12. dec.: Hollænderen, der vandt det 20. mesterskab

Redaktionen på OldTrafford.dk bruger julen og vores 15 års jubilæum som undskyldning til at kåre de 24 bedste Manchester United-spillere siden 2003. En umulig opgave. Men ikke desto mindre har vi gjort det. Og i dag er vi nået til den 13. bedste – Robin van Persie.

Sjældent har en spiller været så dominerende for sit hold, som Robin van Persie var i 2012/13-sæsonen. Den tidligere Arsenal-kaptajn blev hentet ind fra London for 22,5 millioner pund, og flere fans og eksperter noterede sig, at det var dyrt beløb for en 29-årig, hvis yndlingsposition var den samme som Wayne Rooney. 

48 kampe, 30 mål, 15 assists og en Premier League-titel senere var den snak forstummet.

I sommeren 2012 blev Manchester United ellers spået en svær sæson. Nogle måneder forinden havde ærkerivalerne fra City stjålet mesterskabet i overtiden af sidste spillerunde, og deres manager Roberto Mancini havde investeret 50 millioner pund i Javi Garcia, Matija Nastasic, Maicon, Scott Sinclair og Jack Rodwell. United tabte desuden deres første kamp på udebane mod Everton – Marouane Fellaini blev matchvinder, og David Moyes kunne juble, da de blåklædte vandt.

I den kamp startede Robin van Persie på bænken. Det gjorde han ikke ugen efter, og resten af sæsonen stod der hans navn på. I sin første kamp fra start scorede han Uniteds første mål. I sin anden kamp udlignede han to gange mod Southampton, inden han scorede til 3-2 i det 93. minut og fuldendte sit hattrick.

I sin tredje kamp fra start scorede han det afgørende mål mod Liverpool på straffespark efter 81 minutter.

Sir Alex Ferguson producerede mange Manchester United-hold i sin karriere, som var en magtfaktor i den hjemlige liga. 12/13-holdet var ikke et af dem. I den sæson lukkede United flere mål ind, end de havde gjort i et årti, og hele 16 kampe vandt de kun med et mål. I ti af de 16 kampe scorede Robin van Persie mindst et mål.

I løbet af sæsonen var QPR, Norwich og Swansea de eneste hold, han ikke scorede imod – han blev dog noteret for assists mod dem alle, hvilket betød, at han havde en fod med i et mål mod samtlige hold i ligaen i den sæson.

Så selvom Manchester United ikke var en magtfaktor i den sæson, så var den hollandske en stjerne en decideret overmagt. Han endte med at score mere end en tredjedel af alle holdets mål. Hans målratio gav mindelser om en anden hollænder – Ruud van Nistelrooy – men hans stil var mere elegant og raffineret. Undervejs producerede han også sæsonens højdepunkt samt sæsonens mål.

Sæsonens højdepunkt var hans overtidsscoring direkte på frispark på Etihad, der gjorde at United slog City 3-2. Årets mål var i kampen mod Aston Villa, hvor ”de røde djævle” sikrede sig mesterskabet. Wayne Rooney slog en lang bold fra midten af banen, som Robin van Persie løb direkte ind i og helflugtede i kassen. Det var vanvittigt.

Det siges, at Uniteds spiller med nummer 20 på ryggen var den, der var allermest i chok, da Sir Alex Ferguson meddelte, at han ville gå på pension. Van Persie var skiftet for at vinde et engelske mesterskab – men i høj grad også for at spille under den legendariske skotske manager.

Og hans Manchester United-karriere nåede aldrig højderne fra debutsæsonen igen. I 13/14-sæsonen under David Moyes var han lidt ramt af skader, men scorede alligevel 18 mål i 28 kampe. Året efter blev det ”kun” til 12 mål i 31 kampe, og så rejste han videre til et tyrkisk eventyr i Fenerbache. I dag spiller han i sin gamle barndomsklub Feyenoord og scorer stadig – i en alder af 35 år – usandsynligt mange mål.

Hans 2012/13-sæson alene skrev ham ind i vore United-hjerter og historiebøger, og derfor er han selvfølgelig med på listen. Hvor højt han så havde været placeret, hvis han var kommet til klubben et par år tidligere, og havde spillet flere år under Ferguson, kan vi kun gisne om. Men alle kunne se hans kultstatus, da han scorede mod United for Fenerbache i en Europa League-kamp, og hele Old Trafford hyldede ham.

Tidligere låger i julekalenderen

1. december: Nummer 24 – Luis Nani
2. december: Nummer 23 – Paul Pogba
3. december: Nummer 22 – Javier ”Chicharito” Hernandez
4. december: Nummer 21 – John O’Shea
5. december: Nummer 20 – Juan Mata
6. december: Nummer 19 – Zlatan Ibrahimovic
7. december: Nummer 18 – Ji-Sung Park 
8. december: Nummer 17 – Antonio Valencia
9. december: Nummer 16 – Dimitar Berbatov
10. december: Nummer 15 – Darren Fletcher
11. december: Nummer 14 – Roy Keane

Forrige artikel

Ungdomsspillere træner med førsteholdet forud for CL-kamp

Næste artikel

Mata nyder tilværelsen i Manchester

ANNONCE