Med den store succes er fulgt store spillere, og med stor inspiration er fulgt store personligheder, som har forsøgt at følge i skottens utrolige fodspor. Her tager vi et kig på Fergies børn. De, der kom igennem Manchester United, og som senere har forsøgt at tage springet ud i managerhvervet.
De har været spredt for alle vinde. Fra Thailands landshold til Frankrigs ditto. Fra Sunderland til Manchester City. Og fra skotske Celtic til norske Molde.
Alle har de været i lære hos den største og den bedste. Sir Alex Ferguson har været hård, og han har måske endda været uretfærdig, men hårtørreren har alligevel smittet så meget af på en række profiler, som senere har forsøgt at gøre skotten kunsten efter.
I lære hos mesteren
”Han vil se, hvordan spilleren reagerer. Er han svag, og kan han ikke håndtere det pres, manageren lægger, eller viser han sin styrke og kommer endnu stærkere ud af situationen. Det er, hvad Ferguson gør. Han giver spillere forskellige roller, som alle er nødt til at leve op til. Hvis ikke, så forsøger han at få dem væk fra klubben, fordi de ikke gør holdet stærkere.”
Sådan sagde Bryan Robson sidste år i et interview til OldTrafford.dk. Og Bryan Robson tog siden selv springet og blev manager. Det samme har en lang række spillere, som har taget ved lære at Fergusons metoder, gjort.
Tag for eksempel Steve Bruce, som i øjeblikket er en hårdt presset mand i front for Sunderland. Han har været manager i engelsk fodbold siden 1998, hvor han var spillende manager i Sheffield United. Bruce har aldrig taget sig af et af de store hold, men han har været uhyre stabil hos de små – fra Huddersfield over Birmingham til Sunderland.
Eller Roy Keane, som også var forbi Sunderland og senest var igennem et forløb uden særlig succes i Reading. Eller kig på Steve Coppell og Gordon Strachan, som begge havde lange managerkarrierer, efter de selv lagde støvlerne på hylden.
Og selvom man er blevet skolet af Sir Alex Ferguson, kan man godt vise mod og tage chancen hos rivalerne. Det gjorde Mark Hughes, da han i 2008-09 tog sig af managerposten i Manchester City. Inden da havde både det walisiske landshold og Blackburn haft glæde af angrebslegenden, som aldrig fik udpræget succes hos den blå del af Manchester. Heldigvis da.
Ikke helt samme kaliber
Succesniveauet er derfor måske til at tage og føle på. På det seneste har en af de store kulthelte – “The babyfaced assassin”, Ole Gunnar Solskjær – dog vist et ekstraordinært stort talent. Han førte den 30. oktober Molde til sit første mesterskab i klubbens 100-årige historie.
Men ellers har en række af “Fergies børn” haft noget svingende succes. Tag bare en Paul Ince, som spillede under Sir Alex Ferguson mellem “89 og “95. Han startede i bunden, med Macclesfield Town, men da han endelig fik prøvet sine kræfter af i en Premier League-klub, viste det sig, at han havde overordentligt svært ved at klare skærene. Tre sejre i 17 forsøg faldt ikke i klubledelsens smag. “Nuff said.
Ole Gunnars norske kollega Henning Berg har heller ikke vist formatet til at klare sig i en topklub. Lyn og Lillestrøm har været under hans ledelse, siden han pakkede støvlerne væk på hylden. I oktober i år fik han dog leveret i fyreseddel efter tre år i Lillestrøm. Bergs største resultat var en tredjeplads i Tippeligaen med Lyn.
Den store inspirationskilde
”Som træner har jeg lært meget af bare at stå og kigge på Sir Alex Fergusons metoder.”
I løbet af de seneste 17 år har midtbanegeneralen Bryan Robson forsøgt sig i managerøjemed. Med blandet succes. Han startede succesfuldt i Middlesbrough, og indtil videre er han sluttet af med blandede resultater som landstræner for Thailand. Han står i øjeblikket uden et managerjob.
Og sådan har det nok været for samtlige af de managers, der engang spillede under Sir Alex Ferguson. I hvert fald har en lang række af dem ytret sig yderst positivt om, hvordan de tog ved lære af skottens metoder på og uden for banen.
Men det er, måske overraskende, ikke alle, der nødvendigvis har haft Sir Alex som den største inspirationskilde. Roy Keane udtalte eksempelvis for nyligt, at Brian Clough er hans store managerforbillede. De sportsvidenskabelige aspekter, som Ferguson har været med til at indføre, er ikke helt hans kop te. Keane hører til den helt hårde, helt gammeldags type, og her er det spillet, og ikke det omkringliggende, der er i fokus.
Måske succesen lader vente på sig
I Frankrig har man fået en tidligere Manchester United-spiller ind som landstræner. Laurent Blanc spillede under Fergie fra 2001 til 2003, og han takkede ja til landstrænergerningen efter tre ganske succesfulde år i Bordeaux, hvor han vandt den franske double i 2008/09-sæsonen.
Men udover ham og Solskjær virker det til, at resultaterne lader vente lidt på sig for “Fergies børn”. Man kunne have ventet underværker i form af Chris Casper, som i 2005 blev manager for Bury i en alder af 30 år. Men Casper, som var en mindre succesrig del af “Class of “92”, måtte se sig fyret i 2008. Nu er han assistent for fodboldforbundet FA, hvor han tager rundt til engelske klubber og hjælper inden for akademisystemerne.
En hel række ganske habile managers, men kun ganske få med stor succes, har Sir Alex Ferguson altså kreeret ud af de mange spillere, som han har haft under sig i tiden som manager for Manchester United. Men man må ikke glemme, at fremtiden byder på store muligheder. Tag en Paul Scholes, der nu er en del af trænerteamet i United. Eller hvad med Ryan Giggs, som aldrig har lagt skjul på, at han gerne vil tage springet, når han hængerne støvlerne. Og Gary Neville er bestemt ikke et dårligt bud på en mand, der har viden og karisma nok til at kunne gøre sig som manager.
Hvem sagde Eric Cantona?
Her er en liste over tidligere spillere under Fergie, som siden er blevet managers
Gordon Strachan: Coventry (1996-01), Southampton (2001-4), Celtic (2005-2009), Middlesbrough (2009-10)
Bryan Robson: Boro (1994-2000), Bradford (2003-04), WBA (2004-06) Sheff U (2007-08) Thailand (2009-11)
Paul Ince: Macclesfield (2006- 07), MK Dons (2007-08), Blackburn (2008), MK Dons (2009-10), Notts County (2010-)
Mark Hughes: Wales (1999-2004), Blackburn (2004-08), Manchester City (2008-09), Fulham (2010-11)
Roy Keane: Sunderland (2006-2008), Ipswich Town (2009-2011)
Steve Bruce: Sheff U (1998-99), Huddersfield (1999-2000), Wigan (2001), C Palace (2001), Birmingham (2001-2007), Wigan (2007-09), Sunderland (2009-)
Mark Robins: Rotherham (2007-09), Barnsley (2009-11)
Laurent Blanc: (Bordeaux 2007-10), Frankrig (2010-)
Mal Donaghy: Northern Ireland Under-19″s
Ole Gunnar Solskjær: Man United Reserves (2008-10), Molde (2011-)
Henning Berg: Lyn Oslo (2005-8) Lillestrom (2009-11)
Darren Ferguson: Peterborough (2007-09), Preston North End (2010), Peterborough (2011-)
Chris Casper: Bury (2005-08)
Simon Davies: Chester City (2008)
Steve Coppell: Crystal Palace (1984-93, 1995-96), Manchester City (1996), Crystal Palace (1997-98, 1999-00), Brentford (2001-02), Brighton & Hove Albion (2002-03), Reading (2003-09), Bristol City (2010)
Alex McLeish: Motherwell (1994-98), Hibernian (1998-01), Rangers (2001-06), Birmingham City (2007-11), Aston Villa (2011-)
Graeme Souness: Rangers (1986-91), Liverpool (1991-94), Galatasaray (1995-96), Torino (1997), Benfica (1997-99), Blackburn Rovers (2000-04), Newcastle United (2004-06)
Mark McGhee: Reading (1991-94), Leicester City (1994-95), Wolves (1995-98), Millwall (2000-03), Brighton Albion & Hove (2003-06), Motherwell (2007-09), Aberdeen (2009-10)
Chris Turner: Leyton Orient (1994-95), Hartlepool United (1999-02), Sheffield Wednesday (2002-04), Stockport County (2004-05)
Paul Sturrock: St. Johnstone (1993-98), Dundee United (1998-00), Plymouth Argyle (2000-04), Southampton (2004), Sheffield Wednesday (2004-06), Swindon Town (2006-07), Plymouth Argyle (2007-09), Southend United (2010)
Andre tidligere spillere under Fergie, som siden har været managers:
Neale Cooper (Hartlepool og Gillingham), Graeme Sharp (Oldham), Maurice Malpas (Swindon), Paul Parker (Chelmsford og Welling), Willie Miller (Aberdeen), Roy Aitken (Aberden), Richard Gough (Livingston), Dough Rougvie (Montrose), Steve Archibald (East Fife og Airdrie), Steve Nicol (New England Revolution).
OldTrafford.dk sætter i denne uge fokus på Sir Alex Ferguson og hans 25 år i managersædet i Manchester United.