Anmeldelse af Glory Glory

United We Stand-redaktøren Andy Mitten har på ny skrevet en bog, som uden tvivl vil blive et hit hos Manchester Uniteds fans. Bogen med titlen ”Glory…

United We Stand-redaktøren Andy Mitten har på ny skrevet en bog, som uden tvivl vil blive et hit hos Manchester Uniteds fans.
Bogen med titlen ”Glory Glory – Man United in the 90s” bygger på samme koncept som hans bog fra 2006 ”We’re the famous Man United”, hvor han gik tæt på spillernes egne historier fra holdet i 80’erne.

Mittens koncept er enkelt nok. Han kigger på Uniteds hold i årtiet og tager så kontakt til spilleren og beder om et længere interview. Han går specifikt ikke efter årtiets superstjerner eller spillere, som stadig er aktive. Han går efter spilleren, som måske lige har været på pension i 3-4 år og som ikke vil brænde nogen broer ved at fortælle nogle interessante historier.

Han lykkedes med det i 80’er-bogen, og med den nye 90’er-bog, som udkom i denne uge, er det ligeledes blevet til en spændende bog, som giver flere interessante og sjove indblik ind i Uniteds succes i det forrige årti.
Interviewene til bogen har varet fra et par timer til flere dage på steder som fx spillerens lokale pub eller i spillerens eget køkken.
Samtidig gør Andy Mitten en dyd ud af, at lade spillerens eget sprog komme til orde og ikke lade spilleren påvirke af ghostwriting.

Andy Mitten har i bogen fået sig nogle scoops og flere anekdoter ser dagens lys i bogen, hvor for eksempel Nicky Butt afslører hvordan Peter Schmeichel NØGEN jagtede ham rundt på Uniteds tidligere træningsanlæg The Cliff.

Bogen indeholder fortællinger fra 11 personer. 10 af dem er spillere og inkluderer blandt andre Andy Cole, Jesper Blomqvist og Gary Pallister. Derudover har Andy Mitten fået den tidligere Manchester United-ejer/formand/direktør Martin Edwards i tale. Det er en sjældenhed at Martin Edwards står frem. Det er samtidig første gang, at Uniteds (upopulære) ærespræsident står frem med sin mening om klubbens nuværende ejer Glazer-familien.

Eric Cantona er også kommet i tale. Fra en café i franskmandens hjemby Marseille fortæller Kongen om hans fodboldkarriere og hvordan han faldt i hak med Manchester United efter en turbulent fodboldkarriere.
Netop franskmanden går – ikke overraskende – igen i de fleste spillers historier. Alle synes at nære – igen ikke overraskende – en stolthed over at have spillet på hold med Cantona. Et af de mere kuriøse indslag i bogen er fra David May, som fortæller om hans første værelseskammerat i United. May blev helt rundt på gulvet, da han finder ud af at han skal dele værelse med Eric Cantona. Pinligere for May bliver det, da han i telefonen fortæller hvem han deler værelse med og der lyder et brøl i røret, hvilket den franske legende ikke kan undlade at overhøre.

Bogen kan absolut anbefales for alle United-fans. Den giver et solidt indblik i spillernes kultur og dagligdag, samtidig med at det er en fantastisk gennemgang af et årti, hvor trofæerne gik fra Liverpools til Manchester Uniteds hænder.
Stor ros skal der gå til Andy Mitten for endnu en gang at have præsteret en bog fyldt med spillernes egne fortællinger.

Forrige artikel

Obertan fik debut for reserverne

Næste artikel

Lynhattrick af Berbatov

ANNONCE