Søndag løb Manchester United ind i et af sæsonens lavpunkter, da de på hjemmebane tabte 1-0 til bundproppen West Bromwich.
Med et slag er kampen om andenpladsen genåbnet. Fadæsen kom blot otte dage efter, at United vendte et truende 2-0-nederlag til en 3-2-sejr over Manchester City på udebane og dermed satte den blå mesterskabsfest i bero. I går kunne Pep Guardiola og co. i stedet fejre klubbens femte engelske titel hjemme fra sofaen, mens de så et ugideligt United-mandskab resignere til ligaens uden sammenligning dårligste hold.
Der er ikke noget at sige til, hvis de nyslåede mestre undrede sig over, hvordan de kunne tabe til det samme United-hold, der for ni dage siden sørgede for et af de mest medrivende comebacks nogensinde – for Mourinhos tropper var som forvandlet. Væk var gnisten, fighterviljen og det hurtige omstillingsspil, der lammede City, og tilbage stod et Manchester United, der virkede ukoncentreret, tvært og ugideligt.
For udefrakommende var det chokerende og dybt frustrerende at se på. Men hvis man skal tro José Mourinho, havde derouten været under opsejling hele ugen. Sejren over City havde slet og ret gjort spillerne magelige:
”Jeg prøvede at bekæmpe det hele ugen, for jeg kunne mærke det. Man kan se ændringen i attituden i dag hos nogle af spillerne sammenlignet med andre uger: Afslappet, alt for stilfuldt, en ekstra berøring, en ekstra drejning og et ekstra svirp. Mestre i at gøre det kompliceret. Vi gjorde vores fodbold kompliceret fra start og gav West Bromwich mulighed for at føle sig komfortable rent defensivt,” sagde Mourinho til Manchester Evening News.
Taber point mod bundhold
Lad det være sagt med det samme, at manageren til hver en tid har ansvaret for at kunne motivere sine spillere og sætte den rigtige taktik op til alle kampe. Her må José Mourinho siges at have fejlet flere gange, især i det smertefulde nederlag til middelmådige Sevilla i Champions League.
Løber man listen igennem over nederlag og uafgjorte resultater i indeværende sæson, begynder der imidlertid at tegne sig et billede: Tre af seks nederlag i Premier League er kommet mod Huddersfield, Newcastle og West Bromwich.
Af de fem remiser har fire af dem været mod Stoke, Leicester, Southampton og Burnley – modstandere, der på papiret burde være en walkover for Manchester United. Derudover var der det pinlige exit til Bristol City i Carabao Cuppens kvartfinale.
Fælles for ovenstående kampe har været ukoncentrerede og fejlfyldte præstationer fra nogle af Uniteds nøglespillere. Hvem husker ikke kampen mod Leicester lillejuleaften, hvor Anthony Martial, Jesse Lingard og Marcus Rashford brændte chancer på stribe, eller Paul Pogbas ræderlige præstation mod Newcastle på udebane?
Søndag blev Uniteds dyreste spiller igen flået ud efter en lille time, hvilket står i skarp kontrast til hans indsats mod City ugen forinden.
Pointen er, at Mourinho ikke står alene med ansvaret for de svingende præstationer. Spillere som Pogba, Alexis Sanchez, Juan Mata, Martial og Lingard og til dels Rashford burde være i stand til at levere på et stabilt niveau, uanset om modstanderen er et top seks-hold eller i den kedelige ende af rækken.
Mangler ledere
Pilen peger i min optik lige så meget på manglende lederskab fra de rutinerede kræfter på Old Trafford. Det er svært at forestille sig den samme opgivende attitude mod West Bromwich, hvis f.eks. Roy Keane havde løbet rundt på banen.
Uniteds nuværende anfører, Michael Carrick, har desværre haft en skuffende sæson med skader og helbredsmæssige problemer, og til sommer indstiller han karrieren for at træde ind i trænerstaben. Ander Herrera, Chris Smalling og Paul Pogba har alle været så svingende i deres præstationer, at det tydeligvis ikke har været nok til at overbevise Mourinho om, at de skal være Uniteds næste kaptajn.
Tilbage står Antonio Valencia, der er i sin karrieres efterår, og som efter mere end ti år i Premier League fortsat ikke taler engelsk, betegnes som genert og derfor har glimtet i sit fravær i pressen. Det er mig en gåde, at han har båret anførerbindet i størstedelen af kampene, hvilket desværre understreger Uniteds problemer med manglen på lederskab.
Men hvad med Manchester City? Hvem har de af ledere udover Vincent Kompany, vil den opmærksomme og kritiske læser måske spørge.
Det er svært at få øje på, men det er immervæk også lettere for et hold at sætte den på cruise control, når samtlige positioner er besat af kvalitetsspillere, og at der derfor er kamp om pladserne. United kæmper fortsat med efterdønningerne af perioden under David Moyes og Louis van Gaal, og det ligner et farvel til marginalspillere som Daley Blind, Matteo Darmian, Luke Shaw og Marouane Fellaini til sommer.
Manchester United er på femte år i gang med en smertefuld genopbygning efter Sir Alex Ferguson. Det er desværre påfaldende, hvor meget klubben mangler personligheder, der kan trække resten af holdet op, når tingene ikke flasker sig på banen.
Man længes tilbage til tiden med store profiler som Paul Scholes, Ryan Giggs, Steve Bruce, Roy Keane og en Wayne Rooney i sin storhedstid.
