Analyse: One ham down, two to go

På trods af Fulhams fine placering har de vist sig at være en drømmemodstander for United. Kun ét Premier League-hold har United en højere sejrsprocent imod. Helt modsat er tendensen mod de to andre skinker, der møder United her i februar.

Foto:  Ash Donelon/Manchester United via Getty Images

Manchester United slog Fulham i forgårs. Præcis som mod Arsenal indkasserede man en sen udligning til 2-2, men svarede igen med et lynmål og vandt 3-2.

Dermed adskillede kampen sig også fra det omvendte møde i august på Craven Cottage. Her endte det 1-1 i en tilsvarende tæt affære.

United var dog tættest på sejren dengang, da Bruno Fernandes for en sjælden gangs skyld brændte et straffespark.

Selvom begge kampe var meget tætte, er Fulham ellers tæt på at være en drømmemodstander for United i nyere tid.

Siden treble-sæsonen i 1998/99 har man mødt dem 44 gange. Og med 32 sejre, 7 uafgjorte og 5 nederlag er der tale om en sejrsprocent på 72,7.

Det er næsthøjest af alle nuværende Premier League-klubber. Kun Aston Villa ligger højere med 74,5%.

Efter tre sejre i træk peger pilen nu frem mod opgørene mod Tottenham og West Ham. Hvordan forholder det sig egentlig med dem?

Tottenham Hotspur

Mens Aston Villa og Fulham topper Uniteds sejrsprocent-skala, ligger Chelsea i bunden med 33,3%. Dem har United tilsyneladende sværest ved at slå.

Herefter følger Man City og Liverpool, begge med 42,9% United-sejre, samt Arsenal med 43,5%. Det er nok ikke så overraskende, at netop de fire ligger med de laveste sejrsprocenter for United.

I det felt af svære modstandere er Tottenham ikke med. De kommer sågar også efter hold som Bournemouth (52,9%) og Brentford (55,6%), og først herefter finder vi Thomas Franks tropper med 56,7%.

De seneste sæsoner har de dog været en sand torn i øjet på United, som ikke har slået dem siden oktober 2022.

Her blev det til en 2-0 sejr efter mål af Fred og Bruno Fernandes. Det var i øvrigt Uniteds fjerde sejr i træk mod Spurs.

Siden da har United dog ikke slået dem i otte kampe i træk. Tre uafgjorte, alle med 2-2, og fem nederlag. Heraf fire i træk.

United har ikke tabt fem kampe i træk mod samme hold, siden de gjorde det mod Liverpool mellem 2000 og 2002. Men det ville altså være sket i november, hvis det ikke var for Matthijs de Ligts udligning dybt inde i overtiden.

Tottenham Hotspur er kun på 14. pladsen i Premier League og har gang i en problematisk sæson. De blev dog nummer fire i Champions Leagues grundspil med fem sejre og kun et nederlag.

United kan derfor ikke tage noget for givet i denne kamp og har som nævnt en rigtig dårlig stime at bryde mod de hvide fra det nordlige London.

West Ham United

Selvom West Ham i øjeblikket ligger til nedrykning, er de heller ikke en ønskemodstander for United, hvis sejrsprocent mod dem siden treble-sæsonen kun er på 56,9. Det er kun marginalt højere end mod Spurs.

I februar 2024 slog United dem 3-0 på mål af Rasmus Højlund og to gange Garnacho. Det var den kamp, hvor de to målscorere samt Kobbie Mainoo satte sig op på banden og fejrede 2-0 målet.

Det er dog Uniteds eneste sejr mod The Hammers i de seneste seks indbyrdes kampe, hvor 1-1 kampen i december afbrød en stime af fire nederlag i de seneste fem.

United har derfor et bjerg at bestige mod London-holdet og skal bryde en kedelig tendens. Vil de være i stand til det, og vil de være i stand til at skabe kampen?

Michael Carrick har indtil nu en perfekt stime med tre sejre i tre kampe. Den er dog skabt med et gennemsnit på under 40% boldbesiddelse over de tre kampe.

Det var klogt at lade Manchester City have bolden og slå dem på kontra. Sejren virkede også overbevisende på trods af hele 68% boldbesiddelse til de lyseblå naboer.

Mod Fulham skulle United i højere grad skabe kampen, og det kom ikke rigtigt til udtryk. Kun 42% boldbesiddelse, mindre end mod Arsenal. Færre afslutninger og en lavere xG end Fulham. Samme antal skud på mål.

Man kan sige, at man i høj grad vandt på erfaring og individuel kvalitet. Mål og assist af Casemiro. To assists af Bruno Fernandes.

Fulham-kampen viste lige nøjagtig, at United og Michael Carrick kan blive udfordret, når man i højere grad skal skabe kampene.

Derfor kan man heller ikke tage for givet, at sejrsstimen bliver udbygget i løbet af de næste to.

Skriv et svar
Forrige artikel

Lacey går målamok i trænerdebut

ANNONCE