Vi er i dag tilbage til en af de nyere trøjer. I min egen optik en af de fedeste hjemmebanetrøjer, United har kunne diske op med i lang tid. Trøjen blev i samarbejde med adidas lavet, som en hyldest til den fantastisk 98/99-sæson.
På trøjens ærmer finder med printet 90+1 og 90+3, der skal minde os om Sheringhams udligning, og den daværende træner, Ole Gunnar Solskjærs, meget sene sejrsmål. I bunden af trøjen kunne man finde datoerne på både triumphen i FA-cuppen mod Newcastle og den afgørende Premier League kamp mod Tottenham.
Det gyldne logo på brystet var inspireret af det skjold, der var på trøjen 20 år før 19/20-sæsonens begyndelse.
Ja, det var bedre tider for Manchester United, men 19/20-sæsonen blev for alvor en sæson der være præget af håb.
Minder forbundet med trøjen
19/20-sæsonen var på mange måder mærkelig. Efter en skuffende afslutning på den forrige sæson skulle Solskjær motivere sine tropper på ny. Her bragte Solskjær en kaptajn, en højreback og en meget hurtig kantspiller ind – Maguire, Wan-Bissaka og James.
Sæsonenstarten var dog ikke prængende, og Manchester United så sig miste point til bundhold til højre og venstre.
Dog blev det bedre med tiden, og sæsonen husker jeg især, for det stålgreb vi havde om naboerne fra Manchester City. Solskjær formåede at sætte sit mandskab op til de store kampe, og vi vinder tre ud af fire kampe mod rivalerne i sæsonen. Men specielt én topkamp er altid i mine tanker. Nemlig vores helt egen McSauce sene scoring på et fyldt Old Trafford til 2-0. Får simpelthen bare kuldegysninger ved tanken.
Der er også en speciel spiller i den trøje, jeg husker på, når da vi kom forbi vinterpausen. Bruno Fernandes. Den portugisiske magnífico, der for alvor fik stemplet sig ind som en del af den nyere United-historie.
Tilskuerne jublede, og Bruno scorede og lavede assist i hobetal. Men pludselig ændrede arbejdsforholdene sig. Pludselig var det ikke tilskuerne, man kunne høre, men spillerne og trænerne. COVID-19 fik sit greb om verdenen, og dermed måtte spillerne tage forholdsregler og spille for lukkede døre. Fra midten af marts til midten af juni blev der ikke spillet fodbold, og man kunne frygte, at United med Bruno i topform mistede momentum. Det skete dog ikke helt, og Bruno blev ved med at være godt spillende.
Manchester United kom dog aldrig i nærheden af konkurrenter fra City og Liverpool og røg skuffende ud til Sevilla i Europa League-semifinalen.
