Sæsonens måske vildeste kamp udspillede sig i december på Old Trafford, da United spillede 4-4 mod Bournemouth. Dengang var holdet stadig ledet af Ruben Amorim, som efter kampen særligt fik kritik for den svage defensiv samt tendensen til ikke at kunne holde en føring.
Fredag var det Michael Carricks tur til at vise sig mod Bournemouth-holdet. Mens første halvleg bød på chancer til begge mandskaber, var det anden halvleg, der blev kampens store omdrejningspunkt. Fire mål, to straffespark og et rødt kort – alt sammen inden for 20 minutter.
Jeg dykker herunder ned i tre tematikker fra kampen, som det måske er værd at tage med videre.
Midtbanens styrker
Siden Michael Carrick overtog holdet, har startopstillingen været tæt på uændret fra kamp til kamp. De få gange, vi har set den midlertidige træner lave ændringer, har det enten været på toppen eller i forsvarskæden. Midtbanetrioen bestående af Mainoo, Casemiro og Fernandes har derimod været konstant.
Her på sitet har vi også rost de tre, hvor det særligt har været Casemiro og Fernandes, der har fået opmærksomheden. Men fredag mener jeg især, at Mainoo fortjener ros.
41 ud af 46 afleveringer blev fuldført, han var stærk i sine defensive aktioner, og han viste en ro på bolden, som kun de mest erfarne spillere besidder. Det er også meget passende, at det netop var i det omvendte opgør mod Bournemouth, at den famøse “Free Kobbie Mainoo”-trøje dukkede op i medierne.
Tabte point
Tabte point og mistede føringer var et gennemgående tema under Ruben Amorim, som sjældent formåede at lukke kampe. Her har holdet tydeligt forbedret sig under Michael Carrick. Alligevel spøger problematikken fortsat, hvilket fredag igen blev tydeligt.
I trænerens første kamp mod Arsenal smed man føringen ved 2-1, men blev reddet af Cunhas mål til 3-2. Senere mod Fulham smed holdet en 2-0-føring, men blev igen reddet på målstregen – denne gang af Sesko. Også i 3-1-sejren mod Aston Villa gik United fra 1-0 til 1-1.
Fredag var holdet to gange foran, men begge gange kom Bournemouth tilbage i kampen, da det aldrig lykkedes at udbygge føringen.
Langt størstedelen af Carricks tid i United har budt på lyspunkter, men de mistede føringer er altså ikke en af dem. Her ser holdet fortsat sårbart ud.
Lang pause og mulige ændringer
Et tema for denne sæson har været, at den er historisk kort med blot 40 kampe. Nu venter der samtidig en meget lang pause for truppen, som først skal i aktion igen den 13. april, hvor de tager imod Leeds på Old Trafford.
Vi ved allerede nu, at Harry Maguire ikke bliver en del af truppen efter sit røde kort. Men andre spillere kan muligvis vende tilbage, når Carrick skal sætte holdet. Både Mazraoui og Dorgu forventes nemlig at være klar igen i midten af april. Også Lisandro Martínez kan komme i spil, når kampen mod Leeds skal spilles.
Skulle Martinez ikke blive klar, tyder meget på en retur i startopstillingen for Ayden Heaven, som har måtte nøjes med sene indhop under Carricks lederskab. Heldigvis for holdet, har Leny Yoro set bedre ud fra kamp til kamp.
At der under Carricks ledelse, skulle være et decideret mønster af at vi ikke kan holde en føring, synes jeg godt nok er at tage den langt.
Under Carricks ledelse har vi været dygtige til at komme foran i kampene. Når et hold gør dét, så vil modstanderen typisk sætter mere ind på at udligne. Og hvis der så kommer flere mål i kampen, er der jo i sagens natur to alternativer.
Der er jo altså også en modstander på banen, må man huske. Og de har også lov til at forsøge at score. Bournemouth er stærke på hjemmebane. Det samme er Arsenal. Aston Villa og Fulham er iøvrigt også to meget konkurrencedygtige hold.
Det er derfor ikke alene i vores egne hænder, om de andre hold formår at udligne. Jeg synes slet ikke denne kritik er legitim. Ethvert hold på tredjepladsen i en liga, vil med al tænkelig sandsynlighed have sin anddel af kampe I løbet af en sæson hvor de går fra førerposition, til mindre end tre point.
Fornemmelsen jeg sidder med når vi kommer foran under Carrick, er at jeg tror vi kommer til at køre sejren hjem. Det lykkes ikke hver gang. Men det er fornemmelsen.
Under den forrige træner, var det ganske anderledes. Hvis vi utroligt nok kom foran, forberedte jeg mig allerede med det samme på skuffelsen over at vi lige om lidt ville smide det hele på gulvet – igen. Her kunne man – som du også skriver – tale om et decideret mønster.
Hvad Mainoo angår. Det må stå for egen regning, men jeg er faktisk stadig uafklaret i forhold til hvad jeg mener han bringer til holdet. Han falder bestemt ikke igennem, så langt er jeg med. Men hvor meget hiver han holdet op? Jeg kan ikke gennemskue det. Mon ikke Carrick ihvertfald kan vurdere det bedre end mig. Men jeg ville ikke blive chokeret over om vi ville se markant bedre ud, hvis man fik en super konkurrencedygtig spiller ind på Mainoos plads. Ikke at det står øverst på min ønskeliste. Men jeg kan altså ikke gennemskue hvor meget kvalitet han egentlig har på nuværende tidspunkt.
Hvad der tilgengæld er chokerende, er kvaliteten af vores første indskifter på midtbanen. Jøsses. Det er ikke langt fra at vi er bedre i undertal end med Ugarte på banen. Der er akut brug for mindst en midtbanespiller mere. Hvis Casemiro forsvinder, så skal han også erstattes i tillæg.
Det samme i angrebet hvor det ikke kan være rigtig at Zirksee er vores førstereserve.