Som fans af Manchester United er mange af os nok ved at være vant til at måtte hæve øjenbrynet et par gange hen over sommeren, når vi har fulgt med i klubbens ageren på transfermarkedet. Det er efterhånden svært at holde styr på, hvor mange gange en Manchester United-transfer er gået igennem, hvor enten transfersummen, lønningerne eller begge dele er helt ude af proportioner, og hvor medierne har haft en fest med det efterfølgende. Der er mange eksempler på det, og det siger meget om klubben, at holdets kaptajn er det måske mest tydelige. Personligt har jeg ofte forsøgt at lade tvivlen komme spilleren og klubben til gode, men efter næsten ti år med tvivlsomme transfervinduer, grænser det til naivitet at tro, at det ikke skyldes inkompetence, når klubben gang på gang ender med at overbetale både klub og spiller.
Hvor end jeg gerne ville, er spaltepladsen og tålmodigheden for begrænset til at forsøge at danne sig et overblik over alle aspekter af Manchester Uniteds transfermæssige deroute det seneste årti. Jeg vil derfor forsøge at indsnævre fokusset en anelse og kigge på de uhyggelige lønninger, som klubben så ufortøvet deler ud til højre og venstre, og hvilken betydning det har haft for klubbens sportslige resultater. United har i mange år været generøse med deres lønninger, og har med tiden forvildet sig ind i en ond cirkel, som år efter år forværrer deres udgangsposition på transfermarkedet. For nylig så jeg et opslag, som sammenlignede United-spillernes løn med de øvrige topklubbers stjernespillere. Tallene kommer fra Capology, som estimerer spillernes løn ud fra transferjournalisters udmeldinger samt kilder tæt på klubberne. De er fra 21/22-sæsonen.
Hvad betaler vi spillerne for?
Set i lyset af Uniteds manglende sportslige resultater de seneste mange år, ser spillernes lønninger helt latterlige ud, når de bliver stillet op ved siden af rivalernes. Selv Chelsea og City, som må formodes at have de samme økonomiske muskler som United, kan ikke følge med de røde djævle, når det handler om at stå i overbetalte spillere til halsen. United havde 8 spillere, som i sæsonen 21/22 blev betalt mere end 200.000 pund om ugen, hvor City og Chelsea kun havde 4. Samtidig har United siden 2013 ikke vundet andet, end hvad Mourinho med nødt og næppe kunne skrabe sammen i 16/17 sæsonen, hvorimod City i samme periode har vundet 5 Premier League trofæer, Chelsea har 2 og en Champions League pokal, og Liverpool har vundet en af hver. De andre topklubber har også høje lønudgifter, men det giver da unægteligt mere mening, når det munder ud i trofæer. Hvilket det som bekendt ikke har gjort for United i meget lang tid. Spillet bliver ikke bedre. Trofæskabet støver til. Lønningerne bliver højere. Det hænger simpelthen ikke sammen. I hvert fald ikke fra et sportsligt synspunkt.
Når United engang imellem får forhandlet en transfer hjem, og går til forhandlingsbordet med spilleren, er det som om de betaler spilleren, for hvad de har udrettet i andre klubber. Spillernes løn bliver enten vurderet på baggrund af det, de allerede har udrettet, eller på baggrund af nogle vanvittige forventninger til en ung spillers potentiale. Tag Sancho som eksempel. En 21-årig spiller, som Sancho var dengang, der kommer med gode statistikker og et unægteligt stort potentiale i bagagen. Men er det virkelig nok til at gøre ham til en af ligaens bedst betalte spillere fra starten af? Blev han tilbudt 350.000 pund i ugen, fordi talentet er så stort, at man kan vide sig sikker på, han kan leve op til sådan en løn? Det tvivler jeg på er muligt. Fik han dem derimod, fordi hans agent så, at Cavani, Pogba og Martial alle tjente over 250.000 pund i ugen? Det tror jeg er mere sandsynligt. Fordi selvfølgelig skal vores nye stjerne med så ung en alder og så gode præstationer på cv’et tjene mere end Martial? Mata, Fred og det dobbelte af Phil Jones?
Kigger man derimod på rivaler i City, Chelsea og Liverpool har de ikke ladet deres lønpolitik løbe løbsk på samme måde. Der er naturligvis også enkelte overbetalte spillere, og klubbernes stjernespillere blander sig også i toppen, når vi kigger på ligaens bedst betalte. Men her snakker vi Kevin De Bruyne. Mohamed Salah. Nogle af ligaens bedste spillere, som først har fået de her luksuriøse kontrakter, efter de har bevist sig i ligaen. Man sidder med fornemmelsen af, at de her klubber har et system eller nogle fastlagte principper for hvem, der får hvad, hvorimod United i deres desperation alt for ofte har gået på kompromis med sund lønpolitik.
En ond spiral
Med tiden har det medført, at vi som aktør på transfermarkedet står meget svagere, end det er tilfældet hos vores konkurrenter. Når du har andre spillere, som tjener meget høje lønninger uden at have vist noget ekstraordinært på banen, bliver det meget nemt for nye spilleres agenter at kræve endnu højere lønninger. Der er alt for mange spillere i Manchester United, som tjener meget mere, end de egentlig har gjort sig fortjent til på banen. Ronaldo er en superstjerne, ja, men det er givetvis lige så meget netop den kommercielle status, som berettiger hans monsterløn, som det er hans præstationer for klubben. Det har siden åbnet op for, at andre agenter er begyndt at vurdere deres spillere på den måde. Ifølge en række engelske medier, heriblandt Daily Mirror, bad Mino Raiola i foråret om 500.000 pund i ugen til sin klient, Paul Pogba, fordi Pogbas kommercielle værdi også er meget høj. Og hvorfor skulle han så bekymre sig ret meget om, hvordan det går med spillet på banen? Det er en ond spiral, som gavner pengegriske agenter og giver dem flere kort på hånden, når de sidder ved forhandlingsbordet.
Det gælder både nye og gamle spillere. Det er ikke for at hakke ned på Jadon Sancho; jeg tror, han kan blive en fantastisk spiller for United. Men den kontrakt, der er blevet givet fra start til så ung en spiller, varsler om uhørt store beløber på fremtidige kontrakter, hvis han altså bliver den spiller, vi alle går og håber på. For ikke at nævne, at hans kontrakt er med til at gøre det utrolig svært at vende dette mønster, da man jo håber, han skal være i klubben i mange år.
Og netop ham, som måske var vores mulighed for at bryde spiralen, er blevet smidt på porten over sommeren. Ralf Rangnick, som så igennem klubbens facade, og turde italesætte problemerne bag kulissen i offentligheden. Det viser sig ikke at være noget, som bliver belønnet i Manchester United. Men der er noget andet, som kan være med til at stabilisere situationen, og det er det Ronaldo-exit, vi sandsynligvis står overfor inden for den nærmeste fremtid. Ronaldo er muligvis en af dem, hvis navn kan retfærdiggøre en grotesk løn, men ham og hans kontrakt gør det samtidig meget svært for klubben at stoppe op og sige: “Nu prøver vi lige at starte forfra.”, hvilket ellers er præcis, hvad klubben har brug for at gøre.
Kan det lade sig gøre at starte forfra?
Ja, kan det? Nogle gange er det svært at forestille sig, hvordan en kæmpeklub som United skal få vendt skuden, da få klubber med den størrelse og historie har stået i samme situation. Men lige netop dette aspekt af klubbens problemer har vi faktisk set i en anden klub med en lignende størrelse og historisk baggrund. Sidste sæson vandt AC Milan deres første ligamesterskab i 11 år, efter at have skuffet fælt i adskillige sæsoner både med henblik på de sportslige resultater og på transfermarkedet. Dette kommer ikke mindst på bagkant af den nulstilling Paulo Maldini stod for, hvor han over en 4-årig periode har halveret deres lønudgifter. Ifølge Capology, havde AC Milan i 18/19-sæsonen en årlig lønudgift på 142 millioner euro, som sammen med skødesløs investering på transfermarkedet årene forinden, udgjorde et brud på Finansiel Fair Play, og fik dem udelukket fra europæisk fodbold i sæsonen 19/20. Paolo Maldini kom ind som sportsdirektør i 2018, hvor han hurtigt fik ændret rekrutteringsstrategien. En af grundene til Milans succes i nyere tid er klubbens nye fokus på at hente unge, sultne spillere med en højere videresalgsværdi og lavere lønkrav. En anden del af den nye strategi var af komme af med nogle af klubbens mest løntunge spillere, hvis bidrag til holdet ikke forsvarede beløbet på deres lønseddel, heriblandt navne som Gonzalo Higuain, Gianluigi Donnarumma og Tiémoué Bakayoko. I denne sæson har klubben ingen spillere, som tjener mere end 115.000 euro i ugen – det tilsvarende værende omkring 100.000 pund – og de har mere end halveret deres årlige lønudgifter. Og det er som forsvarende mestre. Som tabellen viser, havde Manchester United i sidste sæson 16 spillere, som tjente mere end 100.000 pund i ugen, og vi kvalificerede os med nødt og næppe til Europa League. AC Milans transformation over de sidste 3-4 år er et fremragende eksempel på, hvordan en klub i Uniteds situation kan rejse sig, og vi er nødt til at tage ved lære af det.
Sommerens trupudrensning præsenterer en mulighed
Klubbens sjuskede lønstruktur toppede sidste sommer, da vi smed tre nye signings direkte ind på Premier Leagues top fem over bedst betalte spillere uden at se nogen positiv forskel på banen. Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke er ude på at hænge spillerne ud. Men det er mig en gåde, hvordan en administrerende direktør, uanset om det er Woodward, Richard Arnold eller en anden, kan sige til sig selv, at de gør et godt stykke arbejde, når man kigger på det sportslige udbytte. Vi er en klub hovedsageligt drævet af investorer og forretningsmænd, men selv fra et kynisk, pengegrisk perspektiv, kan jeg ikke se, hvordan man kan være tilfreds med det afkast, de får for investering. Vi går imod en fremtid med astronomiske udgifter til investering i stadionet, i træningsanlægget og i spillertruppen, samtidig med at lønudgifterne fortsætter ukontrolleret i en opadgående spiral. Og vi får intet sportsligt ud af de økonomiske anstregelser.
Hvis jeg til sidst skal forsøge at tage de positive briller på, så ligner det, at klubben egentlig står et sted, hvor der er mulighed for at forsøge at vende tingene til dels. Vi er kommet af med flere løntunge spillere i Lingard, Pogba, Mata, Cavani m.fl., og det er stadig uvist, om Ronaldo har en fremtid i klubben efter januar. Flere af hvem ikke bidrog med ret meget på banen, men hævede en fed check på månedens sidste bankdag. Der er kommet en ny træner til, som har en bestemt idé om, hvem han gerne vil have ind, og hvis man ser bort fra Casemiro, er der ingen af sommerens indkøb, som har fået grotesk høje lønninger fra start af. Der er lang vej igen, men hvis kulturen, politikken og strukturen omkring lønudgifterne skal vendes, er det ikke det dårligste tidspunkt at starte.
