Referat Chelsea FC – Manchester United
En flot og heroisk fighterindsats af United gav fortjent uafgjort i London. Chelsea var farligst, men Uniteds forsvar var suverænt i dag og var hovedårsagen til det gode resultat, som bringer United tættere på finalen i Cardiff.
Det var klart fra kampens start, at denne aften ikke ville være som tidligere Carling Cup-kampe, bare et kig på holdopstillingerne vidnede om, at kampen blev taget meget seriøst af de to managere, og matchen startede da også som lyn og torden. Begge hold prøvede desperat at få overtaget på den overfyldte midtbane, hvilket resulterede i en masse nærkampe og tilfældige chancer.
Chelsea fik hurtig et par tilfældige chancer, Joe Cole var især farlig i denne periode, men hans afslutninger var for svage til at true Howard i målet. Sekunder efter Coles forsøg mod Howard, driblede tilbagevendte Saha snedigt imellem to Chelsea folk og blev kantet, men åbenbart ikke nok til at dommeren ville fløjte for straffe.
Spillet var stadig inde i en rodet og hektisk periode, men forsøg i begge ender. Tættest kom Duff med et hårdt langskud, han måtte dog se sit forsøg lige forbi sammenføjningen. En lille advarsel til United. United svarede tilbage med angreb, først følte Ronaldo sig snydt for straffe, hvilket han ikke blev, siden missede Saha en gylden hovedstødschance efter Rooneys hjørnespark, en Saha i ordentlig kampform havde nok scoret.
Kort efter var Chelsea i førersædet, først kom Lampard tæt på med et fræk hovedstød tæt forbi stolpen, og lige efter havde Gudjohnsen bolden i nettet, men der blev korrekt fløjtet for offside. Den underholdende halvleg sluttede af med et stærkt Rooney forsøg, men Cudicini reddede flot i akrobatisk stil ved stolpen.
Man troede næppe det var muligt, men anden halvleg blev ligeså underholdende som første, der blev tacklet så det sang, nærkampene var hårde, og det kom da også til lidt håndgemæng i slutfasen.
Chelsea startede stærkt og tog United på sengen. Første kiksede Howard et udspark, men Cole missede igen. Chelsea kom endnu tættere på sekunder efter, Lampard driblede frækt forbi Neville og O”Shea med et par skarpe driblinger i feltet, og han sender da også bolden forbi Howard, men til Uniteds held redder dagens mand Heinze heroisk på stregen. Selv samme Heinze begik et frispark mod Drogba lidt efter, frisparket bliver sendt til Drogba, som fyrer af fra kanten af feltet, bolden bliver rettet faretruende af, men Howard redder med en flot refleks redning.
De sidste 15 minutter af kampen var en stor fight, især Heinze og Fortune sendte nogle bidende tacklinger af sted, som resultat af de mange nærkampe var der mange dødbolde i slutminutterne, men begge hold var brugte og misbrugte dem alle. En flot fight i et forrygende tempo giver altså United uafgjort, og dermed kan United avancere til finalen med en sejr i på Old Trafford i returkampen.
Spillerkarakterer:
Howard: 7
Enkelt fejl da der skulle sparkes væk, men ellers rigtig god kamp og en flot refleksredning.
P. Neville: 6
Virkede en smule nervøs i dag, bakkede for ofte. Men viljen var der.
Silvestre: 8
Stærk kamp, organisere godt i Ferdinands fravær.
Heinze: 9
Suveræn kamp af argentineren, fighter fra første til sidste minut.
O’Shea: 7
God kamp, stod solidt dog et par småfejl undervejs.
Fortune: 8
Hvilket “comeback”, kæmpede formidabelt og havde flere gode afleveringer fremad.
Ronaldo: 7
Stadig et stykke fra topformen, men en af hans bedre kampe i denne sæson.
Fletcher: 8
Superstærk i dag, læste spillet godt og lukkede af når der var brug for det.
Djemba-Djemba: 5
Præstation under par, mangler meget i det offensive, umiddelbart ikke fremtidens mand.
Rooney: 8
Lidt fejlplaceret på midtbanen, men havde stadig et par farlige forsøg. Kæmpede også bravt.
Saha: 7
God første halvleg, i anden gled han desværre lidt ud af kampen. Men fornuftigt comeback.
Scholes (ind i 61 min.): 7
Fordelte spillet glimrende i den korte tid, at han var inde.
Smith (ind 90. m): For kort tid på banen til bedømmelse.
Dagens OldTrafford.dk-Man of the Match: Gabriel Heinze