Europa League: Hvem er Real Sociedad?

Ligesom sidste gang Manchester United skulle spille Europa League, benytter vi her på Oldtrafford.dk muligheden til at tage et nærmere kig på nogle af de hold, man ikke nødvendigvis hører om til hverdag. I år er United kommet i gruppe med Real Sociedad, FC Sheriff og Omonia Nicosia. Denne gang står menuen på det mest velkendte af tre hold: spanske Real Sociedad.

Sidste gang Manchester United måtte tage en tur i den mindre prestigefyldte Europa League, mødte de Real Sociedad i sekstendedelsfinalen, hvor det blev til en samlet sejr på 4-0. I år får de røde djævle mulighed for at gøre sig kunsten efter, når de torsdag tager imod spanierne igen i sæsonens første Europa League-kamp. Men hvem er Real Sociedad egentlig? Det tager Oldtrafford.dk et kig på herunder.

Profiler

2020 Eurasia Sport Images

David Silva

Godt nok er den vævre kreatør fyldt 36 år, men hvis der er nogen, som ved, hvordan man slår de rødklædte, må det siges at være ham. Han kræver derfor heller ikke den store introduktion, da han var en del af grundstenene under Manchester Citys opblomstring i 10’erne. Alderen har naturligvis gjort, at fødderne har fået sværere ved at følge med den hurtige boldomgang, han var kendt for, men teknikken og spilforståelsen er der stadig, og det bliver vigtigt for Ten Hags tropper, at spanieren ikke får pladsen til at styre kampen fra den offensive midtbane.

Umar Sadiq

Da Alexander Isak blev solgt til Newcastle for et rekordbeløb tidligere på sommeren, var Sociedad nødt til at kigge sig om efter en ny målscorer. Valget faldt på nigerianske Umar Sadiq, som de hentede i Almeria for 140 millioner sidste uge. Angriberen på 192 centimeter scorede 18 mål i La Liga 2 for Almeria sidste sæson, og har også startet sin La Liga-karriere med tre mål i tre startere. Det er for tidligt at afgøre, om han er i stand til at udfylde tomrummet, som Isak har efterladt, men han har bevist, at han har målnæse, og det bliver interessant at se, hvordan Ten Hag planlægger at lukke den store angriber ned.

Mikel Merino

Kaptajnen Merino er en vigtig del af Sociedads fundament på midtbanen, hvor han har spillet 158 kampe for klubben. Senest blev det til en Man of the Match-optræden mod Atletico Madrid. Den 26-årige er teknisk begavet, som de spanske midtbanespillere ofte er, men har samtidig noget højde og drøjde at slås med inde i maskinrummet. Udover sine lederegenskaber er han essentiel for Sociedads opbyggende spil med bolden, mens han også agerer beskytter for forsvaret. En god kamp fra ham kan være udslagsgivende for San Sebastián-klubben.

Spillestil

Imago

Spansk fodbold bliver ofte karakteriseret ved sit tekniske fokus og tålmodige boldomgang, og Real Sociedad er ingen undtagelse. Tika-taka er idealet, og hvis torsdagens kamp bliver på Sociedads præmisser, kommer vi til at se mange korte pasninger og stor tålmodighed i det opbyggende spil, indtil muligheden for en bold i dybden byder sig. Træneren, Imanol Alguacil, stiller oftest med en 4-3-1-2 – formation, hvor David Silva indtager den offensive midt og har tre hårdtarbejdende midtbanespillere bag sig. De tog forreste skal forsøge at true rummet bag ved modstanderens bagerste kæde, både ved indlæg og stikninger.

Nuværende form

Imago

Real Sociedads sæsonstart har været på det jævne, hvor det er blevet til 2 sejre, en uafgjort og et nederlag, hvoraf nederlaget var til giganterne fra Barcelona. Der er dermed fem point op til Real Madrid, som har gjort rent bord, mens der kun er 2 op til de eftertragtede Champions League-pladser. Senest spillede de lige op med Atletico Madrid, hvor føromtalte Sadiq stod for udligningen til slutresultatet 1-1.

Europæiske resultater

Spaniernes største europæiske succes faldt tilbage i 83, hvor det blev til et nederlag i semifinalen i Europa Cuppen. I nyere tid har de tidligere spillet Europa League i sæsonerne 17/18, 18/19 og 21/22, hvor de dog aldrig er kommet længere en første knockout-runde.

Forrige artikel

Ten Hag udtager truppen til Europa League

Næste artikel

Optakt: Europa League-gensyn med Real Sociedad på Old Trafford

ANNONCE