Agent: Martial ønsker at forlade United

Anthony Martials agent fortæller i et interview med RMC Sport, at franskmanden vil væk fra Manchester United.

Efter tre sæsoner på Old Trafford ønsker Anthony Martial at forlade “de røde djævle”. Det fortæller hans agent, Phillipe Lamboley, til det franske sportsmedie RMC. 

– Efter at have tænkt over alle muligheder, ønsker Martial at forlade klubben, siger Phillipe Lamboley. 

Det har været åbenlyst for de fleste, at Manchester Uniteds nummer 11 har været utilfreds med mængden af spilletid i de seneste to sæsoner. Specielt efter købet af Alexis Sanchez har mængden af minutter på banen været lav, og det har været medvirkende til, at franskmanden ikke er kommet med sit landshold til VM i Rusland. 

– Jeg vil ikke kommentere på konsekvenserne af transfervinduet i januar. Alle kan have deres mening. Nu handler det om at få hans karriere igang igen, siger Phillpe Lamboley.

“United er ikke klar til at gøre ham til en vigtig spiller”

Anthony Martials kontrakt i Manchester United løber et år endnu. Ifølge agenten Phillipe Lamboley har angriberen og klubben ligget i kontraktforhandlinger i otte måneder. 

– Og når den mest magtfulde klub i verden ikke kan finde ud af lave en aftale efter så lang tids forhandling, så er det fordi, de ikke er klar til at gøre ham til en vigtig spiller, siger han til RMC.

Agenten understreger, at Anthony Martial stadig er kontraktbundet til Manchester United, og at klubben har det sidste ord. 

– Men Anthony vil bare gerne spille og finde glæden igen, siger Phillipe Lamboley. 

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk’s podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford
Forrige artikel

Fosu-Mensah: Jeg vil ikke høre, at jeg er for ung

Næste artikel

VM-optakt: Brasilien

ANNONCE