Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Images
Ryan Giggs nåede kun 4 kampe som midlertidig manager i 2014. Men han nåede i løbet af de fire kampe at give debut til to spillere fra Uniteds akademi. Her er der tale om James Wilson og Tom Lawrence, der begge fik debut mod Hull City. Dermed gav han i gennemsnit debut til 0,5 akademispiller per kamp.
Til sammenligning gav hans forgænger, David Moyes, kun debut til én spiller; Adnan Januzaj. Og med 51 kampe i front for United svarer det altså til kun 0,02 akademidebutant per kamp for den nuværende Everton-manager. Det laveste antal af alle permanente managers i post-Ferguson æraen.
Øvrige managers i denne periode har alle ligget et sted mellem de to. Med undtagelse af Michael Carrick og Ruud van Nistelrooy, der i sine tre og fire kampe ikke brugte debutanter.
Louis van Gaal gav debut til 13 akademispillere i løbet af sine 103 kampe. 0,13 debutant per kamp. Her er Marcus Rashford det mest prominente navn, mens der også er tale om blandt andre Andreas Pereira, Paddy McNair og Jesse Lingard.
José Mourinho gav debut til 6 i 144 kampe. 0,04 per kamp. Her tæller blandt andre Axel Tuanzebe, Angel Gomes og Scott McTominay.
Ole Gunnar Solskjær gav debut til hele 16 akademispillere i sine 168 kampe som henholdsvis midlertidig og permanent manager. Det svarer ca. til 0,1 per kamp. Her var der dog også tale om seks debutanter i samme kamp, da United tabte til Astana i 2019. Seks spillere, som til sammen kun har spillet 7 førsteholdskampe for United.
Ralf Rangnick havde 4 i 29 kampe. 0,14 per kamp med Alejandro Garnacho som den vigtigste. Og slutteligt Erik ten Hag med 7 i 128 kampe. 0,05 per kamp, med blandt andre Kobbie Mainoo og Toby Collyer iblandt.
Hvem bliver den næste? Og hvornår kommer det til at ske?
Ruben Amorim står i aften i spidsen for sin 20. kamp for United. Og selvom han i høj grad er ansvarlig for Toby Collyers gennembrud, har han stadig ikke givet debut til en spiller fra Uniteds akademi.
Godwill Kukonki og Elyh Harrison er indtil videre de eneste mulige debutanter, der har været med på bænken under Amorim. Førstnævnte med tre bænkpladser, mens Harrison var med senest mod Crystal Palace.
Begge er måske også kommet tættere på spilletid efter skader til Lisandro Martínez og Altay Bayindir. Dog må købet af Ayden Heaven også betyde øget konkurrence for Kukonki, der blev 17 år i går.
I Uniteds seneste kamp stillede Ruben Amorim op uden angribere med både Rasmus Højlund og Joshua Zirkzee på bænken. Det har fået flere til at spekulere på, om Chido Obi-Martin nærmer sig sin debut på førsteholdet. Ligesom Kukonki er han også for nylig blevet 17 år og kan vise sig at blive Amorims første debutant fra Uniteds akademi.
Andre mulige emner kan være Sekou Koné, der for nylig er kommet godt i gang efter sin skade. Eller Harry Amass, der var med på bænken under Erik ten Hag og på mange måder passer på profilen til den venstre wingback.
Jack Fletcher er måske også en mulighed efter 5 mål og 5 assists i 12 kampe i denne sæson. Eller måske peger pilen mod 16-årige Amir Ibragimov, der længe har spillet over sin aldersgruppe og har draget sammenligninger med en vis Wayne Rooney. Han bliver 17 år den 2. april.
United har i januar sagt farvel til spillere som Antony, Marcus Rashford, Tyrell Malacia og et hav af akademispillere, der er sendt ud på lån. Tilbage står en tynd trup, hvorfor det er nærliggende at tro, at Rúben Amorim snart gør brug af akademispillere for at lukke nogle af hullerne.
Hvem tror du bliver hans første debutant af egen avl? Du kan stemme herunder.