– Vil du være i tunnellen på Old Trafford på søndag?
– Jeg kommer til at være her (I Sporting, red.).
– Er det helt sikkert?
– Det ved jeg ikke.
Sådan svarede Rúben Amorim med et smil på læben på et pressemøde tirsdag aften, efter hans Sporting-mandskab havde besejret Nacional 3-1 i kvartfinalen i den portugisiske cupturnering.
Vis dette opslag på Instagram
Tirsdagens kvartfinale kan meget vel have været Amorims sidste kamp i spidsen for Sporting. Amorims klub bekræftede tirsdag eftermiddag, at Manchester United har henvendt sig og er villig til at betale frikøbsklausulen på 10 millioner euro.
Sporting bekræfter: Manchester United er klar til at betale frikøbsklausul
Hovedpersonen selv vil dog endnu ikke løfte sløret for, hvad fremtiden bringer.
– Ingen beslutning er blevet truffet i øjeblikket. Lyt til klubbens udtalelse. Det er alt, der er i øjeblikket.
– Der er interesse fra Manchester United i at betale en klausul, og når jeg har noget mere konkret, vil jeg komme her og træffe en beslutning, siger Amorim på pressemødet.
Den 39-årige portugisiske succestræner, der har vundet to mesterskaber med Sporting siden han kom til i 2020, bekræfter dog, at beslutningen udelukkende ligger hos ham.
– Jeg vil gøre, hvad jeg ønsker at gøre. Det har jeg altid gjort igennem min tid som spiller og træner, siger han.
Manchester United fyrede mandag Erik ten Hag. Ruud van Nistelrooy er indsat som midlertidig cheftræner, indtil en permanent afløser er på plads.
(Gualter Fatia/Getty Images)