4. Runde i Carling Cup”en

Optakt: Manchester United – Crystal Palace Tømmermændene er store efter lokalderbyet mod City. Endnu en gang var Uniteds præstation langt under par mod…

Optakt: Manchester United – Crystal Palace

Tømmermændene er store efter lokalderbyet mod City. Endnu en gang var Uniteds præstation langt under par mod en meget svagere modstander – og endnu en gang var det mangelen på mål der gjorde udslaget, og dermed point tabt i jagten på topholdene. Flere spillere undskylder nu offentlig for mangelen på mål. Den er modtaget, for uanset hvad der ligger bag os, må United op på hesten igen og få gang i deres målscoring.

Og netop hvem der skal spille fremme i Liga Cup opgøret mod Crystal Palace, og sørge for mål, er det store samtale emne. Med Smith ude med karantæne, bliver der nok plads til fremgangsrige Bellion i angrebsformationen, franskmanden har vist tydelig fremgang, og fortjener da også en yderligere chance til, at bevise sit værd.

Mange der følger reserverne tæt håber på, at få set unge Rossi i aktion for førsteholdet. Hans optrædener for reserverne har været rigtig lovende. Han har scoret flere smukke mål, og han er lige så tit i oplæggernes rolle. Rossi virker trods sin unge alder fysisk stærk. Hans force er hans gode kraftfulde drive, sublime teknik og et hårdt skydende venstreben. Forventningerne er mange til italieneren med det store potentiale, vi håber at få et glimt af det i morgen.

Hvad der gælder for resten af holdet, må der forventes en del gengangere fra sejren over Crewe i sidste Liga Cup runde. Her kommer spillere med få kampe i benene højst sandsynligt i kamp. Fletcher, O’Shea, Djemba-Djemba, Kleberson, P. Neville og Howard forventes alle at få spilletid.

Der bliver sikkert også gensyn med evig uheldige Fortune, han er tilbage efter en længere skadepause. Det er kun blevet til en optræden i denne sæson til den sympatiske sydafrikaner, sidst var i august. Vi krydser fingre for at Fortune forbliver skadefri. Som sædvanlig når der spilles Liga Cup er flere spændende unge ’håb’ på bænken, her skal der holdes øje med Pique, Ebanks-Blake, Spector og selvfølgelig Rossi.

Det forventes at Palace stiller op i en lidt svækket udgave. Andy Johnson og Wayne Routledge vil begge formodentlig sidde over med småskader. Mens Fitz Hall og Gonzalo Sorondo begger helt er ude med større skader. Crystal Palace kommer til Old Trafford med fornyet selvtillid efter en flot 1-1 kamp hjemme på Selhurst Park imod Arsenal. En selvtillid, de håber på at bygge videre på i både ligaen, hvor de kæmper imod nedrykning, og i Liga Cup’en hvor en skalp som Manchester United vil give dem en ekstra boost.

Vi håber selvfølgelig på, at der kommer gang i målscoringen og et par af de unge få noget erfaring og selvtillid de kan gro videre på i deres vej imod førsteholdet. God fornøjelse og nyd kampen.

Manchester Uniteds trup:
Howard, Ricardo, Djemba-Djemba, Brown, O”Shea, Fortune, P Neville, Spector, McShane, Kleberson, Bellion, Fletcher, Miller, Saha, Van Nistelrooy, Giggs, Rooney, Pique, Eagles, Jones, Ebanks-Blake, Richardson, Rossi, Jones

Forrige artikel

Ingen lejeaftale til Fletcher

Næste artikel

Rooney uskadt efter biluheld

ANNONCE