68 år siden: Flykatastrofen i München

23 mennesker mistede livet i flykatastrofen i München i 1958 – en tragedie, der for altid ændrede Manchester United og fodboldens historie.

(Photo by Nick Potts/PA Images via Getty Images)

Den 6. februar vil altid stå som den mørkeste dato i Manchester Uniteds historie. Dagen, hvor 23 mennesker omkom i et flystyrt, og hvor otte United-spillere samt tre fra trænerteamet mistede livet.

Den vinterdag i 1958 var Manchester United på vej hjem efter et udebanetopgør mod Røde Stjerne Beograd i Jugoslavien i kvartfinalen i Europa Cuppen. En mellemlanding til tankning i det sydlige Tyskland var nødvendig.

De to første forsøg på at lette mislykkedes. Tredje gang var ikke lykkens gang.

Flyets ene hjul ramte slud på banen, hvilket forhindrede flyet i at få nok fart på til at lette. Flyet fortsatte direkte ud over landingsbanen og ind i et hus.

De omkomne United-spillere var Duncan Edwards, Roger Byrne, Eddie Colman, Mark Jones, Liam Whelan, Tommy Taylor, David Pegg og Geoff Bent. Alle var i alderen 21-28 år og en fast bestanddel af “The Busby Babes”, som var spået til at dominere Europa i de efterfølgende år. Det fik de aldrig chancen for. Æret være deres minde.

Mindegudstjeneste på Old Trafford og i München

Fredag eftermiddag kl. 14.45 engelsk tid afholder Manchester United en mindegudstjeneste for ofrene under München-uret ved East Stand på Old Trafford. Gudstjenesten vil bestå af oplæsninger, og klubbens seniorfunktionærer vil også være til stede for at lægge kranse.

I München vil repræsentanter fra Manchester Munich Memorial Foundation (MMMF) lede en mindehøjtidelighed ved Manchesterplatz Memorial i München. Denne finder sted på samme tidspunkt som ceremonien på Old Trafford.

Skriv et svar
Forrige artikel

Carrick giver skadesopdatering inden Tottenham opgør

ANNONCE