Rio Ferdinand gjorde sit længeventede comeback efter tre måneders fravær. Centerforsvareren spillede en stabil kamp, men det var dog landsholdskammeraten Wayne Rooney, der løb med de store overskrifter. Hull City havde få chancer for sejr inden opgøret, men Rooney udslettede det lille håb gæsterne måtte have haft efter bare otte minutters spil.
Paul Scholes kanonerede et forsøg fra lang afstand, og da Boaz Myhill ikke kunne holde bolden, kunne Wayne Rooney prikke riposten ind til 1-0. Det var en superstart for hjemmeholdet, og med det tidlige mål håbede hjemmepublikummet på en ordentlig røvfuld til gæsterne, men målene måtte vente på sig.
Rio Ferdinand, Michael Owen og Wayne Rooney havde gode muligheder for at øge føringen, men Hull City holdt stand lidt endnu. Den største mulighed for 2-0-målet faldt til Michael Owen i første halvleg, men angriberen der stadig tror på, at han kan komme med landsholdet til Sydafrika, gjorde ringe reklame for sig selv, da han missede fra få meters afstand. Owen fik chancen igen i to omgange, før han måtte lade sig udskifte med Dimitar Berbatov i anden halvleg.
Hull City fik næsten udlignet da Kamel Ghilas forsøgte sig, men lige forbi stolpen. Manchester United havde haft masser af muligheder for at øge, så det havde været en svær kamel at sluge for hjemmeholdets publikum, der viste deres utilfredshed med Glazers foretagender i klubben kampen igennem.
Da kampen rendte ind i de 80 minutter startede Wayne Rooney-showet. Nani fik reddet et frispark, som forsvaret ikke fik sendt væk, og som Rooney derfor brugte til at bringe sit hold på 2-0. Kort efter var Nani direkte i oplæggerens rolle, da han fandt den brandvarme englænder i feltet, der let kunne heade den ind til 3-0, før han lukkede og slukkede til 4-0 med et karakteriserende spark lavt ved nærmeste stolpe.