Amorim har fokus på de små detaljer

Der er flere udfordringer i Manchester United, men hvis man forsøger at løse alt på én gang, går det galt. Sådan lyder det fra Rúben Amorim på fredagens pressemøde.

Rúben Amorim har allerede identificeret nogle af Manchester Uniteds problemer. Det fortæller han på sit første pressemøde som cheftræner for klubben.

– Vi skal forberede os på mange områder. I forståelsen af spillet. Og jeg synes, vi skal forbedre de fysiske aspekter på holdet. Det er noget, vi gerne vil forbedre, udtaler han.

Og hvis Amorim skal blive lidt mere specifik på holdets udfordringer, peger han på to meget konkrete problemer, der skal løses.

– Vi smider bolden væk for ofte. Vi skal bevare bolden. Vi skal blive bedre til at løbe hjem. Det tror jeg er tydeligt for alle og enhver, siger han.

Mange bække små

Men Uniteds nye cheftræner vil ikke forsøge at løse alle problemer på én gang. I hans optik er det de små detaljer, der gør forskellen i det store hele.

– Vi skal være rigtig skarpe på detaljerne. Nogle gange håber du på at løse mange ting, store ting. Jeg tror, det er de små ting (der er afgørende, red.). Vi skal forberede de små ting. Måden spillerne ser fodbold på som et hold. De skal forstå spillet på den samme måde, forklarer han.

Og Amorim er slet ikke i tvivl om, at han er den rigtige mand til at løfte opgaven.

– Når det handler om de små ting, kan jeg hjælpe spillerne rigtig meget.

– Jeg er en ung fyr, jeg forstår spillerne. Jeg forsøger at bruge det til at hjælpe mine spillere.

39-årige Amorim har underskrevet en kontrakt med Manchester United frem til sommeren 2027.

(Ash Donelon/Manchester United via Getty Images)

Previous Article

Amorim i første møde med pressen: »Jeg er den rigtige person, på det rigtige tidspunkt«

Next Article

»Der er kun én vej«

ANNONCE