Amorim har fået mundkurv på: – Det vil jeg IKKE tale om

Rúben Amorim fik sagt til en journalist, at han pludselig ikke vil uddybe et citat om 3-4-3’eren og manglende spillerindkøb. Det resulterede i en … interessant udveksling mellem de to.

Normalt er Ruben Amorim ikke kendt for at være en, der holder igen med ordene eller citaterne.

Men på pressemødet forud for Leeds-kampen fik piben en anden lyd. Eller rettere mangel på samme.

The Guardians erfarne journalist Jamie Jackson var nysgerrig på, om Manchester United har gode nok spillere til at spille 3-4-3. Jackson hæftede sig ved et citat, som Amorim gav juleaftensdag til pressen:

– Vi kan spille på en anderledes måde for at få mere kvalitet fra spillerne. Jeg har fornemmelsen af, at skal vi spille en perfekt 3-4-3, så skal vi bruge en masse penge, og det tager tid. Jeg er begyndt at forstå, at det ikke kommer til at ske, så måske skal jeg tilpasse mig, sagde han dengang.

Det bed Jackson mærke i. Det er netop det citat, som nedenstående dialog står på skuldrene af. Med det in mente kom der en meget interessant udveksling mellem en vedholdende journalist og en Manchester United-cheftræner, der havde fået mundkurv på.

Her er hele udvekslingen ifølge The Guardian:

Jackson: Du begynder at forstå, at hvis du skal spille din 3-4-3, skal du egentlig have en masse topspillere, og det lyder, som om det ikke er muligt. Må jeg spørge, hvorfor du ikke indså det, da du først kom til klubben, eller kan du måske forklare, hvad du mente?

Amorim: Det vil jeg ikke tale om.

J: Interessant. Det er ikke lig dig ikke at ville tale om det.

A: Ja …

J: Fortryder du måske, at du sagde, hvad du gjorde?

A: Nej, nej, nej. Men jeg vil IKKE tale om det.

J: Lad mig prøve en gang mere. Når jeg ser på disse citater, er det en smule mystisk, hvorfor du ville sige et år inde i jobbet, at du først har bemærket det. Er der noget, der er ændret i forhold til budgettet, eller hvad er du blevet fortalt? Har Jason Wilcox sagt noget til dig?

Og så siger Amorim noget meget interessant: Jeg vil ikke tale om det. Men du er meget klog, griner han.

Det hele blev til en artikel i The Guardian, hvor mediet blandt andet noterer sig, at Amorim var nedslået på en måde, som han ellers kun før har været efter Grimsby-kampen.

Vi får se, om det er noget, der påvirker Leeds-kampen, der starter 13:30.

Skriv et svar
Forrige artikel

Startopstilling: Amorim foretager én ændring fra Wolves-kampen

Næste artikel

Resumé: United tager ét point med fra Elland Road

ANNONCE