United videre til kvartfinalen efter kontrolleret sejr i Spanien

Marcus Rashford sikrede med et flot langskud Manchester United en 1-0-sejr ude mod Real Betis torsdag aften.

Manchester United er blandt de sidste otte i denne sæsons Europa League.

Det er faktum, efter at Erik ten Hag og co. slog Real Betis med 1-0 i Spanien torsdag aften. De røde djævle er dermed videre med en samlet sejr på 5-1.

Det var nok de færreste, der havde regnet med, at de hvid-grønne spaniere kunne hente Uniteds tremålsføring fra den første kamp. Men Betis havde dog ikke givet op på forhånd, hvilket det spanske hold lod sig vise fra begyndelsen af opgøret.

Betis lagde friskt fra start, hvor spanierne investerede en masse energi i spillet på banen, hvilket gav genlyd hos fansene på lægterne.

41-årige Joaquin fik blandt andet sendt et langskud på ydersiden af stolpen.

Et kvarters tid inde i kampen begyndte United så at få kontrol over spillet og tage brodden af de spanske værters offensiv.

United-spillerne viste sig ganske tilfredse med at forsvare sig med bolden på fødderne uden de store intentioner om at angribe for meget.

Efter pausen skruede de røde djævle en anelse op for tempoet, hvilket først gav en kæmpe chance til Marcus Rashford, som dog sparkede direkte på målmanden få meter fra mål.

United-topscoreren fik dog taget revanche få minutter efter, da han knap 30 meter fra mål modtog bolden i en fri position. Det tog englænderen som en invitation til at skyde på mål, hvilket han gjorde med stor kraft og præcision uden chance for Rui Silva i Betis-målet. Så var United foran og dobbeltopgøret afgjort.

Derefter tog Ten Hag flere af holdets største profiler af banen. Først Marcus Rashford, senere Bruno Fernandes og Lisandro Martinez.

Manchester United fortsatte med at dominere overfor et modløst Betis-hold, der virkede til at have mistet troen på avancement.

Lodtrækningen til kvartfinalerne finder sted fredag klokken 13.00 og kan ses på TV 2 Sport X og TV 2 Play.

Kampinfo: Real Betis 0-1 Manchester United
0-1: Marcus Rashford 55′

3 kommentarer
  1. Hæderlig præstation, fint vi for sparet spillere men det svære lidt for sent, men det har ikke været den hårdeste dag på kontoret for os, men gør arbejdet færdigt, rigtig fedt at se Pellestri fra start, fin indsats af ham, han udfordre godt mand mod mand og kommer godt mod baglinjen, en rigtig spændende, som jeg synes burde få mere spilletid.. godt gået Boys..👹
    ❤️🖤GGMU FOREVER ❤️🖤

  2. Fin fin sejr i en lidt kedelig kamp med United i kontrol og heldigvis slap for skader og karantæner.
    Desværre er der en del gange, hvor muligheden for at spille chancerne større ikke bliver taget – så det kunne godt være bedre.
    👹COME ON, UNITED👹

  3. Kedelig kamp uden nerve, heldigvis var Betis ikke nogen fare for os idag, et par muligheder gav vi væk men ligesom i første opgør var Betis tandløse.

    Kanon mål af Rashford og det var kampens højdepunkt, men han skyldte den ondelynme også efter den kæmpe afbrænder på Bruno pasning minuttet inden…

    Pellistri var okay idag uden at være prangende men dejligt han fik fuld spilletid.

    At Mads Juncker som “ekspert” kan udtale at Weghorst vinder rigtig mange hovedstøfsdueller er jo helt væk….Jeg ser alle Uniteds kampe og jeg kan tælle alle hans “vundne” luftdueller på en hånd og med hans knap 2 meter et det ikke meget over hovedet.

    I dag var Weghorst igen bare Weghorst, et par gode afspil men ellers intet slutprodukt, igen er han for langsom i feltet da han ikke når frem til riposten efter stolpen havde reddet Betis

    Maguire var solid sammen med Licha og begge gjorde fint nok central i forsvaret

    Nu håber jeg på en “nem” lodtrækning i morgen kl 13.00 så gælder det Fulham hjemme på OT i FA Cuppen Søndag.

    GGMU

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Startopstillinger: Pellistri med fra start mod Betis

Næste artikel

Maguire: Vi kontrollerede kampen i 2. halvleg

ANNONCE