 assists i 43 kampe under Amorim, som oven i købet blev kritiseret for at bruge Amad som wingback i stedet for som kant.
Til trods for dette har Carrick stædigt holdt fast i Amad og begrænset 19-årige Lacey til kortvarige indhop.
Så sent som i går sagde 16-årige JJ Gabriel farvel til United. Det er en mudret sag, og det ligner bestemt, at han og hans far har haft for høje krav til klubben i forhold til økonomi og garantier om spilletid.
Situationen med Lacey gør dog, at jeg godt kan forstå, hvis de ikke længere ser United som det bedste sted at slå igennem.
Hvad kan vi forvente af Pochettino?
Mauricio Pochettino er af mange blevet kaldt en “nearly man”. En manager, der skaber udvikling, men mangler det sidste for at vinde de helt store trofæer.
Det svarer også nogenlunde til mine forventninger til ham resultatmæssigt. Jeg har dog store forventninger til hans inddragelse af ungdommen.
I 2017 fik Harry Winks debut for England, og dermed blev han den 15. ud af de seneste 30 debutanter for England, der havde haft Pochettino som klubtræner i enten Southampton eller Tottenham Hotspur.
Her var der blandt andre tale om Adam Lallana, Nathaniel Clyne, Danny Rose, Andros Townsend, Kieran Tripppier, James Ward-Prowse, Luke Shaw, Eric Dier, Dele Alli og Harry Kane.
I de netop overståede landskampe med USA gav han debut til hele 12 spillere, heriblandt tre 17-årige.
Jeg kan leve med, at resultaterne ikke er på niveau med de resultater, der nok gjorde mig lidt forvænt i 1990’erne og 2000’erne.
Som fan kan jeg dog ikke acceptere, at klubben ikke lever op til sin historie med brugen af egne talenter. Og Shea Lacey er vel det tætteste, vi kommer på en succeshistorie i de senere år.
En succeshistorie, der stadig kun har spillet sølle 11 førsteholdskampe for United.
Jeg glæder mig til Pochettino. Ikke på grund af titler og Champions League og en ny guldalder. For vi skal nok have nogle mere kompetente folk på ledelsesgangene, før det kommer til at ske.
Men jeg glæder mig til en genfødsel af klubbens identitet og en genskabelse af vejen fra akademi til førstehold. En vej, som på det seneste har været svær at få øje på.
Afstemning: Hvem bliver Amorims første debutant fra akademiet?




