Amorim: »Svært at vinde, når man ikke scorer«

Ruben Amorim var fattet og ærlig, da han mødte pressen efter aftenens skuffende Europa League-finale på San Mamés i Bilbao.

Foto: Alex Pantling – UEFA/UEFA via Getty Images

Med aftenens nederlag til Tottenham Hotspur i Bilbao er det nu officielt. Denne sæson er Uniteds værste i 51 år.

United var ellers ubesejrede i Europa League før aftenens kamp. Den stime er nu også brudt, og resultatet er klubbens 22. nederlag i denne sæson. På tværs af turneringer.

– I dette øjeblik vil jeg ikke forsvare mig selv, det er ikke min stil, siger Ruben Amorim til pressemødet efter finalen.

– I øjeblikket handler det lidt om tillid. Så lad os se. Jeg er altid åben. Hvis klubben og fansene ikke føler, jeg er den rette, vil jeg tage af sted den næste dag uden en samtale om kompensation.

– Men jeg går ikke selv. Jeg er meget selvsikker i mit job, og jeg vil ikke ændre min måde at gøre tingene på.

Mangler mål

Nederlaget var Uniteds fjerde mod Spurs i denne sæson, og De Røde Djævle har ikke formået at score i tre af dem. I alt har United spillet hele 16 kampe uden at komme på måltavlen.

Det ændrer dog ikke på Amorims tro på egne evner – og på spillernes.

– Der har været tidspunkter, hvor vi ikke skaber situationer, men nu er det ikke tilfældet, for vi skaber de situationer. Hvis du ser på de muligheder, vi har, så er der tale om forskellige spillere. Det er ikke bare en fyr. Vi scorer ikke mål, og keeperen gjorde det godt.

– Men det er klart, at vi var det bedre hold. Vi formåede igen bare ikke at score, og det er meget svært at vinde fodboldkampe, når man ikke scorer, siger Ruben Amorim.

Skriv et svar
Forrige artikel

Karakterbogen: Symptomatisk for Manchester United i 24/25

ANNONCE