Saudi-Arabien kan løsrive Manchester United fra Glazer-familiens gældsbesættende klør og tilføre uanede økonomiske midler til klubben. Prisen? United bliver et propagandaværktøj for et journalistparterende, kvindeundertrykkende, dødstrafsbilligende regime.
I bund og grund ser det komisk ud. Godt rød i ansigtet sidder en britisk herre i en sofa klemt ind mellem mindst 20 saudiske mænd, der alle er iført traditionelle, hvide, kjoleagtige klædedragter og har ternede hovedbeklædninger (shmag) bundet op med sorte kamelsnore (iqal) på hovederne. De forærer ham gaver; en parfume med et låg formet som et palmetræ, et billede af en hest og en fodboldtrøje med hans navn, Richard Arnold, bag på. Senere spiller de også på instrumenter for ham.
Snap Chat-videoerne af Manchester Uniteds koncerndirektør Richard Arnolds besøg i Saudi-Arabien gik viralt for en uge siden. Ikke på grund af den pudseløjerlige kulturudveksling. Men fordi at mødet satte liv til det rygte, som har verseret mere end et år: Den saudiske kronprins Mohammad bin Salman forsøger at købe Manchester United.
Glazer-familien er ikke interesseret i at sælge, selvom Saudi-Arabiens de facto-hersker eftersigende tilbyder svimlende tre milliarder pund – tæt på fire gange så meget, som Malcolm Glazer betalte for Manchester United i 2005. Det fortalte amerikanernes højre hånd Ed Woodward for nyligt i et interview med United We Stand, og kilder tæt på Manchester United har også afvist, at Richard Arnolds møde med den saudiske delegation skulle have noget som helst med en mulig overtagelse at gøre. Mødet, og overrækelsen af parfume, hestebillede og fodboldtrøje, handlede om den kontrakt, der har eksisteret mellem Manchester United og Saudi-Arabien siden 2017 – en samarbejdsaftale, der går ud på, at den nordengelske klub skal hjælpe med at udvikle fodboldindustrien i den olierige Golfstat.
Alligevel får rygterne det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Af to forskellige årsager.
For det første fordi, jeg kunne se det ske. Glazer-familien har en pris, og den saudiske kongefamilie har kassen; eftersigende er de gode for 1,3 billioner pund (en billion er 1000 milliarder, hvis du skulle være i tvivl). Hvordan associationen til Manchester United kan hjælpe Saudi-Arabien med at rette op på dets tvivlsomme, internationale ry, og hvorfor det på mange måder giver mening for saudiernes projekterede selvfortælling – som reformvenligt, moderne foregangsland – hvis de får ejerskab over ”de røde djævle”, kommer jeg nærmere ind på senere i artiklen.
Inden vi kommer så langt, vil jeg gerne dvæle lidt ved min anden kilde til koldsved: Få United-fans er på barrikaderne over Saudi-rygterne. Tværtimod oplever jeg, at mange byder kronprins bin Salman velkommen med åbne arme.
Et mindre onde end Glazer-familien
”De kan umuligt være værre end Glazers.”
Det argument går igen blandt United-tilhængere på sociale medier. Selv i kommentarsporet hos MUST, Manchester United Supporters Trust, der har kæmpet en endeløs kamp for at få klubben tilbage på fansenes hænder, finder man opadpegende tummelfingre til en saudisk overtagelse af klubben i Facebook-debatten. I en online-undersøgelse lavet af The Sun, som mere end 8.000 selverklærede United-fans har svaret på, foretrækker 91 procent af de adspurgte Mohamed bin Salman fremfor Glazer-familien.
Uden at tillægge mine egne observationer samt tabloidpressens tvivlsomme researchmetoder alt for meget validitet, tegner der sig et billede af en splittet fanbase. Og jeg kan sagtens se hvorfor, saudiske rigmænd virker mere tillokkende, end klubbens nuværende ejere.
Da Glazer-familien købte Manchester United for lånte penge for 14 år siden, forvandlede de med et fingerknebs United fra at være verdens rigeste fodboldklub til den mest forgældede. Siden har de amerikanske ejere drænet klubben for mere end 1 milliard pund – nogenlunde samme beløb som Sheikh Mansour fra Abu Dhabi har pumpet ind i ærkerivalerne fra Manchester City.
Efter Sir Alex Ferguson gik på pension i 2013, er Manchester United kørt fuldstændig af sporet. På direktionsgangene har der været mere fokus på globale partneraftaler med bildæksproducenter i Ukraine og solbrillemagere fra Hawaii, end på de sportslige resultater. Fire forskellige managers har skabt en kludetæppe af en trup med overbetalte, middelmådige fodboldspillere, der tilsyneladende kæmper hårdere for følgere på Instagram, end de gør på grønsværen. En sæson uden mesterskab plejede at være en fiasko. Nu virker førstepladsen lysår væk, og vi fans er lykkelige, hvis vi slutter i top fire og kvalificerer os til Champions League.
Der er en udbredt følelse af, at Manchester United er i gang med at miste sin sjæl. Jeg deler selv fornemmelsen. Vores episke historie – med The Busby Babes, The Treble-sæsonen, halsbrækkende comebacks i Fergie-time, offensiv angrebsfodbold og store legender som Best, Cantona og Ronaldo – er et nostalgisk ekko fra fortiden, der fungerer effektivt for Glazer-familiens ambition om at bruge klubben som malkeko.
Samtidig tordner vores største rivaler fremad. I denne sæson vinder Manchester City deres tredje Premier League-trofæ i streg, eller også vinder Liverpool deres første mesterskab i tre årtier. Det er pinefuldt.
Hvis den saudiske kronprins køber Manchester United, finder vi måske tilbage til fordums styrke. Med uanede økonomiske muskler, og en målsætning om at jorde både Abu Dhabis lyseblå projekt på Etihad og Qatars kamp for det fodboldmæssige verdensherredømme i Paris Saint-Germain, vil bin Salman levere stjernespillere, sejre og pokaler tilbage til Old Trafford. Måske smider kronprinsen et par milliarder pund efter Kyllian Mbappe – bare for at give Qatar fingeren. Måske investerer han pengesummer i ungdomsfaciliteterne, som Nicky Butt kun har fantasi til at forestille sig. Og måske bliver United atter verdens bedste fodboldhold.
Men det bliver ikke en gratis omgang. Prisen er vores samvittighed og den lille smule sjæl, som United har tilbage.
Manchester United som blød magt
Jeg ved det ikke med sikkerhed. Men jeg er ret overbevist om, at Mohammad bin Salman ikke ligger søvnløs om natten på grund af Manchester Uniteds sportslige deroute. Selvom saudierne, ligesom de fleste andre i den arabiske verden, er fodboldtossede, er det ikke fodbold, som hans interesse i United bunder i. Det handler om det, man i den akademiske verden kalder for ”soft power”.
Sagt på en meget simpel måde, er fidusen med soft power, at man opnår indflydelse ved at være tiltrækkende. Man hverken betaler eller tvinger nogen til synes godt om en – man forfører dem ved at have en spændende kultur, en inspirerende politisk ideologi eller sympatiske idealer.
Lige nu er der ikke så meget valuta på Saudi-Arabiens soft power-konto. Lortesag på lortesag får rent ud sagt kongedømmets ry til at stinke.
Millioner af yemenitiske børn er blevet udsultet i saudiernes proxykrig mod Iran, milliarder af landets penge er blevet doneret til det undertrykkende militærregime i Sudans overlevelse, og kronprinsen har overgået sine forgængere i menneskerettighedskrænkelser mod egne borgere: Politiske modstandere dømmes til halshugning og ulovligt anholdte aktivister tortureres i fængslerne.
Mest sensationel er sagen om Jamal Khashoggi. For 13 måneder siden gik den saudiske journalist og politiske kommentator, som skrev kritisk om sit hjemland for Washington Post, ind på det saudiske konsulat i Istanbul i Tyrkiet. Han skulle hente nogle papirer, så han og hans forlovede kunne blive gift, men kom aldrig ud igen. I stedet blev den 59-årige journalist myrdet og parteret af et hold af saudiske specialstyrker, fløjet ind fra Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh.
Den dag i dag påtager kronprisen sig nationalt ansvar for mordet på Khashoggi, men benægter alt personlig kendskab til planerne. Hans forklaring er hullet som en si. Men Saudi-Arabien råder over 265,8 milliarder tønder olie, og derfor lader verdenssamfundet alle forbrydelserne passere.
Sådan da. For det påvirker saudiernes image og spænder ben for den nationale selvfortælling, som bin Salman forsøger at værne om: Saudi-Arabien som et mytisk og bjergtagende land, på vej mod en mere moderat islamisk styreform, der kan liberalisere hele Mellemøsten. Takket være kronprins Mohamad bin Salmans mange reformer må kvinder i landet nu for første gang køre bil og rejse frit uden en mandlig værge.
Tidligere bandlyste koncerter og biografer skyder op, og hele verden er fra og med sidste måned inviteret til at komme på turistvisum og opleve herlighederne. Alt sammen er det en del af kongedømmets 2030-visioner, der skal gøre en moderne, saudisk stat mindre afhængig af olie og tiltrække udenlands investering.
Og det er her, at Manchester United kommer ind i billedet. Den traditionsrige fodboldklub er, trods de svigtende resultater, stadig et af verdens største sportsbrand. Og netop sport indeholder alle værdierne, som Saudi-Arabien gerne vil forbindes med: Sammenhold, sund konkurrence, fairplay, inklusion, følelser og begejstring. Med andre ord: Soft power.
Kommer Manchester United på saudiske hænder, kan kongedømmet ”sportsvaske” deres eget dårlige ry i en legendarisk fodboldklub, som millioner af mennesker verden over identificerer sig. De får en global og levende reklamesøjle af fodboldstjerner i røde United-trøjer, der kan projektere lige præcis det billede af Golfstaten, som kongefamilien ønsker. Et frækt bud er, at vi kommer til at se reklamefilm med en smilende Paul Pogba på passagersædet ved siden af kronprinsessens bilkørende søster, før vi se franskmanden ved siden af alle de kvinder i Saudi-Arabien, der rent faktisk kæmpede for, at kvinder måtte køre bil – og nu sidder i fængsel.
”Out of the frying pan into the fire”
Hvad fanden rager det alt sammen mig, tænker du måske nu. Jeg interesserer mig jo bare fodbold, ikke politik – hvorfor skal jeg forholde mig til, hvilke ejere der er ”rigtige” og ”forkerte”.
Det er et både gyldigt og pragmatisk synspunkt. Og det er den tankegang, Manchester City-fansene har overlevet deres fandom med i mere end et årti nu.
Hvis Saudi-Arabiens kronprins køber Manchester United, bør man så ikke holde med sin klub længere? Hvis man siger fra overfor Saudi-Arabien, skal man så også droppe at følge VM i Qatar? Hvor mange ting må vi sløjfe fra vores liv, hvis alt skal gå i spænd med et politisk korrekt kompas?
Jeg har ikke svarene. Men jeg ved, hvad Manchester United betyder for mig, og hvorfor jeg personligt ville have det svært med en saudisk overtagelse. United er en del af mig og mit ego. Jeg er stolt over det, som United har opnået på fodboldbanen, og de værdier, som klubben er bygget op omkring. Jeg identificerer mig med det ungdommelige mod, figthermentaliteten og ”never say die”-attituden, som ligger i ”The United Way”. Jeg elsker de relationer, som United har skabt for mig – at jeg deler begejstringen og frustrationen over resultaterne med ligesindede venner og familie.
Tanken, om at alle de følelser skulle være et instrument i Saudi-Arabiens bestræbelser på international legitimitet, smager ikke godt i munden.
Vores engelske venner har et udtryk, der hedder ”out of the frying pan into the fire”. Det bekriver, at man forsøger at bevæge sig ud af en dårlig eller skidt situation, men ender i en, der er meget værre. At se Glazer-familien blive erstattet af det saudiske kongedømme ville være at ryge direkte fra den stegende pande og ned i ilden.
