Rød røg, kampråb og lykkerus. Kom med i hælene på OldTrafford.dk-bruger Klaus Rose, der lørdag overværede Manchester Uniteds 2-1-sejr over Tottenham på stadionet i London.
Mine gode ven Kasper og jeg er klar. Den obligatoriske traditional English breakfest er fortæret, og der er afgang mod Wembley. Sommerfuglene flyver rundt i maven på mig, da vi vandrer ned af den ikoniske gade mod stadion, hvor vi skal hente billetterne. Nær ticket office møder vi en steward som er meget klar i spyttet: ”Get the tickets, then go get pissed lads” – og det præcist, hvad vi har tænkt os at gøre! Vi sætter retningen mod The Arch, som til lejligheden er omdannet til en United-pub.
Vi er der tidligt, så der er kun 30-40 Manchester United fans i alt. Vi bestiller dagens første drikkelse og inviteres af et ældre ægtepar til at sidde hos dem under en pavillon, hvor snakken naturligt falder på United. Jeg synes altid, fortællinger fra ældre fans er fascinerende. At høre deres oplevelser med vores hold og deres perspektiver på den nuværende fodbold – de har trods alt oplevet en del flere generationer af United end mig. Snakken falder på kampens resultat, hvor undertegnede gætter 2-1, mens englænderne er ved højt mod og byder 3-1. Pludselig høres skrålende mennesker rundt om hjørnet: ”And we’re going to Wembley”. Vi ser op og der kommer en stor gruppe United-fans med romerlys og flag.
Kasper og jeg bliver enige om, at de må være på vej til Green Man, som eftersigende skulle være stedet til opvarmning inden kampen.
”We’re Man United. We’ll do what we want!”
Små 10 minutter senere ankommer vi til Green Man sammen med gruppen og stedet er allerede godt fyldt. Det er mange gange større end det gamle Sam Platts eller Bishop Blaize tæt på Old Trafford. Små tre timer før kampstart er der godt over 1000 mennesker samlet på Green Man.
Personligt elsker jeg opvarmningen inden kampen. Det er her man mødes med andre United-fans, diskuterer United og skråler med på sangene om holdet, vores spillere og selvfølgelig alle scouse bastard-sangene. Stemningen her er et inferno af røg, romerlys og fællessang. Og der er selvfølgelig plads til lidt ”banter” blandt briterne, så hver gang en person sparker en bold væk eller ned på jorden på pladsen, vender alle personer sig og råber ”You scouse bastard, you scouse bastard”. Når dørmændene prøver på at slukke det røde røg, får de også en tur.
En fyr er på en eller anden forunderligvis hoppet op på taget af Green Man. Han tænder rød røg, og alle udbryder ”We’ll do what we want. We’ll do what we we waaant. We’re Man United. We’ll do what we want”. Alle skriger med, griner og stemningen er ubeskrivelig høj. Jeg tror ikke, at jeg gennem mine snart 20+ kampe har oplevet lige så høj volume inden en kamp, som jeg oplever her.
Flag giver stemning
Små 40 minutter før kampen starter, går vi mod det enorme stadion. Jeg er ikke sikker, men føler, at vi står ret tæt på singing section, for alle synger, danser rundt og Wembley er dækket af rød røg.
I anledningen af FA cuppen, er der på alle pladser lagt et United flag, og jeg skal da love for, at det giver stemning. Alle synger og flager, hvilket skaber en stemning, som man ellers kun oplever på Stretford End. Måske United bør overveje at trykke flag til samtlige hjemmekampe, for det skaber noget helt unikt. Vi er placeret ret tæt på banen, på nogle ret fede pladser sammen med en masse oplagte United-fans. Der er så meget gang i den, at de stakkels Tottenham-fans er lydløse i starten af kampen, og jeg står med den fedeste følelse i kroppen. Intet, INTET kan gå galt i dag, tænker jeg.
Det bliver dog ret hurtigt modbevist og pludseligt kan vi se Ali prikke Tottenham foran. For første gang kan man høre Spurs-fansene, men modsat hvad der ellers ofte sker på Old Trafford, så samler United fansene sig. Vi er lynhurtige tilbage med sang, der overdøver Tottenham. Det føles som om, at fansene i dag har lavet en pagt om, at lige meget hvad, så skal United bæres igennem hele kampen. Der går heldigvis ikke længe, før at den storspillende Sanchez udløser lykken blandt alle os fans. Præcist i det øjeblik at Pogba smider bolden indover mod Sanchez, går alle fans helt amok, da de fleste af os kan se, at det her ender i et mål. Jeg ser bolden svæve ind i nettet, før hele tribunen bryder ud i dans, kram og sang. Vi er tilbage!
Den fedeste fornemmelse
Anden halvleg starter som første halvleg. Vild stemning, optimisme og en tro på, at Tottenham ikke får held med at slå os. Og der går ikke længe før at forløsningen kom. Præcist i sekunden inden Herrera banker bolden ind til 2-1, står jeg og kigger på alt andet end fodbold, da min fulde sidemakker er ved at hælde sin pie udover mig. Lige som jeg retter blikket tilbage mod banen, ser jeg bolden krydse linjen og mærker lettelsen. Ander Herrera får tribunen til at eksplodere. Jeg har aldrig i mit liv krammet med så mange forskellige ukendte fans før, men alle er ligeglade. Vi er som en stor familie, der ikke har set hinanden i flere år – alle skal have kram, knus og tårerne er svære at holde tilbage. Vi har lige vendt 0-1 til 2-1 i en FA Cup semifinale. Det er vanvittigt!
Den sidste halve time føles som 90 minutter, og alle følelserne kom i spil, mens jeg skriger med på alle sangene. Jeg forstår ikke specielt meget af, hvad der præcist sker på banen i de sidste 30 minutter, da jeg er i en lykkerus uden lige over det geniale 2-1 mål. Men jeg mærker, at tribunen på intet tidspunkt stopper med at synge. Opbakningen til holdet er intet mindre end fænomenal – tæt på det bedste jeg nogensinde har oplevet, og det er på trods af, at jeg normalt holder til på Stretford End. Da slutfløjet endelig lyder, mærker jeg forløsningen – vi får muligheden for en smule oprejsning i FA cup finalen i en eller træls sæson, hvor City løb med mesterskabet. Alle er lykkelige, alle synger og alle ved, at vi skal tilbage om en måned for, at løfte pokalen!
