I søndagens udesejr over Luton måtte Manchester Uniteds venstreback, Luke Shaw, lade sig udskifte inden pausen. Her gik landsholdsspilleren direkte ned i omklædningsrummet, og nu skriver Daily Mail, at Shaw kan være ude resten af sæsonen. Dermed er Shaws deltagelse ved sommerens EM i Tyskland også i fare. Shaw blev set halte fra Kenilworth Road på vej til holdbussen i søndags efter kampen.
Shaw har i forvejen været hårdt ramt af skader, og senest har en muskelskade holdt den 28-årige englænder ude i 3 måneder. Shaws normale afløser, Tyrell Malacia, har slet ikke været i spil i denne sæson grundet en knæoperation og kommer ifølge Manchester Evening News først i spil til maj.
Udover de to normale venstre backer er Lisandro Martinez ude i formentlig seks uger endnu, mens Aaron Wan-Bissaka også først ventes klar om et par uger. Dermed er ikke mange defensive spillere at vælge imellem for Erik ten Hag i jagten på Champions League-pladser.
I weekenden erstattede Victor Lindelof den uheldige Shaw og tidligere på sæsonen har Sofyan Amrabat også spillet venstre back. Ingen af de to har imponeret eksperter med deres spil på positionen.
Den 16-årige Harry Amass, der har gjort det godt som venstre back på U18-holdet, har tidligere på måneden deltaget i førsteholdstræningen. Med de mange skader er det ikke utænkeligt, at Amass kan blive en del af truppen, der på lørdag tager imod Fulham.